Rügen: Jasmund Nationalpark II (336)

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktetkronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Jasmund Nationalpark II, 24,4 km (336).
Mandag den 14. oktober 2019.

Kort efter at toget fra Stralsund har krydset over til Rügen ser jeg to kraneflokke flyve mod syd, et dusin fugle i hver, parallel kurs, blot et par hundrede meter fra hinanden. Og som toget kører mellem Bergen og Lietzow, afsøger jeg med øjnene de enge, hvor jeg i går så fem traner (vandredag 335), og hvor jeg i sommers så de store fugle i større antal. I dag er der imidlertid blot hvide, plasticindpakkede bigballer at se på de store marker.
Endestationen er Sassnitz. I dag er det både udgangspunkt og endemål for dagens vandring. Ligesom i sommers (vandredag 321) skal jeg på vandring i Jasmund Nationalpark. Men i dag skal jeg gå en længere rute inde i baglandets bøgeskov, før jeg svinger ud til kysten, hvor jeg håber at kunne komme til at gå et længere stræk for foden af kridtklinterne.
Jeg havde en fin tur i sommers, om end det var på en dag med tung heldagsregn. Selv her, midt i oktober, er vejret dog langt bedre end dengang: Der er højt solskin, næsten ingen blæst, og i løbet af dagen kommer temperaturen op omkring de femten grader. Så det er fantastisk vejr til en vandretur.
Sassnitz har små titusinde indbyggere. Byen ligger på en lang, stejl skråning ned mod Østersøen. Banegården er en af de højest beliggende bygninger, så jeg holder mig på vandrette gader og veje, indtil jeg kommer ind i nationalparkens store bøgeskove. En smal cykelvej snor sig ind omkring bakkemassivet ved Piekberg, Rügens højeste punkt (161 meter over havets overflade). Det bakkede terræn har uden tvivl medvirket til, at skovene har bevaret det præg af uberørt naturskov, som er en væsentlig del af deres adkomst til Unesco-verdensarv-status.
Fra den skovklædte bakkekam, der bærer cykelstien, kan man se langt gennem skråningernes underskov. De fleste blade er endnu grønne og hænger stadigt på kviste og grene, men er ved at blive anløbne af gult. Hvor de gennemskinnes af sollys, ses det endnu tydeligere. Sidste års blade er et rustrødt dække på skovbunden. Store og små svampe vokser over alt, et enkelt sted ser jeg en imponerende heksering.
Skoven brydes af og til af lysninger, ligesom der er flere små søer. En gammel brolagt vej løber igennem skoven, i tværsnit gør den et buet indtryk, som om den har slået sig under påvirkning af årtiers frost.
Jeg passerer landevejen mellem Sassnitz og Lohme, og straks stiger antallet af vandrere drastisk. Stierne her fører ud til kridtklinternes mest berømte punkt Königsstuhl. Undervejs passerer man også jorddiget omkring en gammel vendisk borg.
Königsstuhl er et prominent fremspring på klinten, ikke ulig en hvid skibsstævn, men 118 meter højt. Den trappe, der fører ned til stranden, er desværre ikke i brug for tiden, så jeg bliver nødt til at gå et stykke mod syd. Der er to vandremuligheder langs klinterne: nede på stranden, eller på en sti oven på klinten. Mellem Sassnitz og Lohme er der nu kun en mulighed for at veksle mellem dem.
Så foreløbig går jeg mod syd, ad samme sti, men i modsat retning, af i sommers. På den smukke dag står de hvide klinter skarpt mod omgivelserne: den blå himmel med de drivende skyer, den brogede skov og havet, hvis vand har en tydelig grøn tone nærmest klinten. Ud mod havet og det åbne rum er bøgetræernes blade længere fremme i farveskiftet, og gule og orange nuancer dominerer.
En smal grusstrand løber neden for klinterne, og farbarheden afhænger af den aktuelle vandstand. Oppe fra det høje kan jeg heldigvis se fri strand og en våd stribe oven for vandkanten, der afslører, at vandstanden er i aftagende.
Jeg følger den såkaldte hochufer sti mod syd. Den byder på mange smukke udsigter undervejs. Af og til skærer en dyb V-formet regnkløft sig ud til kysten. Den er netop gennem sådan en kløft at lange sektioner af plankebro fører ud til klinten, hvor en stejlere metaltrappe giver adgang til stranden, men bækken forvandles til et lille vandfald.
Den smukke efterårsdag har bragt en hel del mennesker ud til skov og strand. Enkelte leder efter fossiler, flere efter rav, men de fleste spadserer blot. Ude på vandet er der en færdsel af de små udflugtsbåde fra Sassnitz, som gør det muligt at se klinterne med mindre besvær.
I den hvide klint er der her og der uregelmæssige sorte striber, som er indlejret flint. Enkelte steder ligger væltede træer i vandkanten. For foden af klinten er der smattet af vådt kalk, og spor efter nylige skred, der også har blotlagt friskt hvidt kridt i klintevæggen. Følfod og andre planter er begyndt at bevokse de ældre skred, og den nedskredne kalk er pebret i smaragdgrønne farver, som er små prikker af mos.
Fra bøgeskoven er visne blade blæst til havs og herfra af bølgerne bragt ind til opskylslinjen, hvor de føjer ravgule toner til den formuldende tangs mørke brune og grønne farver. Svaner ligger i vandkanten. Det er knopsvaner, som deres røde næb viser. Fuglene lader nu kun deres næb se i få sekunder af gangen, afbrudt af lange sekvenser hvor hals og hoved støvsuger havbunden, og kun den afhuggede torso ses oven for vandlinjen.
Stranden veksler mellem grus og knytnævestore sten, her og der er det nødvendigt at omgås væltede træer, så jeg sætter ikke noget højt tempo, men nærmer mig ikke desto mindre Sassnitz. Den næsten lodrette kridtklint afløses af lerjord, lavere og med langt moderater skråning, indtil jeg til sidst kan træde direkte op på en skovsti, der fører hen til strandpromenaden i Sassnitz.
Promenaden er kantet af badehoteller, en del af dem under renovering, og andre turisttilbud. Som det hører sig til i en tysk badeby, har man også en Seebrücke, en lang landgangsbro. Broen ligger mennesketom hen, men til gengæld er begge gelændere besat med lange rækker af skarver. En gyde, lidt sydlandsk med pastelfarver og spraglede blomster, fører op til hovedgaden. Og snart efter er jeg tilbage på banegården.

Randolf Menzel & Matthias Eckoldt: Die Intelligenz der Bienen, 171-246.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s