Jasmund Nationalpark, 19,7 km (321).
Lørdag den 6. juli 2019.
Det er en grå og regnfuld dag, uden megen forbedring i løbet af dagen. Jeg ankommer med toget til Sassnitz, havnebyen på østkysten af Rügen. Byen ligger på en stejl skråning. En elegant cyklist- og fodgængerbro fører i en lang svingning fra det højere liggende torv og ned til havnen. Som en påmindelse om at dette i sin tid var en del af Østtyskland, står der ved torvet en mindeplade for Lenin, der i 1917 blev udskibet fra Sassnitz på vej hjem til Rusland og revolutionen. Sassnitz er stadig en havneby, men færgetrafikken er forlagt til en stor terminal syd for byen. Herfra kan man blandt andet sejle til Bornholm.
Der er stadigt en smule erhvervshavn tilbage i Sassnitz, men man skal ikke gå langt mod nord, før det bliver til ren strandpromenade foran imposante badehoteller. En lang badebro ligger mennesketom hen i det våde vejr, til gengæld sidder skarverne på rad og række. Strandpromenaden fører umiddelbart over i stisystemet på den østlige del af Jasmund-halvøen. Et højdedrag, dækket af bøgeskov, møder her havet med stejle kridtklinter, sådan som vi i Danmark kender det fra Møns Klint. En god del af området er fredet som Jasmund Nationalpark, heraf er en del igen på listen over Unesco Verdensarv.
I går (vandredag 320), da jeg gik fra Kap Arkona mod syd, havde jeg en stor del af dagen udsigt hen over havbugten til den nordlige del af nationalparkens skov yderst på halvøen, i dag går jeg ind i den samme skov, men syd fra. Tykke, gamle bøgetræer flankerer stien nede ved den smalle strand.
En lang trappe giver mulighed for at skifte til stien oven for klinten. Regnen holder ved, men trækronernes løv opfanger det meste. Ud mod kanten af skrænterne har de ældre bøge fået lov at stå, mens der er opvækst af yngre bøge med smallere stammer længere inde. Med jævne mellemrum når skovstien helt ud til klintens kant, uvægerligt ledsaget af skilte om, at der er fare for jordskred, oplysning om at man færdes for egen risiko, og af og til med direkte forbud. Grusstranden mellem klint og vand er ganske smal, og jeg fortryder ikke at have valgt hochufer stien frem stranden. Det er muligt at gå dernede, men aktuel vandstand afgør hvor behageligt det er.
Klinterne bliver højere og stejlere, jo længere jeg kommer frem og står med hvide kridtflader. Højt oppe fra kan jeg se, hvordan der ligger små svaneflokke i her eneste af de små indskæringer med roligt vand. Skarverne sidder enkeltvis på de store sten nær kysten. Digesvalerne boltrer sig højere oppe. En enkelt gang kaster en vandrefalk sig ud fra en skjult siddeplads på klinten under mig og arbejder sig op i fart med de slanke vinger.
Et langt stræk af den hvide klint kaldes Wissower Klinken. Casper David Friedrich malede i 1818 et berømt billede kaldet Kreidefelsen auf Rügen, hvis landskabelige forlæg ofte hævdes at findes her. Der er dog grund til at tro, at maleriets klinter for maksimal dramatisk effekt er sammenstillet af landskabselementer fra flere forskellige steder, især fra lidt længere oppe ad kysten.
Enkelte steder skærer regnvandskløfter sig ud til kysten, og det sender stien på længere omveje ind i landet. Lange trætrapper giver hjælp til at forcere kløfterne. Det gælder om at være forsigtig her, brædderne er våde og tilmed smurt ind i mudder fra skovstierne. Et enkelt sted er der også mulighed for at komme ned på stranden, de sidste meter ved hjælp af en stejl metaltrappe.
En kilde presses frem af kridtet, vandet løber plaskende over den næsten lodrette klint og rammer stranden. På grusstranden sover en svane, artsfæller holder til i en lille flok få meter fra strandbredden. Regnen har bragt dis med sig, der lægger et slør over klinterne. Ude på vandet sejler en turbåd med turister, der foretrækker at bese klinterne på denne måde.
Tilbage på stien på toppen af klinten fortsætter jeg mod nord, hvor jeg nærmer mig det mest berømte punkt, Königsstuhl, Kongestolen, der er også danner centrum i Verdensarv-området. Regndisen er tættere end nogen sinde, men jeg kan lige akkurat skelne omridset af Kongestolen, der rager frem som en skibskøl. Fra en parkeringsplads er der shuttlebusser mellem Sassnitz og besøgscentret her, der øjensynligt især ligger vægt på stedets geologi.
Jeg foretrækker dog at gå ad videre ad kyststien mod fiskerlejet Lohme, nordvest for nationalparken. Temperaturen er lige under de tyve grader, men luftfugtigheden er høj, og min t-shirt er gennemblødt af sved og regnvand: I bevægelse har jeg ingen problemer med at holde varmen, men så snart jeg stopper op, begynder jeg at blive afkølet.
Der er en udmærket vandresti mod Lohme, men tydeligvis ikke så brugt som det stræk, jeg hidtil har tilbagelagt. Snart går jeg mod vest; skrænterne bliver langt mindre stejle, de er overgroede med skov og krat, og i stedet for hvidt kridt ser jeg sort muld, hvor væltede træer eller jordskred har revet skovbunden op. Skoven svinder ind til en bræmme langs skrænten, og for et kort øjeblik kommer jeg ud til skovbrynet og står over for en græsslette. En musvåge letter og flyver mod roligere steder. Mod nord, i det fjerne skovbryn, ligger et lille slot, egentlig blot en villa med et højt tårn i pastiche over romantisk stil tilføjet. Et flag vejer over brystværnet.
Jeg dykker ind i skoven igen og går de sidste kilometre frem til Lohme. Som så mange andre steder på Rügen er det et fiskerleje, der er omdannet til turiststed. I nordvest kan jeg se Kap Arkona. Den bus, jeg tog derud i går, kørte igennem denne landsby. Bebyggelsen ligger oppe på plateauet, en lang stejl trappe fører ned til den lille havn neden for. En enkelt café ligger midtvejs på skråningen, der ellers er ganske bar.
Dagens vandring har ikke været så lang, men meget kuperet, og det er tydeligt at mærke i benene, da jeg stiger op ad den lange trappe. Ved busstoppestedet hænger et stort banner, der fortæller, at trappen fra stranden til Königsstuhl er lukket på grund af nedstyrtningsfare. Jeg venter en lille halv time på min bus. I køreplanen er afgangen markeret med et f for Fahrrad (cykel), og der dukker da også flere andre passagerer op med cykler. Og så kører bussen endelig op, med den store cykelanhænger spændt op bagved.
Lucía Etxebarria: Dios no tiene tiempo libre, 164-302.
Jyske Vandreture 