Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Nykøbing Mors-Glyngøre, 20 km (415).
Lørdag den 17. juli 2021.
Det er en hed dag til en vandretur. Der er en trykkende varme i luften, men heldigvis kan jeg glæde mig over en smule brise på de første kilometer langs Limfjorden. Min vandredag begynder ved busstationen i Nykøbing Mors, få meter fra havnebassinerne. For en måneds tid siden fulgte jeg kyststien nord for byen hertil (vandredag 411); i dag følger jeg den samme rute mod syd. En mærkepæl med en muslingeskal på orange baggrund viser vej ud til en nyanlagt promenadesti, der går i kanten af plænerne ud mod den bugt, der beskytter havnebyen.
Der er bænke, stole, badebro og kunst, med maritimt tema, knyttet til det offentlige område i centrum af byen. I fastfrossen skulptur strækker havfugle hals, og en kæmpestor østers i hvid marmor markerer overgangen fra sandstrand til kystbefæstning. Bugten er bebygget hele vejen rundt, først går jeg ad asfaltvej, så kommer jeg ind på græsfælled, der har overlevet som grønt område for et parcelhuskvarter. Strandskaderne holder til på stenene ude i bugten. Nykøbings kirke tegner sig i profil over den lavere bebyggelse.
Kyststiens skilte leder mig gennem parcelhuskvarteret og ud på sydsiden af odden, fra den lukkede bugten til Salling Sund, farvandet mellem Mors og Salling. Der er den smallest tænkelige sandstrand, flankeret af krat med blomstrende hunderoser. En børnefamilie er i gang med et lille net på en kæp få skridt ude i vandet, opskyllede østersskaller ligger med korte mellemrum på sandet og strandengen.
Mod syd kan jeg se broen. Eller rettere broerne, der er den halvanden kilometer lange højbro over Salling Sund, og, tættere på, med den kvarte længde, er der endnu en højbro, over Legind Sø, der oprindeligt var en afsnøret fjordarm. I takt med at jeg bevæger mig mod syd, væk fra byen, bliver den brede sandsti til en smal trampesti, mens strandengen vinder i bredde, tilmed en lille sø er der plads til på engen. Der ligger friske kokasser på den indhegnede eng, kvæget selv er ude af syne. På den anden side af sundet har jeg udsigt til Glyngøre, der ligger på en flad sandodde (et “øre”), som rager langt ud i fjorden, det hvide kirketårn hævet over alle de andre bygninger derovre, som kommandobroen på et skib.
Strandengen når sit bredeste mellem fjorden og Legind Sø, hvorfra en smal å løber ud til havstokken. En halv snes heste græsser under bropillerne, en flok måger danner en hvid snedrive og et dusin viber er søgt sammen ved en af engens pytter. Strandasters, med gule og lilla blomster, bredder sig fra grønsværen til sivene langs åen.
Den afmærkede sti fører op til landevejen for foden af broen over Legind Sø. Den bakkeknold, der fungerer som trædesten mellem de to højbroer, er skovbevokset. Under de tætsluttende kroner danser solstriberne på skovbunden. En smal cykelsti snor sig til tops, snart overraskende dybt skåret ned i terrænet. Der er svalt og behageligt inden i skoven, på trods af den stejle stigning. Skoven hedder ikke Legindbjerge Plantage for ingenting.
Nær toppen af bakken fortsætter cykelstien (og kyststien) gennem en viadukt under hovedvejen. Jeg, derimod, søger op til den større vej for at krydse broen over Salling Sund. Her er der et omfattende renovationsarbejde i gang, som inddrager halvdelen af kørebanen, men heldigvis er det stadigt muligt at nyde den smukke udsigt over skrænter, strand og fjord. Som jeg går over broen, kan jeg i nord se Glyngøres smalle sandtange i længdeprofil, den hvide kirke midtfor. Syd for broen er der sejlbåde med hvide sejl ude på det blå sund. På Mors-siden er der skovklædte skrænter helt ud til kysten, mens der er opbygget et marint forland foran de lavere bakker på Salling-siden. Et hotel ligger ved det gamle færgested, hvor de to små færger Pinen og Plagen i sin tid fragtede folk og køretøjer over sundet.
Hovedvejen mellem Skive og Thisted er tæt trafikeret, så det er en lettelse at kunne søge ind på små veje. Det dyrkede landskab er let kuperet og præsenterer sig smukt med bølgende kornmarker i gyldne nuancer. Kamille, kornblomst og brandbæger blomstrer i vejkanten. Enkelte steder har landmænd sat plads af til blomsterstriber i kanten af marken. Nær vejkanten, på et lille stykke udyrket land hvor gul brandbæger danner et tæppe, står en stor gravhøj. Den er fyrre meter i diameter, men ikke mere end en meter høj. Den minder mig om Fladhøj i Klosterhede Plantage (vandredag 381). En lille informationstavle fortæller, at det er Bredhøj, en såkaldt fladhøj eller dansehøj. Nogle tror, at oldtidens folk har brug den slags høje til rituelle danse, mens andre hælder til, at det er karle og piger fra en langt senere tids bøndergårde, der har brugt højen til dans.
Der er adskilligt andre høje at se fra vejen, som jeg går mod nord, alle af den rundpuldede slags. Glyngøres kirke er ikke meget mere end hundrede år gammel, for byen er opstået sent, i forbindelse med færgefarten til Nykøbing. Inde i baglandet ligger der derimod et par gamle middelalderkirke. Begge kirker ligger i åbent land, uden omgivende bebyggelse, indhegnet af flotte stendiger. De har skib i kampesten, rødt tegltag, og våbenhus med hvidkalkede mure. Kirken i Nautrup har et solidt kirketårn, også hvidkalket. Sæby Kirke er kullet, dvs. uden tårn.
Undervejs fra den ene kirke til den anden passerer jeg banestien mellem Skive og Glyngøre, hvor jeg gik for en måneds tid siden (vandredag 410). Fra banestien var der en smuk udsigt hen over en lav ådal, til den kullede kirke på toppen af bakkekammen. Selv på lang afstand kunne jeg se en blomstrende rododendronbusk som et lilla bål foran kirken. I dag er den naturligvis ganske afblomstret. Selv om Sæby Kirke er uden tårn, har den dog en såkaldt klokkestabel op mod gavlen. Det er en åben konstruktion i træ, hvor to klokker hænger under et halvtag. Rebet til ringerens betjening af klokkerne er skødesløs kastet hen over en lægte, et øjeblik føler jeg mig fristet til at forsøge mig.
I stedet går jeg dog tilbage til den smalle landevej. Den fører gennem plantagen i udkanten af Glyngøre, krydser endnu engang banestien, og så er jeg straks inden for bygrænsen.
Siegfried Lenz: Brot und Spiele 148-243.
Jyske Vandreture 