Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rødding-Roslev, 22,6 km (416).
Lørdag den 24. juli 2021.
Bussen fra Skive kører gennem Sallings landskab af bølgende kornmarker. Kun et par enkelte steder er man begyndt at høste. Et rådyr har vovet sig ud i sommerheden over en nyslået stubmark. Hurtigt nærmer vi os kysten og sommerhusområder, fra den fjerne side af Spøttrup Sø får jeg et glimt af den imponerende gamle borg (vandredag 376). Kort efter står jeg af i Rødding.
Fra byen vandrer jeg mod nordvest, ud mod Limfjorden. De gyldne kornmarker er kantede af blå kornblomster, rapsen har fået en støvet gråbrun farve og står med strittende bælge, mens majsen når mig til livet og formodentlig når at lægge en fod eller to på i højden, før det bliver høsttid for den afgrøde. I nord hæver Sallingsundbroen sig i en flimrende profil over kornet (vandredag 415).
Fra landevejen fører en grusvej nord om et sommerhusområde og helt ud til en parkeringsplads ved kysten. Lavvandet er begyndt og har blotlagt havbunden i en halv snes meters bredde. Børn, hunde og voksne sopper i vandkanten, der er slet ikke dybt nok til at svømme. Solen har nået middagshøjde, og varmen er følelig.
I syd når de høje nåletræer, der giver læ omkring sommerhusene, næsten helt ud til stranden. Mod nord, derimod, er der opbygget et stort marint forland, der ligger hen som flad eng, hvor det sparsomme græs står højt, selv om det er hegnet ind til afgræsning. En træbro fører over en smal å, der skærer sig gennem grusstranden og ud til fjorden. Tæt på åen, og helt isoleret i det åbne, flade terræn, er der et lille hus med hvidkalkede mure og blåmalede vinduesrammer og dør. For lille og spartansk til at være et sommerhus, måske er det en gammel fiskerhytte.
Jeg følger kysten mod nord, grusstranden går over i et bælte af sand, inden engene begynder. Tangen ligger i to-tre adskilte striber, den er mørnet og tør, knitrer som hø under støvlerne. Denne del af Limfjorden er Salling Sund, et par kilometer mod nord er der en timeglasformet indskæring i kystlinjen, Lysen Bredning, og inde i den, Harre Vig. Længst mod nord binder højbroen Salling og Mors sammen.
Inde på engene kan jeg se små søer og mindst tre forskellige kvægflokke. Som jeg går mod nord veksler jeg mellem fugtigt grus, tørt tang og tungt løst sand, i et forsøg på at finde det bedste fodfæste. Terrænet tærer på kræfterne, og jeg tvinger mig selv til at drikke vand med hyppige mellemrum, for ikke at blive dehydreret på den varme dag. Måger og viber flytter på sig, som jeg kommer frem. Der er rødben og strandskader i luften. Skarver tørrer vinger, først på sten nær vandkanten, så direkte på sandstranden. Østersskallerne ligger tæt på stranden, flere og større end jeg har set det andre steder ved Limfjorden.
Jeg runder et hjørne og går ind i bredningen. På den fjerne side vandet kan jeg se lave skrænter ud mod kysten, herovre er det imidlertid flad eng, en smule hævet over vandlinjen. En flok herefordkvæg i rødbrune og hvide farver hviler i sandet, klods op ad det elektriske hegn. Kun en kalv kommer nysgerrigt på benene, da jeg går forbi. Her og der tilføjer strandasters lilla farve til engen. Et hare, og dernæst en til, springer op fra lejet, få meter fra min støvlespids. De farer hen ad stranden, inden de dykker ind i buskadset op mod hegnet.
Et stykke ude i vandet ligger en flad, græsklædt holm, lavvandet har blotlagt en revle af grus, der lige akkurat forbinder øen med kysten. En stor mågeflok holder til der, uanfægtet af en lystbåd tæt på og en larmende vandscooter længere borte. Som jeg runder pynten, kan jeg se en odde længere fremme, på min side af vandet. Den adskiller bredning fra vig. En skovbevokset skrænt vender ud mod vandet, Hjerk Bjerg hedder området. Jeg følger strandengen derover, en lille bro fører over udløbet fra Hjerk Nor, det er ikke bredere end en å. Broen forbinder trampestier på diger på begge sider af udløbet, med skiltning for en lokal vandrerute.
Der holder flere biler ved en parkeringsplads her. Et midaldrende ægtepar slæber af sted med paddle boards, de må gå et halvt hundrede meter over blotlagt havbund, før de når frem til fjordens vand. I stedet for at tage grusvejen, der fører væk fra parkeringspladsen, bestemmer jeg mig for at runde odden, selv om det er hårdere vandring. Stejle trætrapper fører op over den høje skrænt. Et stykke af den står som en lodret væg af sand, med en håndfuld digesvalehuller øverst. Som jeg kommer ud på odden bliver stranden ganske smal, samtidigt med at der presses vand ud fra skrænten, som gør den smalle stribe passabelt jord fugtig og glat.
Snart er jeg dog forbi og når oddens spids, der igen er fladt tilgroet sandbanke. Der er en lille ophalingsplads til både her, en halv snes strandgæster ved borde og bænke. Det er indgangen til den næsten cirkelrunde vig. En revle af grus peger over mod landet på den anden side, der er tættere på end nogensinde før. Vigen er omgivet af en rand af højere land, inderst inde kan jeg se et hvidt kirketårn øverst på bakken.
Varmen er følelig, og jeg er glad for at kunne få lidt skygge fra de små stykker plantager langs den grusvej, jeg følger, væk fra oddens spids. Små to kilometer senere når jeg frem til asfaltvej, som jeg følger i et langt, jævnt løft frem mod landsbyen Over Hjerk. Undervejs kan jeg nyde et par flotte udsigter over den lille blå vig.
I Over Hjerk drejer jeg ind i landet, går forbi kirken, som jeg så ude fra oddens spids, og videre, væk fra fjorden. Gennem en lav dals kornsletter når jeg frem til Roslev. Tidligere på året var jeg her, på min vandring ad banestien mellem Skive og Glyngøre (vandredag 410). I dag venter jeg på en af de blå rutebiler, der har erstattet fortidens tog.
Eduardo Mendoza: El negociado del yin y el yang, 1-62.
Jyske Vandreture 