Skive-Glyngøre (410)

Udklip410

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Skive-Glyngøre, 32,8 km (410)
Søndag den 6. juni 2021
.

Jeg skal gå ad en afmærket vandrerute det meste af dagen, og stien begynder så tæt på banegården i Skive, som det er muligt, nemlig i kanten af parkeringspladsen. Salling Natursti er en banesti, anlagt på det gamle tracé for den for længst nedlagte bane til Glyngøre. Dagen er overskyet, der bliver kun få glimt af solen, temperaturen holder sig mellem femten og tyve grader. Behageligt vejr til en vandretur.
I begyndelsen følger stien jernbanen ud af Skive, på dens vej mod Struer, det vil sige for foden af den høje skrænt, der markerer overgangen fra Skive Enge til byen. Engene er brede her, det er det sidste stræk af Karup Ås vej til udløbet i Skive Fjord (vandredag 278). Græsset er højt og saftigt, kvæget har ikke gjort meget indhug på det. Åen slår et stort sving mod øst, den er så bred, at korte glitrende stræk af den ses mellem den høje vegetation. Langs den nordlige dalside løber jernbaneskinner over rustdækkkede skærver, med velholdte grusstier på begge sider af den. Når jeg ser mig tilbage, kan jeg se byens hvide kirke løfte sig over jernbanen og den høje skråning.
Snart svinger banestien dog mod nord, væk fra Karup Å, men stadigt på lavere, jævnt terræn, som jernbaner foretrækker det, gennem lavningen omkring en tilstødende bæk. En lang viadukt og en bro holder tracéet fri af indfaldsveje, kun på et kortere stræk i byens udkant har rundkørsler og store veje visket den gamle bane helt væk fra landkortet. Velafmærkede stier fører Salling Natursti igennem et villakvarter og kobler den igen på det oprindelige spor. Bortset fra et mindre område ved Glyngøre er dette den eneste del af det oprindelige tracé, der er gået tabt. Banen havde i sin tid en længde på 29,5 km, 28 km af den består stadig.
Efter forstaden er jeg ude på det åbne land, stien strejfer kanten af en golfbane, og så er det ellers let kuperet agerland. Krat og træer blomstrer hvidt langs banens vejsider og markernes læhegn, enkelte steder står der gul gyvel. Der er langt mellem de gule rapsmarker, til gengæld er der taget høslæt mange steder, og høets karakteristiske duft hænger i luften. Mange steder langs stien er der små skovstykker, sikkert plantet for at beskytte den mod snefygning. En af de små skove huser en stor rågekoloni. De sorte fugle har spredt sig ud over de slåede græsmarker, hvor der nu er let adgang til jordbunden. Efterhånden, som jeg kommer frem, letter de mistroiske fugle, altid under skrig der får yderligere artsfæller på vingerne.
For den meste går banestien på en højere eller lavere vold gennem landskabet. Hvide skærmplanter dominerer vejkanten, men der er også blå og violette toner fra lupiner og ærenpris, musevikke og dag-pragtstjerne. Mælkebøtter står med grå fnugbolde, mens ranunklerne holder fast på den gule farve. Hvor stien er gravet gennem en lav bakketop, trænger store skræpper alt andet til side.
De gamle banesten er malet op i hvidt og rødt. Flere steder er der indrettet små rastepladser med bænke. Stationsbygninger og ledvogterhuse er i meget vekslende forfatning, nogle steder er de overgået til beboelse eller fælles brug i landsbyerne, andre steder er de væk eller har fået lov at forfalde. Et par enkelte steder kan jeg lugte svinefarme, men ellers er det kvægland, omkring en gård hænger en syrlig luft af malkning i luften. Lynhurtige svaler indtager pludseligt luftrummet, måske tiltrukket af en åben stald til frilandskvæg, og de fluer der ofte trives omkring de store dyr. Stien går tit gennem skov eller er skærmet af træer, men af og til åbner der sig udsigter over enge og kær, med kvæg på det lavere liggende land, dyrkede marker højere på bakken.
Lige som ved sidste måneds vandreture på Himmerlands banestier (vandredag 407 og 408) er der af og til frugttræer i vejkanten, nu i den seneste fase af blomstring, brune visne blomster,
afdryssede kronblade på grusstien. Et par steder har jordbærplanter etableret sig over flere kvadratmeter. Enkelte gange lusker et par katte over stien, fjernt fra huse eller gårde, i et skovbryn viser et rådyr sig kort i profil og er straks forsvundet.
Regn begynder at falde, først tøvende og med afbrydelse, dernæst som et par timers finregn, mens jeg går de sidste kilometer frem mod Limfjorden. I Durup, den sidste landsby før Glyngøre, er den gamle station fint vedligeholdt, der er endda signalpæle i rødt og hvidt, og et klassisk skilt med futtogssilhuet. Ved en gammel perron står en godsvogn opstillet på skinner.
Jeg går videre gennem regnen, mens banestien svinger mod vest. I nord er der vid udsigt over den reetablerede Grynderup Sø, bakkerne omkring den fremtræder disede på grund af regnen. Ved vejsiden står en informationstavle og en indhugget sten. Jeg tror, at det handler om søen, men det er begyndelsen på en planetsti. De øvrige planeter er på tilsvarende måde markeret med passende mellemrum hele vejen ind til Glyngøre.
De fleste af de landsbyer, jeg er kommet i gennem, skylder helt eller delvist jernbanen deres opståen. Ved Lyby så jeg den gamle kirke ligge for sig selv på en bakkeside, langt fra bebyggelse, hus og skib i kampesten, med et markant hvidt tårn. Nu kan jeg se en anden kirke ligge for sig selv, på en fjern bakkeside. Kirken er kullet, det vil sige uden tårn, i kampesten, og omgivet af et solidt stendige. Med det blotte øje, og på trods af regndisen, kan jeg se to store lilla rododendronbuske derovre, den ene står klarere på baggrund af det hvidkalkede våbenhus.
De sidste kilometre frem til Glyngøre går gennem regulær plantage, ikke de små blandede værnskove omkring tracéet, men nåletræer, af ens højde og plantet på lange rækker. I byen er en del af den gamle bane inddraget til bebyggelse, men en bred grussti fører helt ned til havnen. Her står planetstiens sol udformet som en trådnetskugle. Og her ligger den gamle, statelige stationsbygning, der nu tjener som museum. Faktisk så havde jernbanen i sin tid endestation i Nykøbing Mors, som jeg kan se på den anden side af Salling Sund. De to byer – og deres jernbane – blev bundet sammen af færger. Så man kunne losse godsvogne i Nykøbing Mors, laste dem på togfærgen og køre dem videre fra Glyngøre.
Da banen i sin tid (1884) blev anlagt, var der kun to fiskerhuse i Glyngøre. Muligheden for godstransport skabte en lokal velstand, baseret på fiskeriet, ikke mindst de velkendte marinerede sild. Der ligger stadig en del fiskekuttere i havnen, ved siden af en fyldt marina til lystbåde. Ellers er der ferieboliger, sejlklub og forskellige turisttilbud. Yderst på havnen står et lille fyrtårn ved siden af en statue og Limfjordens Hus, der kombinerer information og restaurant.
Et øre er et fremspringende punkt på kysten, en lille odde eller tange, ofte bestående af grus eller sand. Som i Sundsøre (vandredag 377) eller Grønning Øre (vandredag 402) på østkysten af Salling. Fra det yderste af Glyngøre, hvor to smalle sandstrande mødes ved havnen, har jeg da også fint udsyn over Salling Sund, i syd domineres udsigten af Sallingsundbroen. Da den blev indviet i 1971 blev det ikke blot dødsstødet for de to færger Pinen og Plagen, der fragtede biler og andre trafikanter over sundet, men også for person- og godstransport på jernbanen.
Fra havnen går jeg den korte vej gennem byen, til busstoppestedet, der ligger nær den gamle banegård. Regnen er næsten stilnet af.

Ernst Jünger: Strålinger, 388-528.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s