Rügen: Rundtur ved Bergen (335).


næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Rundtur ved Bergen auf Rügen, 29,1 km (335).
Søndag den 13. oktober 2019.

Bergen auf Rügen er den største by på den tyske ø, og – som navnet antyder – beliggende højt i terrænet. I sommers var jeg nogle dage i Stralsund, og nu er jeg kommet tilbage for at vandre her igen her i efterårsferien. Det er halvanden måned, siden jeg sidst var ude at vandre, så jeg er lidt spændt på min form.
Vejret er efterårsagtigt, gråt og med støvregn i luften, men egentligt forholdsvist varmt for årstiden. Fra banegården går jeg gennem den ældre bydel, som har nogle fine gamle gader og et torv med et græsgrønt rådhus. Den gamle bydel er bygget op ad en bakkeside, og stigningen fortsætter som jeg går videre ind i skovene øst for byen.
Umiddelbart inden for skovbrynet er der en stor skovlegeplads, et hotel, spadserende, med og uden hunde, ridestier og spor efter hestesko, skiltning til en go-cart-bane. Snart kommer jeg dog ud på mindre skovveje, mudrede efter rigelig regn tidligere på ugen. Inde i skoven er efterårsløvet gulnende snarere end gult, løvets dominerende farve er stadig grøn, men kun lige akkurat. En trampesti fører det sidste stykke frem til det nordlige skovbryn, hvor træerne afløses af åbent land, lange bløde bakkesider af dyrket land, ud mod fjernere skovstykker og ned mod Rügens mange søer, bugter og laguner.
Som jeg går ad små veje mod øst, hører jeg med korte mellemrum ravnekald. Det åbne landskab med dets store marker, lange læhegn og hyppige småskove passer de store fugle godt. Som oftest er det blot en enkelt ravn, hvis skrattende røst kommer fra et usynligt sted bag et løvhæng, men en enkelt gang flyver et ravnepar og mit hoved, og længere fremme ser jeg en ravn sidde på den øverste gren i et læhegn, i silhuet mod den blege himmel, og tydeligt større end gråkragerne omkring den.
Fra bakkernes højeste punkt har jeg frit udsyn langt omkring. Mod øst kan jeg se Kleiner Jasmund Bodden, den inderste i den serie af laguner, der næsten skærer Rügen over i to. Ved den fjerne bred ligger Lietzow, og i den høje skov over vandet ses tydeligt Schloss Lietzows hvide profil (vandredag 322). Betegnelsen slot er her generøst anvendt, vist mest en anerkendelse af bygherrens sociale tilhørsforhold, det er bestemt intet Kronborg, derimod en patriciervilla med et tilhørende romantisk borgtårn.
Jeg når ud til vandet ved den smalle tange, der forbinder den skovklædte halvø Pulitz med resten af Rügen. Halvøen er lukket for besøgende i årets første halvdel af hensyn til ynglende fugleliv, men nu er her åbent. Tangen er lige akkurat bred nok til at rumme en skovvej. På begge sider er der smalle bælter af rørskov. Et svanepar holder til nær bredden, længere bort ligger en jolle med et par lystfiskere.
En sti fører hele vejen rundt om øen. Skoven får lov at passe sig selv herovre. Meget af det er bøgeskov, hvor underskoven er lysåben og de ranke stammer står som søjlerne i en hal. Her og der er der fine udkig over vandet og skovklædte kyster. Langs den sydøstlige del af øen løber en lang uplejet lindeallé. Lindetræerne har fået lov at anlægge buskadser af mandshøje rodskud, der nogle steder næsten truer med at lukke vejen. Lindetræerne flankerer blot en mudret skovvej, og blandingen af aristokrati og forfald får mig til at tro, at nogen engang har haft et jagtslot eller lignende her.
Jeg fuldender rundturen, krydser tangen og går tilbage ad samme vej, jeg kom, mod Stedar, det er den eneste vej. Støvregnen er hørt op, og selv om himlen stadig er grå, er det en behagelig dag til en vandretur. Landsbyen Stedar består af et lille gods og en brostensbelagt gade med en række huse på hver side. Gaden er så smal, at de lokale parkerer deres biler uden for landsbyen.
I udkanten af landsbyen fører en lille vej mod nord. På mit kort kan jeg se den som en spinkel grå streg, der søger op mod jernbanen og følger den mod vest, frem til landevejen. Centralt i området ligger en sø med enge og rørskov, og på de skrånende marker op mod jernbanen er der store marker med høslæt. Da jeg var her i sommer kørte jeg adskillige gange med toget på denne strækning, og de fleste gange så jeg fra mit togvindue omkring to snese traner søge føde blandt de store plasticindpakkede bigballer på de afslåede enge. Nu, hvor det er højsæson for tranetrækket fra Skandinavien, håber jeg at se flere af de store fugle her.
Den lille asfaltvej følger et bredt læhegn med hestekastanje, hvis store blade har antaget en rustrød farve, mens skinnende brune kastanjer ligger under dem. Eng og sump breder sig ud mod søen, der ligger skjult bag høj rørskov. Jeg kan allerede se jernbanen, et stykke oppe på den begyndende terrænstigning mod nord, da jeg pludselig hører trompeteren højt over hovedet.
Fem traner flyver deroppe. De giver sig god til at cirkle i vide buer over landskabet, inden de udvælger sig et landingssted, desværre skjult bag rørene. Fra det højere terræn nær jernbanen forsøger jeg med kikkerten at lokalisere tranerne, men forgæves. I stedet får jeg øje på en lille flok rådyr op ad et lavt læhegn.
Jeg går ad vejen mod vest, den taber hurtigt i fremkommelighed, fra jordvej, til mudret og knoldet markvej, indtil den til sidst blot er en skygge over engen. Jeg følger sporet, hvis tydelighed svinger med umærkelige terrænstigninger. Til sidst ender den imidlertid brat i rørsump og sort, stillestående vand. Vejen er nedlagt – eller forsvundet som følge af vandstandsstigninger
Så der er ikke andet at gøre end at gå tilbage ad den vej, jeg kom fra. Lettere adspredt i tanker omkring mit bedrageriske kort bliver min opmærksomhed pludseligt fanget af en mærkelig hvid genstand. Det viser sig at være en fodboldstor støvsvamp. Overfladen er overraskende stram og fast, som en polstret læderstol. Netop som jeg drejer af fra jernbanen og går mod syd, letter de fem traner foran mig, et par hundrede meter fremme, og jeg får et godt indtryk af de store fugle, inden de forsvinder bag et læhegn. Jeg spejder flittigt efter dem, mens jeg går tilbage til Stredar, men de er væk.
Den forsvundne vej nord om søen skulle have ført frem til landevejen mod nordvest; nu bliver det så i stedet til, at jeg går et længere stræk tilbage, ad samme vej jeg tog herud, indtil jeg når skoven ved Bergen. Da jeg når tilbage til banegården i Bergen, har jeg gået næste tredive kilometer uden at have mærket nogen formnedgang.

Yrsa Sigurðarðóttir, Kulde, 213-344.
Randolf Menzel & Matthias Eckoldt: Die Intelligenz der Bienen, 1-170.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s