Ravnstrup-Sjørup (334).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Ravnstrup-Sjørup, 30 km (334).
Lørdag den 31. august 2019.

Ravnstrup er en lille landsby, en halv snes kilometer vest for Viborg, ved hovedvejen mellem Viborg og Holstebro. Det er varmt for den sidste dag i august, tørt og solskin, drivende skyer og blå himmel. Kornhøsten er næsten overstået, markerne står hen med stubbe og store stabler af bigballer. Nogle steder er harvning eller endog pløjning godt i gang. Majsmarkerne står urørte og mandshøje.
Umiddelbart uden for bygrænsen fører en grusvej ind på militært terræn, som skilte og høje pæle i sorte og gule advarselsfarver gør klart. Det er Finderup Øvelsesplads, og lige som Holstebro Øvelsesplads hvor jeg vandrede i forrige weekend (vandredag 333), benyttes den af Jydske Dragonregiment. Soldaterne har dog taget weekenden fri, så terrænet er givet åbent.
Jeg besøgte området en vinterdag for et par år siden (vandredag 191), så jeg kender det overordnede landskabsrelief for øvelsespladsen, et let kuperet plateau, hvori, længst mod vest, ådalen omkring Mønsted Å har skåret sig ned i en nord-syd-gående akse. Engang rummede dalen Rosborg Sø, men tørlægning har reduceret den til to mindre søer længst mod nord.
Som jeg kommer ind på terrænet fra øst møder jeg et landskab af åbent rum mellem tilbagetrukne plantagelinjer. Meget af det er græsslette, men mange steder er der stadigt spor af omfattende hede i de sidste faser af tilgroning med krat eller fortrængning af græsser. Særligt nær grusvejene holder lyngen stand. Dens lilla blomster danner kontrast til rejnfan og perikon, der breder sig i gule bræmmer langs vejkanterne. Store gyvelkrat spreder sig ud over græssletten, deres blomstring er for længst overstået, i stedet står de med store sorte bælge.
Jeg hører spredte skud, og ved en af de små klynger af huse der er bevaret i den nordlige del af øvelsespladsen, står en lille klynge mænd og kvinder i camouflagetøj. Eftersom dragonerne holder fri, er det formentlig hjemmeværnsfolk. De næste timer kan jeg da også af til høre lyden af korte skudsalver fra automatvåben. En håndfuld større søer og en mængde små damme ligger spredt ud over terrænet. Hvor græssletten er åben mod vest kan jeg se den vestlige dalside på den fjerne side af åen. I først omgang drejer jeg dog af mod syd.
Som på andre øvelsespladser er der en konsekvent skiltning, som styrer adgangen til kørsel med tunge bæltekøretøjer, og dermed opdeler vejene i velholdte grusveje med hård overflade og rå kørespor med dybt sand. Rådyr og ræv har efterladt rigelige spor her. Ud mod ådalen bliver landskabet mere kuperet, og her og der bliver grusvejene til dybe hulveje. Lavt egekrat flankerer nogle af hulvejene, men ellers er her overvejende nåletræsplantage. Skovskader flyver langs skovbrynene og skriger inde i tykningerne. Over åbent terræn er det svaler, som dominerer luftrummet.
Jeg fortsætter, indtil jeg når frem til asfaltvejen, der afgrænser øvelsespladsen mod syd. Plantagen afløses brat af bølgende majsmarker, som jeg prompte vender ryggen til for at gå tilbage, mod nord, denne gang ad en grusvej tættere på ådalen. Herfra er der fine udsigter over landskabet. I nord fører en lille jernbro, så solid at den kan klare militærets tunge køretøjer, over åen på dens korte stræk mellem de to søer her. En knopsvane holder til i den nordlige sø. Fra broen er der et langt udkig ned gennem ådalen.
En grusvej midt på bakkesiden fører mod syd. Den vestlige bakkeside er langt fra så tilgroet som den østlige. Neden for vejen er der eng og bakker, som afgræsses af sort kvæg. En bred stribe lang åen er fuldstændig overgroet med pilekrat, som her og der rækker langt op ad bakkesiden. Oven for vejen er der enkelte steder lynghede, men ofte er heden fuldstændigt overgroet med krat eller bregner.
Det er muligt at krydse ådalen ad en trampesti, men jeg vælger i stedet at følge grusvejen i et hundrede og firs graders sving, hvor efter det igen går mod nord, denne gang øverst på bakkesiden og nu i kanten af en plantage. Engang må der have været fantastiske udsigter hen over en lyngklædt bakkeside og ud over ådalen. I dag er det meste imidlertid overgroet med krat, især birk, eg og andre løvtræer. Enkelte steder er der dog nogle få meters frirum, som den høje vegetation endnu ikke har lukket.
Oppe på plateauet er der plantage, hvori man endnu kan se spor af firkantede hedestykker, der i sin tid undgik tilplantning. Det oprindelige åbne rum er imidlertid blevet udfyldt fra væg-til-væg – eller fra skovbryn-til-skovbryn – med løvtræskrat, og kun et gulvtæppe af lyng er endnu tilbage.
Et par hundrede meter længere fremme er der imidlertid et større stykke blandet lyng- og græshede, som formodentligt holdes åbent af kulturhistoriske hensyn: Margrethevolden. Margrethe I. har lagt navn til volden, selv om den nok er ældre end hendes regeringstid. Det er et bevaret fragment af en vold, der i dag fremtræder som et lavt dige med en grav foran. Ingen ved præcist, hvilket formål fæstningsanlægget har tjent.
Fra volden går jeg tilbage ad grusvejen og ad en afmærket sti gennem plantagen ud til landevejen. De tørre sandveje i plantagen er overstrøet med aftryk af hestesko, og et stutteri med smukke heste i foldene ligger ud til landevejen.
Vest for ådalen og plantagen er det fladt agerland med majs og korn. Et enkelt sted er en mejetærsker stadigt i gang, men ellers er kornet i hus. Dette er hedeslette, dannet af smeltevand fra sidste istid. Før opdyrkningen af heden var området en del af den store Alhede, hvor af en del er bevaret som Kongenshus Mindepark (vandredag 277) få kilometer mod syd. Forude ligger Daugbjerg Dås, en morænebakke fra forrige istid, ejet af Det Radikale Venstre, der har en tradition for at holde grundlovsmøder her.
Ligesom da jeg kom forbi forrige vinter (vandredag 246), bestiger jeg bakken ad de smalle trin, der fører op til den flade top, hvor der står en flagstang og en fredningssten. For foden af bakken ligger en flok får nær hegnet i den lille fold. Der er en smule lyng på bakkesiden, men det overgås langt af græs, så det overvejende farveindtryk er brunt og grønt. Læhegn og grønne marker strækker sig langt mod nord.
Kort efter når jeg frem til landsbyen Daugbjerg, hvis kirke ligger på en bakkeside ud mod ådalen langs Jordbro Å, der afvandes til Hjarbæk Fjord. Jeg følger hovedvejen mod Holstebro, og belønnes med et fint udblik over den ådalens og dens grønne bakker. Forude ligger den store Sjørup Plantage, langs hvis nordlige skovbryn hovedvejen er ført, mens landsbyen selv ligger nord for vejen. Jeg venter et kvarter ved stoppested og kan så stige ind i en weekendtom rutebil mod Viborg.

Yrsa Sigurðarðóttir, Kulde, 66-213.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s