Rügen: Kap Arkona & Schaabe, 34,1 km (320)
Fredag den 5. juli 2019.
Rügen er Tysklands største ø, den ligger i Østersøen, sydøst for Møn. På en klar dag kan man se Møns klint fra det nordligste punkt, Kap Arkona. Jeg står af bussen ved Varnkevitz. Det er ikke en landsby, blot en lille samling huse ved et vejkryds – et t-kryds, ikke et regulært vejkryds.
Bussen fra Sassnitz kører hele vejen til Kap Arkona på Wittow-halvøen, som er en stor turistattraktion. Turisme, inklusiv aktiv ferie med vandring og cykling, er stort på Rügen, og bussen har en stor cykelanhænger efterspændt, på sæderne sidder folk med cykelhjelme på hovederne. Der er et stort netværk af cykel- og vandreruter på øen. De andre passagerer skal øjensynligt med hele vejen til endestationen, men jeg står af nogle få kilometer før for at få oplevelsen af at runde kappet. Det er fladt terræn, de gyldne kornmarker er nær modning, men det er lucernemarkenes lange lilla striber, der stjæler opmærksomheden. Jeg ser dem overalt på halvøen, ligesom jeg tidligere på året har set blomstrende gule rapsmarker her hjemme.
Min vandring begynder med at følge en markvej stik nord ud til kysten. Skyerne kommer og går på himlen, men det holder tørvejr, og temperaturen når snart de tyve grader. Det flade land møder havet med et brat, næsten lodret, fald ned til en smal grusstrand dybt nede. Markerne går næsten helt ud til kanten af skrænten, kun adskilt fra den af en cykel- og vandresti og en smal bræmme krat. Det er en type landskab, som jeg i Danmark bedst kender fra Sangstrup Klint på Djursland (vandredag 171) på Djursland og Stevns Klint på Sjælland (vandredag 196). Det blå hav har skumtoppe i hvide linjer.
Den sti, jeg følger, er, hvad tyskerne kalder for “hochufer“, på “den høje bred,” øverst på skrænten med andre ord, og jeg må dele den med cyklister og andre vandrere. Krattet breder sig af og til ned over skrænten. Ind i landet er der derimod frit udsyn over markerne, og jeg kan på lang afstand se de tre fyrtårn, der står ved kappet.
Jeg når frem til halvøens skarpe hjørne, og benytter lejligheden til at følge en lang trætrappe ned til stranden. Mod nord er der en smal strandeng for foden af skrænten, som går over i grusstrand med større sten spredt i havstokken. De hvide klinter er halvvejs overgroet med grønt græs fra det høje plateau og øverst står krattet. Så snart jeg runder pynten, bliver klinten højere og stejlere, fri for vegetation, og forstranden svinder ind til en fodsti i fedtet kridt ved vandkanten. En familie leder efter fossiler langs stranden, mens en stor flok skarver uforstyrret hviler sig på et sikkert tilflugtssted i kort afstand fra kysten.
En lang trappe fører op til plateauet, men de nederste trin er fjernet, og den er spærret med et bræt sømmet fast på tværs af gelænderne. Et opslag på tysk meddeler, at adgangen til trappen og den videre strand er spærret af hensyn til nedstyrtningsfare. I stedet går jeg i mine egne fodspor tilbage og står snart oppe på plateauet, hvor der også er en lille udkigsplatform. Med min kikkert kan jeg lige akkurat ane hvide klinter i nordvest, det må være Møns Klint.
Stien mod syd er også omlagt på grund af nedstyrtningsfare. Efter en omvej ad en jordsti gennem krattet når jeg dog frem til den bredere grusvej, der fører hen til to fyrtårne klods op ad hinanden, de er taget i brug henholdsvist 1826 og 1902. Nær parkeringspladsen ved de to tårn reklameres der for en sandskulpturfestival på Rügen, og en kunstner har givet sit bud på en fremstilling af den slaviske gud Svantevit, med fire ansigter, et til hvert verdenshjørne.
Et højdepunkt i Saxos Danmarkskrønike er Valdemar den Store og biskop Absalons korstog med Rügen i 1168, hvor de erobrede vendernes fæsning, tvangskristnede dem og lod en træskulptur af Svantevit omstyrte og hugge til brænde.
Begivenhederne fandt sted et par hundrede meter længere mod syd. Her står endnu et fyr, denne gang et radiofyr. Man kan også se resterne af den høje borgvold. Fæstningen, Jaromarsburg, var på tre sider omgivet af lodrette klinter. Ind mod land var der så den høje vold, med træpalisader øverst. Desværre er der ikke længere adgang til at besøge den forhistoriske borg, endnu engang på grund af nedstyrtningsfare. Et luftfotografi på en informationstavle giver en fornemmelse af anlæggets struktur, om end tyske arkæologer regner med, at der kun er en tredjedel af det oprindelige areal tilbage – havet har taget resten.
Som jeg vandrer mod syd, giver udsigtspunkter lejlighed til at skue tilbage mod nord, og her er det tydeligt at se fæstningsvolden blotlagt i et tværsnit ud mod klinten. Den er hvid inden i, opbygget af kalksten, naturligvis. Som jeg fortsætter mod syd taber klinten langsomt i højde. Dog ikke mere end at jeg skal ad en lang trætrappe for at komme ned til det lille fiskerleje Vitt. Cyklister må finde en anden vej. Her er stråtækte huse og stokroser, restauranter med marint tema og andre turisttilbud. Jeg følger den eneste landevej ud af landsbyen, går mod syd, forbi korn- og lucernemarker og når igen ud til høje skrænter over smal strand.
Skrænterne er knapt så stejle her og som regel bevoksede med krat. Hvor vegetationen ikke har fået fat, er det gulligt sand snarere end kridt, der vises frem. Langt mod sydøst kan jeg se den skovbevoksede spids af Jasmund-halvøen, hvor jeg skal vandre i morgen. Himlen er efterhånden blevet klar og blå. Undervejs passerer jeg resterne af en langdysse. En informationstavle viser, hvordan den er blevet foreviget af den berømte maler Casper David Friedrich.
En smal landtange, Schaabe, forbinder halvøerne Wittow og Jasmund. Her er der ingen skrænter, jorden hæver sig ikke mere end en meter eller to over havniveau. Helt fladt er det nu ikke. Den skravlede fyrreskov vokser på et let bølget underlag af gamle klitter. Landtangen virker mest som en tilgroet revle. Jeg går ad skovstier på vestsiden af tangen. I nord er der strandsump og en hundrede meter bred rørskov ud mod den beskyttede lagune Großer Jasmunder Bodden. Som jeg fortsætter mod syd bliver rørskoven langsomt smallere. Skovbunden er forholdsvist lysåben, nogle steder dækket af bregner, andre steder af blåbærris.
Egentlig er det en vandresti og på nogle stræk bestemt ikke egnet for cykler, men enkle ihærdige cyklister slæber deres køretøjer op ad trapper og forsøger at køre hen ad smalle trampestier gennembrudt af tykke trærødder.
Adskillige steder har væltede træer fået lov at blive liggende hen over stien. Ude på vandet holder svanerne til i små flokke. Efter et par timer nærmer jeg mig afslutningen på tangen, skoven afløses af enge og græsmarker, hundeluftere vidner om større bebyggelse i nærheden.
Jeg krydser over til den modsatte side af landtangen, hvor badebyen Glowe ligger med bred sandstrand, hoteller, ferielejligheder, restauranter – og et busstoppested. Havbugten løber horisonten rundt, og langt mod nord kan jeg se Kap Arkona og de tre fyrtårne.
Hans Fallada: Kleiner Mann – was nun?, 173-425.
Lucía Etxebarria: Dios no tiene tiempo libre, 1-164.
Jyske Vandreture 