Vilsund-Nykøbing Mors (411)

Udklip411

Vilsund-Nykøbing Mors, 34,1 km (411).
Søndag den 13. juni 2021.

X-bussen mod Thisted sætter mig af på vestsiden af Vilsund. Det bliver dog kun til det kortest mulige ophold i Thy, for jeg begynder min vandredag med at gå den modsatte vej, over Vilsundbroen og tilbage på Mors. Der er en frisk blæst fra nordvest og hvide skumtoppe på Limfjorden. Himlen er halvvejs dækket af skyer, og solen er endnu skjult.
Thy-siden af fjorden har høje skrænter. Langt mod nord kan jeg se Thisted. En høj foderstofbygning på havnen tegner en tydelig figur mod byens huse, der rækker op ad en lang bakkeside. Broen er ganske lav, den har en broklap med tilhørende kontrolbygning. Syd for broen trækker en speedbåd hvide kølvandsstriber på sundet. På Mors-siden vender grønne bakker ud mod en strimmel flad eng, der møder fjorden.
Nord for broen er der fladt land, med udsigt til høje skrænter i øst. Jeg krydser landevejen og søger ned til vandkanten. I begyndelsen er der blot en ganske smal stenstrand, og en tre fod høj kant til engen. Snart dannes der dog en bredere sandstrand. Muslingeskaller er dynget op i to brede striber, der løber parallelt med stranden. Det knaser under støvlerne, skallerne er knust i mindre stykker, bortset fra det øverste lag, der næsten kun består af hjertemuslinger. Med store mellemrum er der blåmuslinger, knivmuslinger og store, flade østersskaller, men kun som pynt på de tykke bræmmer af hjertemuslinger. Nær kysten er vandet gråbrunt og uigennemsigtigt, blæstens arbejde på overfladen har hvirvlet sediment op i vandsøjlen, længere ude er der en skarp overgang mellem brune og blå vandmasser.
Jeg skal ikke gå mere end en kilometer, før jeg møder den første pæl, der markerer Mors’ kyststi. Det er en muslingeskal på orangebaggrund. Ruten følger stranden over lange stræk, men går også af og til ind i baglandet. Jeg vil benytte den på store dele af dagens rute. Stranden går over i et bredt marint forland, inden det møder bakkerne længere inde. Det er en blanding af eng og rørsump, hvor der her og der står små søer på engene. Kvæg græsser sindigt, mens viber boltrer sig på himlen over dem. Skarver letter fra en lille sandode, da jeg nærmer mig.
Nordkysten af Mors er præget af høje klinter, og jeg står snart over for den første af dem. Bølgerne slikker langs foden af den høje klint. Hvad enten det er højvande eller vindstuvning, så er der ikke meget plads til en vandrer. Denne sektion hedder Svalklit, længere fremme kan jeg se Hanklit, og helt i det fjerne, hvor kysten svinger halvfems grader mod nord, kan jeg se klinten ved Skærbæk. Det er lange stræk, med høje, næsten lodrette klinter, med rå, ubevoksede flader åbne mod vandet, hvide eller gule, afhængigt af indholdet af sand eller kalk. Det er landskab, som jeg kender det fra Sangstrup Klint (vandredag 171) og Stevns Klint (vandredag 196).
I stedet for at gå i havstokken følger jeg kyststiens mærkepæle ind i landet. I første omgang går det ad trampestier og små markveje, over og langs enge. Undervejs kommer jeg også fordi en opgivet molersgrav, hvor en bakkeside ender i brat, kunstigt skabt, væg. Moler har en lang historie med råstofudnyttelse på disse kanter, og som fundsted for fossiler, mange af dem udstillet i museet på Fur.
Til sidst når jeg frem til en smal landevej, omkring en kilometer fra kysten. Her er der læ, og solen er kommet frem, så lige pludseligt er det varmt at vandre. Indtil jeg kommer ind i skygge eller passerer en udsat bakketop, og det brat bliver mærkbart køligere.
Jeg følger landevejen godt et par kilometer mod øst, indtil jeg drejer af mod skiltet, der viser til ud til en restaurant ved kysten. Herfra er der en smuk udsigt til Hanklit, få hundrede meter borte. Hanklit rejser sig 60 meter over havets overflade. Med det blotte øje kan jeg lige akkurat skelne små menneskeskikkelser derovre, mens solen reflekteres i lakken på de parkerede biler. En stejl hvid lervæg vender ud mod havet, ind mod land er der græsklædte bakkesider. Jeg følger kysten, indtil jeg når parkeringspladsen og tager straks fat på opstigningen til klintens top.
Det er en kort, barsk tur, og jeg må puste ud og drikke vand, da jeg når toppen. Først da har jeg overskud til at nyde udsigten over Limfjorden og Mors, Thisted og Thy på den anden side af vandet, det dybe fald ned mod stranden. Stien fortsætter mod øst. Klintens højde falder og stiger, og er her og der er den gennemskåret af kløfter ud mod stranden. Det øverste af klinten er kantet af lange krat med blomstrende hvidtjørn. Over alt ser jeg afblomstrede kodrivere. En smal trappe, med et tovværksgelænder, giver adgang til stranden, men jeg fortsætter ad trampestien oven for klinten, indtil jeg omsider bliver tvunget ned til vandkanten.
Hanklit går over i Flade Klit, med mere moderate skrænter. En sti går stejlt opad, mere klatring end gang, men jeg får mig dog kæmpet mig derop, og står så i en plantages skovbryn. Et sidste blik ud over havet, og så følger jeg en smal skovsti frem til den grusvej, der skruer sig op til Salgjerhøj, det højeste punkt på Mors, 89 meter over havets overflade. Fra Salgerhøj er der en fantastisk udsigten horisonten rundt. Den lange bakkeside ned mod havet er delt mellem plantage og overdrev, i nordvest ses indlandssiden af Hanklit. Det nordøstlige hjørne af Mors er trukket ud i en lang spids op mod Thy. Der er også høj klint derovre, og, selv om jeg ikke kan se så langt, ved jeg fra kortet, at de to landsdele kun er adskilt af det smalle Feggesund. Mod øst kan jeg se den blå flade, som markerer en anden del af Limfjorden, Livø Bredning, nord for Salling, mellem Mors og Himmerland.
Den næste del af min vandring fører mig derover. Snart er jeg tilbage på landevejenes asfalt, og da jeg når til landsbyen Flade er jeg allerede 30 meter lavere i terrænet. Herfra går jeg gennem opdyrket land med et langt, umærkeligt fald mod øst, så det sidste stykke frem mod bredningen er lav eng. En større landevej løber parallelt med kysten, og her er der låger, som gør det muligt at gå over den indhegnede strandeng og helt ud til vandkanten.
Mærkepæle med muslingeskallen på orange baggrund viser, at jeg igen er kommet ind på kyststien, som jeg vil følge mod syd, helt til Nykøbing Mors. Der er ingen vind, og fjordens vandoverflade er jævn og rolig. Ved stranden er vandet gennemsigtigt, med frit udsyn til svævende vandmænd. Kun en smule tang her og der antyder en opskylslinje, jeg går på sand og ikke over knuste muslingeskaller. En stribe vådt sand, kun en fod bred, viser at højvandet kun lige har toppet.
I øst kan jeg se Himmerland som en sløret linje, mens en gul klint rejser sig midt i fjorden. Det er Livø, og som jeg vandrer mod syd passerer jeg dernæst Furs vestvendte klinter, endnu tættere på. Der er marint forland af vekslende bredde, som jeg går mod syd, strandeng, som går over i lave grønne bakker. Sommetider går den afmærkede sti på stranden, sommetider er der en slået bane gennem det høje græs. Længere fremme er der lave skrænter, ofte tilvokset med skov og krat.
Væltede træer i havstokken og den høje vandstand gør det tiltagende vanskeligt at komme frem. Over kortere stræk er der sommetider en sti øverst på skrænten, men oftere fortaber trampestier sig i krattet. Som jeg nærmer mig Nykøbing bliver forholdene stadigt sværere. Jeg støder stadig på de karakteristiske firkantede pæle med spids top, men der er ikke påsat mærker, og jeg får det indtryk, at dette sidste stræk af kyststien endnu ikke er fuldstændigt etableret.
Til sidst når jeg dog frem til udkanten af Nykøbing, med badebroer og sandstrande og mange besøgende ude at nyde det gode vejr. Byen ligger inderst i en næsten lukket bugt. Jeg vandrer langs den nordøstlige odde, Ørodde.. Små høfder ligger med kort afstand, for at beskytte villakvarterer. Et stykke plantage er bevaret, nu med en promenade ud mod kysten, tydeligvis et yndet sted for de lokale. Kun spidsen af odden er en del af havnen, jeg drejer mod vest og går i kanten af plantagen, fra fjord til bugt, og når frem til en udsigt over havn og by, inderst inde et kirketårn i sort profil mod solen. Mellem bugtens to arme kan jeg i syd se Sallingsundbroen.
Havnebassinerne rummer både lystsejlere og fiskekuttere, de sidste større end dem jeg så i Glyngøre, på den modsatte side af Sallingsund, da jeg var der i sidste uge (vandredag 410). Byens størrelse og de mange smukke bygninger nær havnen vidner tydeligt om, at dette er en gammel købstad med dybe historiske rødder og ikke blot et fiskerleje. Også byens busstation ligger få skridt fra havnebassinerne.

Ernst Jünger: Strålinger, 528-643.
Jessica Bruder: Nomadland, 1-68.

Der er desværre ingen fotos fra denne vandredag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s