Martensdorf-Barth: KRANORAMA, 35,3 km (337).
Tirsdag den 15. oktober 2019.
Martensdort er en landsby en halv snes kilometer vest for Stralsund, med et trinbræt på jernbanen mod Rostock. Det er således på fastlandet, ikke på Rügen, hvor alle mine tidligere vandreture her i området har fundet sted. Terrænet er fladt som en pandekage. Vejret er smukt, med høj sol, vindstille og varmt for en oktoberdag.
Jeg går mod nord, gennem et landskab med store marker, skovstykker, små landsbyer og lange læhegn. Der går næsten en time, før jeg for første gang hører den karakteristiske trompeteren højt over hovedet. En lille flok traner, fem-seks stykker, på vej mod syd. Som jeg fortsætter nordpå kommer det ene træk efter det andet. I begyndelsen blot på et halvt eller et helt dusin fugle, men snart ser jeg flokke på 50-100 fugle. De flyver i V-formation, der undervejs justeres ind til et stadigt smallere V. Så kommer en stor flok, denne gang med tranerne parallelt, vingespids ved vingespids, så de fremtræder som en stor flyvende vinge. Foran mine øjne springer to pilespidser frem på højre og venstre flanke, og linjen transformeres til et kæmpestort W.
Det er det, som jeg er kommet for at se, det store efterårstræk af skandinaviske traner på vej til overvintringslokaliteterne i Sydspanien og Nordafrika. Her ved Tysklands østersøkyst, med dens mange laguner, raster mange af dem en periode, og en del af dem overvintrer også her. Op mod 70.000 fugle skulle komme igennem.
Tranerne holder sig ikke til de lavvandede laguner og engene. De slår sig også i stort antal ned på landmændenes marker, især er de glade for de stubmarker, der står tilbage, når majsen er blevet høstet. For at mindske konflikten mellem fugle og mennesker foretager NABU fodring af trækfuglene. NABU står for Naturschutzbund Deutschland, det er den tyske pendant til Naturfredningsforeningen her i landet.
Et par kilometer længere fremme ligger den lille Günzer Sø, omgivet af enge og rørskov. Området ejes af NABU, der her foretager fordring af tranerne. Der er også en observationspavillon i to etager, som står til rådighed for offentligheden. Stedet kaldes for KRANORAMA, et ordspil på det tyske ord for trane: Kranich. Allerede før jeg når derhen, ser jeg store traneflokke fouragere på begge sider af landevejen, på engene op mod rørskovene, og på harvede marker med friskvendt jord.
På en stor, men primitiv parkeringsplads, blot indhegnet mark, holder omkring 30 biler. Folk går til og fra træpavillonen, som ligger et par hundrede meter nede ad en sidevej. Mange slæber på kameraer med høje stativer og lange telelinser. Udenfor, men også inde i pavillonen, foran de glasfrie vinduesåbninger ud mod engene, står der rækker af kameraer på stativer, linser på en eller to fods længde. Ude på engen er fuglene et par hundrede meter borte, en smule bedre end i åbent terræn, hvor de har en flugtafstand på 3-500 meter. Af og til letter traner og nye kommer til, også andre trækfugle optræder flok.
Sidevejen er lukket for videre færdsel af enhver art af hensyn til trækfuglene. I stedet går jeg ad landevejen til landsbyen Günz og drejer mod vest, ud mod kysten. Den er ikke længere væk, end jeg kan se vandet med det blotte øje. Tranerne bliver ved med at flyve ind, men jeg ser dem ikke på markerne længere, og spektaklet derhennefra dæmpes. Jeg kan endog høre skovskader og en enkelt ravn ved et skovbryn.
Farvandet her hedder Grabow. Det er den yderste lagune i en længere kæde af laguner mellem fastlandet og den 45 kilometer lange halvø Fischland-Darß-Zingst. En cykelsti, overvejende asfalt løber langs kysten mod vest, en god del af vejen oven på et lavt dige. Uden synlig niveauforandring går de flade enge over i rørskov og hav. Inden for diget er der store drænede enge, hvor landbrugsmaskiner er i færd med at høste græs til ensilage. Flere steder ser jeg tårnfalke hænge i luften, en stor rovfugl overvåger terrænet, siddende på rækværket til en Hochsitz. Nye, store traneflokke flyver over mit hoved, på vej mod syd.
Jeg går omkring 15 kilometer langs bugten. Langs hele strækningen ligger der en ubrudt bræmme af svaner ude på vandet, ishvide mod havets gråblå emalje. Små drosselflokke flytter sig fremad på vejen foran, i takt med at jeg nærmer mig.
Næsten over alt er kvæg og får taget ind. Langt inde på markerne kan jeg se små flokke af traner. Et par steder er der små havne i form af firkantede bassiner med en smal kanal ud til lagunen, på samme måde, som jeg så det ved Nissum Fjord i sommers (vandredag 325). Jeg runder bugtens inderste punkt og begynder at gå mod nord. Efter nogle få kilometer ser jeg for første gang denne vandredag højere terræn. Egentlig er det blot plateauet længere inde i landet, der nærmer sig kysten og over en halv kilometer falder en halv snes højdemeter. Et højt læhegn forstærker oplevelsen af højdedrag.
Min vandrerute – som egentlig er cykelruten Ostsee Radweg – svinger op langs læhegnet, væk fra kysten. Skråningen er dyrket jord med vintersæd og en traktor er i færd med at sprøjte afgrøden. Andetsteds ser jeg en sort fugl, en ravn, spankulere rundt mellem en håndfuld gråkrager, tydeligt større end dem.
Jeg har taget hul på dagens sidste kilometre, frem mod købstaden Barth. Og det er her, at jeg igen ser store flokke af traner fouragere på landjorden. Første gang i en lille lavning ud mod bugten, hvor den sydlige bakkeside er uhøstet majsmark og resten er eng. Der er et højt læhegn langs den smalle landevej, jeg er slået ind på, så jeg hører fuglene, før jeg ser dem. Pludseligt flyver traner lavt over mit hoved, og da jeg når en åbning i læhegnet, kan jeg se ud over engene og opdager, hvor mange fugle der er. Jeg retter blikket mod bugten og opdager en endnu større flok længere borte.
Jeg går videre mod Barth. Længere fremme kan jeg se traner samles i en ny stor flok øverst på en harvet bakketop, hvor de høje fugle står i profil mod himlen og vindmøllerne bag dem.
Snart efter er jeg fremme ved Barth, en by med knapt titusinde indbyggere. Herfra går der en skinnebus ud til hovedlinjen mellem Stralsund og Rostock. Jeg køber en billet på kontoret i den lille stationsbygning og finder en plads i skinnebussen. Tyve minutter til afgang.
Randolf Menzel & Matthias Eckoldt: Die Intelligenz der Bienen, 171-246.
Martin Suter: Elefant, 1- 352.
Elia Barcelo: El color del silencio, 1-38.
Jyske Vandreture 