Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur ved Silkeborg, 31,7 km (412).
Søndag den 27. juni 2021.

Himlen over Silkeborg er ensartet grå og uden spor af solstrejf. Temperaturen når næppe over tyve grader, så det er behageligt vejr til en vandredag. Jeg går ned ad trappen til tunnelen, drejer til højre og kommer ud på den fjerne side af sporene i forhold til stationsbygningen. Gennem små gader når jeg frem til Lyngsø, der ligger klemt inde mellem parcelhuskvarterer, men dog har fået lov at beholde en indfatning af skov omkring sig.
Den høje skov fylder området med ro, selv om byen er få meter borte. Et svanepar med store unger holder til ude på vandoverfladen, et rødt kirketårn rager op over trægrænsen. Jeg følger skovvejen, væk fra søen og frem mod Søndre Ringvejs trafikbrus og Almind Søs blå vandoverflade på den anden side af vejen. Almind Sø er en dyb, ren sø. Dens fire kvadratkilometer store overflade er omgivet af skovklædte bakker, med smukke krogede ege- og bøgestammer nær bredden og ældre nåleskov højere i terrænet. De landskabelige kvaliteter gør området til en magnet for spadserende, cyklister, løbere og hundeluftere, og dertil huser søen to populære badeanstalter.
Vestre og Østre Badeanstalter er blevet renoveret indenfor det sidste år og fremstår tiltalende med frisk træbeklædning, bygningerne med omklædningsrummene har et let krummet look. Krumningerne går igen i de nye badebroer: Østre har en stor halvbue ud fra søbredden, som går over i en mindre, cirkelrund badebro. Vestre har to halvcirkler, den ene større end den anden. Der er en del mennesker i vandet, men det er slet ikke fluepapirspakket, som det kan være på store sommerdage.
Ved Østre Badeanstalt krydser jeg den travle Horsensvej og kommer ind i skoven ved Vejlbomose. Mosen fremstår som en lille sø, med gule åkander i blomst, omgivet af brede kær, der skaber en stor lysning i skoven. Jeg følger grusstien rundt om mosen. Her og der står der kæruld. Mosen er hegnet ind med højt flethegn, en elektrisk tråd øverst, to på indersiden af pælen, i ankelhøjde. Uden overraskelse læser jeg på en informationsfolder, at man benytter geder til afgræsning. Sydafrikanske boer-geder, der er rolige, venskabelige og kan lide at blive gnubbet bag ørerne, som teksten oplyser, for i samme åndedrag at gøre opmærksom på, at enhver færdsel i folden er på eget ansvar.
Vegetationen står højt, og jeg ser ikke det mindste til gederne, og heller ikke til de isfugle, som lokaliteten ellers er kendt for. Et egern løber over stien, da jeg har fuldført rundturen og går videre. Snart kommer jeg forbi Vejlsøhus og AQUA Akvarium. Vejlsøhus blev opført som tuberkulosesanatorium, tjente dernæst som bosted for udviklingshæmmede, indtil det nu om dage huser forskellige forskningsinstitutioner omkring ferskvand. I tilslutning hertil er AQUA (akvarium og dyrepark) senere blevet opført. Det er især kendt for sine oddere. Nu huser det nogle af Danmarks sidste mink i fangenskab.
Jeg følger stien mod nordøst, indtil jeg står ved bredden af Gudenåen, der lokalt kaldes for Remstrup Å på dette stræk mellem Brassø og Silkeborg Langsø. Byens lystbådehavn ligger længere mod øst, her er der blot korte bådebroer, med en eller to mindre fartøjer fortøjet. Ude på åen sejler motorbåde i dæmpet fart mod Brassø. Området her er et arboret, en videnskabelig samling af træer, hentet fra mange dele af kloden. En del er endda et såkaldt vådbundsarboret. Det ligger som en halvø mellem åen og søen. Jeg får syn for sagen, da jeg går gennem lågen ind til en indhegnet lysning. Hver gang jeg sætter foden til jorden, giver det en fugtig lyd. Det er en gammel, tilgroet mose, men jorden er stadig vandmættet tættest på søen. Søbredden er kantet af løvtræer med fejende, lavt hængende grene ud mod søen og lyset. Et enkelt sted er der hul i trærækken, og det muliggør et smukt udsyn over søen: Store tunger af skovklædte bakkekamme rækker ud i vandet og opdeler den i bugter og vige. Motorbåde og en enkelt sejlbåd færdes derude.
Jeg går en runde i den tomme fold, på tilbagevejen kommer jeg forbi blomstrende trævlekroner i lysningen, de lyslilla kronblade lyser op mod det grønne. Dernæst følger jeg grusstien mod sydøst, forbi en anløbsbro for turbådene (vandredag 118), over træbroen mellem Brassø og Vejlsø. Så snart, jeg er kommet væk fra de helt bynære stier og veje, bliver der langt mellem andre vandrere, til gengæld er der mange mountainbikere ude at nyde søndagen.
Jeg vandrer videre gennem Silkeborg Østerskov og tager stien vest om den lille Avnsø. Et par paddlesurfere har fundet frem til søens blikstille vand. I nord er udløbet til Brassø udvidet til en kunstig kanal, jeg går over den høje træbro, mens kanoroer kommer ind fra den større sø. De næste kilometre følger jeg en sti langs bredden af Brassø. Ved kanalen er den æltet til pløre af cykeldæk, men snart hæver den sig op på en skrænt et par meter over søen. I løvskoven er skovbunden dækket af knæhøje blåbærris. I den gamle, lysåbne granskov er stierne rustrøde af fældede nåle, mens grønt mos spreder sig mellem stammerne. Hvor skovning har skabt kunstige sletter er der højt, bølgende græs, hvor de afblegede træstubbe stikker op som små øer.
Sti og skovvej trækker væk fra vandet, og da jeg næste gang når frem til søbred, er det Borresø. Der er lagt planker ud på et sumpet stræk, hvor der står gul iris i blomst. Længere fremme ser jeg blomstrende kaprifolium og bittersød natskygge. Jordstien holder sig nær søen og er kantet af tykke gamle egetræer med snoede stammer. Den fører frem til den centrale grusvej gennem Østerskov, hvor jeg ser mærkepæle for de store vandreruter syd for Silkeborgsøerne, og snart derefter står jeg på asfalt.
Dagens rundtur går mest ad velkendte stier, men nu får jeg lejlighed til at gå et par kilometre ad ukendte skovveje. Den mest benyttede rute for både vandrere og mountainbikere går tæt på søbredden, hvis små bådebroer også tit får anløb i sommermånederne. Så jeg har det for mig selv, da jeg går ad skovveje højere oppe på dalsiden. Et flagspætte i sort, hvidt og rødt lander på en træstamme og holder posituren i få sekunder, en brun rovfugl letter fra en udsigtspost i skovbrynet, og et gammel frønnet skilt peger mod Paradiset.
En lang, smal stribe af åbent land løber som et knivsnit ned over bakkesiden til søbredden. Øverst er der skoveng, hvor højt, frodigt græs har lagt sig i lange baner, som en kornmark før høst. Som jeg følger skovvejen ned mod søen, går engen over kær og ender som sump med sort mudder, hvorfra en bæk presses frem og løber de få meter til Borre Sø. Ikke desto mindre er dette, ifølge det lokale stednavn, Paradiset, og de små øer ude i søen er Paradisøerne. På den anden side af søen kan jeg se Sejs, og bag byen Sindbjerg og Stoubjerg, de to store hedebakker (vandredag 345).
Paradiset er også vendepunktet for dagens vandretur. Jeg vender ryggen til søen, går ad skovvejen op ad bakken, krydser landevejen og fortsætter opad, nu i retning mod vest. Solen er omsider kommet frem. Det er stadig svalt og behageligt at gå inde i skoven, og nu kan jeg glæde over bjælker af sollys, der her og der når helt ned på skovbunden. Hestesko har efterladt aftryk i det tilkørte grus, og jeg får da også hilst pænt på en enkel rytter. Jeg når frem til hovedvejen mod Horsens, præcis der hvor jeg kan komme ind på banestien (vandredag 29), som her slår en stor bue i retning mod Silkeborg. Jordramper og gennemgravede bakker har skabt et langt jævn fald, der afsluttes med en viadukt under hovedvejen. Dernæst må jeg gå et langt stræk ad hovedgaden i Virklund, inden jeg igen kan komme ind på det bevarede stræk af den gamle jernbane, der løber gennem Silkeborg Vesterskov.
Inde i skoven drejer jeg af og går mod øst, indtil jeg når frem til Almind Sø og kan se over til den modsatte bred, hvor jeg gik om formiddagen. Der er en tæt strøm af løbere, små røde flag står på en lang række i vejkanten og der er grupper af frivillige, to-tre sammen, med gule sikkerhedsveste. Det viser sig at være et halvmaraton, der er under afvikling. Skrænten mod søen er højere på denne side af søen, men stien falder jævnt ned mod den lille badestrand ved søens nordvestlige hjørne. Her er der ingen badebroer, blot en kile af rødbrunt sand, der åbner en udsigt mod blå sø, grøn skov og badeanstalten overfor.
Snart efter er jeg fremme ved Søndre Ringvej og tager hul på det sidste stykke frem til banegården.

Jessica Bruder: Nomadland, 68-106.

This slideshow requires JavaScript.