Göhren-Lietzow, 37,8 km (322).
Søndag den 7. juli 2019.
På en søndag kræver det en togtur og to busser for at komme til Göhren på østkysten af Rügen. Ostseebad Göhren er det egentlig. Ostseebad er mere end en betegnelse for en badeby eller et turiststed. Det er en statsanerkendt autorisation som kurbad eller sanatorium med bestemte krav til den behandling, der tilbydes, herunder brug af havbad eller bassin. I Tyskland er det en betydelig industri, der lokalt kan være af stor betydning, fordi den trækker anden turisme og mange arbejdspladser med sig. Et kurbad i Østersøen kaldes traditionelt for Ostseebad, ved Vesterhavet kaldes det for Nordseebad. Det drejer sig om øerne i det tyske Vadehav, som f.eks. Sild (vandredag 319) og Helgoland (vandredag 163).
Der ligger en perlerække af kurbade på denne del af Rügen, hvor man kan glæde sig over indbydende sandstrande. I sin tid blev de betjent af en smalsporet jernbane, der stadig eksisterer som veteranbane. Bussen fra Bergen auf Rügen, øens trafikale knudepunkt, gjorde holdt ved en jernbaneoverskæring for at lade toget passere. Rækken af altmodische grønne passagervogne blev trukket af en lille sort lokomotiv, der udsendte sorte røgskyer fra skorstenen og tillige rådede over en skinger sirene. Göhren er den østlige endestation for banen – og også for min bus. Toget holder ved perronen på den lille station, og passagerer flokkes ved togvognene.
Jeg skal mod nord, forbi kurbadene, men jeg begynder min vandredag med at gå mod syd, til den sydlige strand af den lille østvendte odde, Nordperd, der stikker ud fra kysten og er Rügens østligste punkt. Byens gader skruer sig op i terrænet, og da jeg endelig kommer fri af bebyggelsen står jeg foran en panoramisk udsigt mod syd. Det er halvøen Mönchgut, gammelt kirkegods og nuværende naturreservat. En lang bakkekam danner halvøens rygrad, hvorfra flere mindre halvøer tager afsæt.
En vandresti fører fra bakketoppen og ned til kysten, hvor høje gule sandskrænter rejser sig over en smal strand oversået med store sten. Det holder tørvejr hele dagen, men himlen er overskyet, som om regnen kunne falde når som helst, og lyset er gråligt. Svaner holder til nær kysten, og skarverne tørrer vinger på stenene. Sine steder er den lodrette skrænt grundigt perforeret af digesvalernes huller, og de små adrætte fugle flyver hurtigere end øjet kan følge langs kanten af skrænten.
Stranden bliver hurtigt smallere, og jeg benytter den første chance til at tage en trappe op ad skrænten og gå videre ad stierne i skoven her oppe. Et rådyr springer halvhjertet gennem skovbunden, blot for at græsse uforstyrret videre et stykke inde i krattet. Nærheden til kurbadet og de mange spadserende derfra har vænnet dyret til mennesker.
Skovstien drejer mod nordvest, nærmer sig oddens nordlige kyst, en godt slidt sti gennem en lille kløft fører helt ned til stranden. Få hundrede meter borte ligger Göhren, som jeg denne gang ser fra havsiden. Det er blæsende, og temperaturen er næppe over tyve grader, så selv om der er en del mennesker på stranden, er der kun få badere og solbadere.
Kurbadene langs kysten har en karakteristisk struktur med en lang promenade langs kysten, ofte med brolagt eller hårdt stampet underlag som tillader ubesværet brug af kørestol. Langs promenaden ligger caféer, restauranter og andre turisttilbud. På sandstranden står kurvestolene i lange geledder, omhyggeligt rettet ind. Og så er der naturligvis en Seebrücke.
På dansk skal Seebrücke vel nærmest oversættes med landgangsbro. I sin tid, hvor skibsfart var bærende for gods- og passagertransport, og forholdene var for lavvandede til at tillade anlæg af en havn, havde man en lang landgangsbro ud til dybere vand, hvor skibene kunne lægge til. På Alrø i Horsens Fjord har man bevaret en såkaldt dampskibsbro, hvorfra man i sommermånederne kan få sin cykel og sig selv transporteret til den anden side af fjorden (vandredag 110).
Ude på vandet stiler en turbåd da også hen mod landgangsbroens yderpunkt. Ellers er der ikke længere brug for landgangsbroer af hensyn til skibstrafik. I dag er de mere en forlængelse af strandpromenaden. Göhrens landgangsbro er en forholdsvis prunkløs af slagsen, en lang, bred træbro med et enkelt indgangsparti.
Jeg følger strandpromenaden og kysten mod nord, passerer det mindre kurbad Ostseebad Baabe, indtil jeg kan slå ind på en vandrerute gennem skoven på skrænten oven for stranden. På det flade land nær stranden er det ofte fyrretræsplantage, men på det bakkede terræn er det især løvskov, særligt bøgeskov. De kuperede partier af Rügen er gammel moræne, men landskabet har set vandstandsstigninger siden istidens ophør. Det har skabt de mange lavvandede laguner mellem halvøer, kaldet for Bodden, bundet sammen af sandtanger. Derfor er det en mosaik af mange landskabstyper her, mager og rig jord.
Turen gennem den grønne skov er ganske kuperet, stien slynger sig frem, lejlighedsvist med fine udkig over høje skrænter, blåt hav med grønne nuancer, og et bånd af hvid sandstrand for foden af klinten.
Ostseebad Sellin er et langt mere imponerende skue end Göhren. Strandpromenaden er kantet af hoteller i fire-fem etagers højde, der er smukke parkanlæg, og den næsten 400 meter lange landgangsbro fører gennem en flerfløjet slotslignende bygning. Det meste er holdt i en stil, som mit informationsmateriale kalder for, “wilheminsk kurbadsarkitektur”.
Der er adskillige kilometers vandring gennem skræntskov frem til næste kurbad. Stierne er godt slidte, men alligevel med et vist præg af trampesti. Jeg runder en pynt og kommer til at gå stik vest, og pludselig fyger det ind med sand fra nord. Sandkornene har lagt sig som sne på bladene af skovbundens urter. Et udsigtspunkt tilbyder et kig ud over bugten, men det piskende sand får mig hurtigt til at søge tilbage til skoven. Heldigvis kommer jeg snart længere ind i bugten, hvor der er bedre beskyttelse mod vinden.
Forude ligger Ostseebad Binz. Det er det største af alle Rügens kurbade. Det har en banegård, hvorfra der ikke bare er forbindelse med regionaltoget til Stralsund og Rostock, der er også direkte intercitytog til Berlin. Byens landgangsbro er 370 meter lang. Knapt så langt som i Sellin og uden et slot. Til gengæld ligger det gamle Kurhaus klods op ad broen. Det har dimensioner og udformning som et rigtigt slot. Nu om dage er det et luksushotel. På sandstrandene nord og syd for broen står kurvestolene opstillede nærmest som regimenter. De er endog ordnede efter farve, gule og grønne tættest på, hvide og blå længere væk. Hvor strandpromenaden møder broen er der en lille rund plads, hvor fra en stor indkøbsgade løber ind gennem byen. Et lille turisttog, et traktor forklædt som lokomotiv, forspændt små passagervogne, venter på at køre gæster ind til Jagdschloss Granitz langt inde i baglandets skove.
Jeg fortsætter ad den lange strandpromenade, få meter fra sandstranden. På den modsatte hånd ligger hoteller, typisk Villa dit-eller-dat, som regel noget eksotisk klingende. Arkitektonisk er det hvide fleretages bygninger, med træfacader og en forkærlighed for balkoner, balustrader og panoramavinduer. Langt mod nord kan jeg Sassnitz og de hvide klinter i Nationalpark Jasmund (vandredag 321). Himlen er efterhånden blevet hæderlig blå.
Den lange promenade fører frem til Prora, som det oftest kaldes efter det lokale stednavn. Oprindeligt hed det KdF-Seebad Rügen, et ufuldendt mastodontprojekt under den nazistiske propagandaorganisation Kraft durch Freude – KdF. Kraft durch Freude var en velfærdsorganisation for den tyske arbejderklasse, som skulle sikre arbejderes tilslutning til det nazistiske program, ikke mindst gennem propaganda. Prora skulle være et badested for arbejdere, i en hidtil uhørt skala. Krigsudbruddet forhindrede, at projektet blev gjort færdig, men hoteldelen blev bygget. Det bestod af otte ens boligblokke, til sammen et fire en halv kilometer langt forløb, hundrede meter fra stranden, 10.000 værelse, alle med havudsigt, plads til 20.000 gæster. Masseturisme før masseturismen.
Efter krigen blev det især brugt af den østtyske hær. To af blokkene blev sprængt bort, en er i ruiner, fem består. Siden Murens fald har det været svært at finde anvendelse for det store bygningsværk. Jeg går langs med de lange blokke, først på havsiden, så på landsiden, hvor der er tværgående fløje på hovedforløbet. Øjensynligt er bygninger i stor stil ved at blive konverteret til turistformål. Nærmest Binz er der nypudsede mure, cafeér, restauranter, konditorier og butikker, masser af mennesker, opslag om udviklingsprojekter og købsmulighed for luksuslejligheder.
Som jeg kommer længere mod nord, kan jeg se store sektioner af det oprindelige byggeri med falmede mure og ituslåede vinduer i knivskarpt kontrast mod de renoverede partier. Over alt er der spærret af til byggepladser. Ny veje med frisk asfalt er også ved at blive anlagt. Der er også et dokumentationscentrum for den nazistiske fortid og to togstationer på lokalbanen.
Jeg forlader kysten og Prora, krydser jernbanen og landevejen og kommer til et område med plantage, overdrev og hede. Området er fladt, og jorden er tydeligvis karsk. Det ligger mellem Østersøen og, i vest, Kleiner Jasmunder Bodden, den inderste lagune i en længere serie der strækker sig mod nordvest. Det område, mellem lagune og hav, som jeg vandrer igennem hedder Schmale Heide, Den Smalle Hede, og her findes såkaldte Feuersteinfelder. Det er store aflejringer af flintesten, opstået for flere tusinder år ved stormfloder. Mange steder er flintestenslaget så tykt, at intet kan vokse der.
Omkring heden er der plantet fyrretræsplantager, som nu har nået en anseelig højde. Jeg går gennem plantagen, indtil jeg igen krydser jernbanen. Herfra går jeg parallelt med skinnerne mod vest, nu gennem løvskov på en høj skrænt. Stien er ikke meget brugt, og jeg får forvildet mig ud på nogle svært fremkommelige trampestier, indtil jeg igen kommer tilbage til hovedforløbet, og kan tilbagelægge de sidste kilometer til Lietzow uden videre vanskeligheder.
I Lietzow er der en togstation, mest et trinbræt. Mod syd er der en fin udsigt over Kleiner Jasmunder Boden, mod nord kan man se stedets lille slot, placeret højt på skrænten. Schloss Lietzow er samme type, som jeg så i går, en høj smal villa med et slotstårn tilføjet. Som godsbygning er det vist ikke en type, der er meget brugt i Danmark. Tættest på kommer nok skovgodset Addithus (vandredag 248).
Det har været en lang vandredag, så jeg sætter mig tungt på en bænk og venter tålmodigt på regionaltoget fra Sassnitz.
Lucía Etxebarria: Dios no tiene tiempo libre, 303-397.
Jyske Vandreture 