Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge
Binz-Putbus, 24 km (323).
Mandag den 8. juli 2019.
Hver eneste af mine vandredage her på Rügen har jeg brugt øens regionaltog, og hver dag på det samme sted, mellem Bergen auf Rügen og Lietzow har jeg ses en snes traner fouragere mellem de plasticindpakkede bigballer med hø på en stor mark. Samme sted har jeg set harer, rovfugle på græsset og en ræv. Det er et af den slags steder, som er helt igennem kulturlandskab og alligevel fuldkommen øde. Mennesker, skjult inde i et tog, tæller ikke for dyreliv. Rügen, med dets mange lavvandede bugter og laguner, er et stort rastested for kraner på forårs- og efterårstræk. Og en del af dem bliver hængende sommeren over. Traner er i fremgang i Danmark, også som ynglefugl, sidste år så eller hørte jeg dem tre gange. Men jeg har aldrig set mere end tre ad gangen, så det har været et sjovt syn at se så mange af gangen.
I dag, min sidste vandredag på Rügen, er de desværre ikke mødt op på marken. Måske kan de ikke lide regnvejr. Der er finregn i luften, og den bliver ved i timevis, af og til kraftigere.
Mit regionaltog kører til Ostseebad Binz, hvor jeg også var i går (vandredag 322). Toget har endestation ved Binz Großbahnhof, den store banegård. Det ligger et stykke fra kysten, men jeg skal heller ikke den vej i dag. I stedet går jeg mod de store skove syd for byen, og snart passerer jeg Binz Kleinbahnhof, den lille banegård. Herfra kører Rügens veteranstogsbane, med endestation i Göhren, som jeg så i går. Det er en smalsporsbane med en sporvidde på 750 mm mod et normalspors vidde på 1435 mm. De smalle skinner gør et pudsigt indtryk, som de løber gennem landskabet. I Danmark blev smalsporsbaner aldrig udbredte, de blev især brugt industrielt. Friluftsmuseet Hjerl Hede har dog en smalsporet veteranbane (vandredag 117). Under krigen havde tyskerne en lille flybase ved Gl. Rye, med en smalsporet bane til ammunitionstransport, et segment af skinnerne kan stadig ses i vejen (vandredag 138).
Perronerne er tomme og skinnerne står hen uden tog, men inde fra skoven kan jeg høre den skingre sirene. Jeg går også ind i den høje bøgeskov, hvor alt er dryppende vådt i regnen. Vejen skruer sig op ad og fører frem til lysningen ved Granitzhaus, som er en stor villa, gammelrosa, i historicistisk stil med porttårn og hjørnetårn. I sin tid var det et jagt- og gæstehus for det nærliggende jagtslot. Nu om dage huser det et naturinformationscentrum.
Jagtslottet, Jagdschloss Granitz, ligger på en bakketop bag gæstehuset, fuldstændigt omgivet af skov. Det er opført i attenhundredtallet for den lokale fyrste, i italiensk renæssancestil, med fire hjørnetårne og (som en senere tilføjelse) et højere, centralt tårn. En bred trappe fører op til hoveddøren, den er flankeret af statuer af jagthunde. Jeg går omkring den rektangulære bygning, der ud over et museum også huser en restaurant. Klokken er ni, så der er kun en håndfuld personale og leverandører til stede, men ellers er det en stor turistattraktion med en kvart million besøgende årligt. Fra strandpromenaden i Binz er der et lille traktortog, som kører besøgende herud.
Veteranjernbanen har også et stoppested i nærheden. En brolagt skovvej fører fra slottet derned. Langs vejen står infostandere med historiske citater fra tidligere århundreders besøgende. Et sart journalistgemyt fra Berlin har forvildet sig herud og formået at se de to statuer af jagthunde som “frådende, halsende ulve”. Stoppestedet er kun et lille trinbræt, men det har dog et læskur og skiltet er i gotisk skrift. Jeg forlader brostensvejen, krydser jernbanen og går ad mindre brugte skovveje mod syd. Et par steder springer rådyr gennem underskoven.
Gennem skovene når jeg frem til sydkysten af Rügen, lavvandede områder ud til Stresower Bucht og Greifswalder Bodden. Der ligger et par små flækker her, Store og Lille Stresow. Området er moderat turistpræget, med en asfalteret cykelsti langs kysten. Små både ligger fortøjet i bugten, længere borte ses halvøer med lange bakkekamme og klinter. Gæs og svaner ligger i små flokke på vandet, skarverne sidder på stenene.
Jeg følger cykelstien mod vest, langs bugten, et let bakket landskab, overvejende agerland med lidt skov her og der. Blå kornblomster og røde valmuer kanter kornmarker. Cyklisterne kommer en eller to ad gangen, og så en stor flok, af til en ældre herre på knallert, en lokal, formoder jeg. En bevægelse på en høstet mark fanger mit øje, fire-fem harer sidder i en gruppe. Ude på vandet er der sejlbåde med hvide sejl og et par turbåde, firkantede og klodsede i sammenligning. Ude i bugten kan jeg se den lille ø Vilm, et naturreservat som kun tillader besøg af tredive besøgende per dag, i en turbåd fra Lauterbach, som jeg er på vej hen til. En lokal vandresti fører gennem skov og eng og rundt om den sidste pynt.
På tærsklen til Lauterbach bliver jeg mødt af en imponerende bygning, med det beskedne navn Badehaus Goor. Det er en stor bygning i klassicistisk stil, bygget af den lokale fyrste i begyndelsen af attenhundredtallet, atten høje hvide søjler danner en kolonnade foran en hvidpudset bygningskrop med rødt tegltag. En restaurant har slået sin menu op ud til vejen foran.
Lauterbach har også sin del af turisme og en større lystbådhavn, der ud over kajplads, restaurant osv, også rummer husbåde og en slags små feriehuse, der står på pæle langs træbroerne. Det sidste er sikkert en arkitektonisk henvisning til venderne, en samlebetegnelse for de oprindelige slaviske folkeslag i dette område, som boede i huse, bygget på pæle i vandkanten, med anløbsbroer til både.
Fra Lauterbach fører en tre kilometer lang allé til Putbus, hvor fyrstehuset af samme navn havde deres residensstad. Efter Valdemar den Store og Absalons erobring af Rügen i 1168, blev Rügen og en del af fastlandet gjort til Fyrstedømmet Rügen, som var en dansk vasalstat under ledelse af den lokale slaviske adel. Forbindelsen blev yderligere udbygget gennem giftermål med det danske kongehus. Vendiske adelslægter som Meltico og Putbus indvandrede til Danmark, hvor dens medlemmer, under de fordanskede navne Moltke og Podebusk, opnåede store embeder. Som en sidegren til den oprindelige fyrsteslægt overtog Putbus-slægten titlen.
Slægtens store navn er Wilhelm Malte I, der var bygherren bag både Badehaus Goor og Jagdschloss Granitz. Der er dog småting i forhold til den residensby, som han anlagde, Putbus. Fyrsten foretrak en klassicistisk stil til sine officielle bygninger. Putbus´ centrum er således det såkaldte circus, en stor cirkelrund plads hvor byens centrale gader mødes. I centrum af cirklen står en høj obelisk, hvorfra eger af allétræer og figurklippede hække udgår i et smukt anlæg. Hele vejen rundt om pladsen er der rejst hvide klassiske bygninger med røde tegltag. Stokroser føjer yderligere farve til, med det hvide puds som baggrund. Smukkest står det såkaldte Pädagogium med høje trekantgavle. Andet steds er bygningerne lavere og har mere karakter af civil byhuse, de er lidt medtagede, og flere steder er der restaurering i gang.
Jeg runder den smukke plads og går derefter til byens banegård. Oprindeligt var det endepunkt for smalsporsbanen fra Göhren, men så sent som i 1999 blev der etableret en forlængelse til Lauterbach og turisttilbudene der. Banegården i Putbus har også en stikbane til regionalbanen længere mod nord, og der kører et tog, egentlig mest en skinnebus, en gang i timen. Og så har den separate perron, skinner og billethus til smalsporsbanen, som har kælenavnet Der Rasende Roland. Øjensynligt er der også et jernbanemuseum her, for der er parkeret forskelligt alderstegent jernbanematerial på rangerområdet.
Den hyggelige gamle stationsbygning har både en café og et pænt udbud af træbænke. Jeg finder en plads og afventer tog mod nord.
Matthias Eckoldt: Leonardos Erbe, 1-285.
Jyske Vandreture 