Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Vemb-Struer, 37,3 km (413).
Søndag den 3. juli 2021.
Der falder lette regndråber på togruden, og da jeg står af på stationen i Vemb, er himlen dækket af skyer i fugtige blå og grå toner. Men vejrudsigten har lovet, at denne del af Jylland går fri af regnen, og det kommer til at holde stik. Det varer dog adskillige timer, før solen kommer frem.
Jeg begynder vandredagen med at følge landevejen mod Lemvig ud af byen. Det er den flade del af Vestjylland, nord for Storåen og Skovbjerg Bakkeø, med store marker og plantager. Kornet står i en ensartet grøn farve hen over den dyrkede jorden, og majsen er blot knæhøj. Så snart jeg får muligheden, slår jeg ind på mindre landeveje, krydser straks den ensporede jernbane, og fortsætter mod nord. I vejsiden er der lilla nuancer fra engelsk græs, lupiner og muse-vikke. Enkelte steder strejfes kornmarkernes grønne kanter af bræmmer af blå kornblomst.
Som jeg kommer længere mod nord, når jeg ind i oplandet omkring Flynder Å (vandredag 365). Åens tilløb skaber en smule relief i landskabet, lavninger snarere end ådale. Jeg gør en lille afstikker for at nå frem til en bro over selve åen, før jeg vandrer videre mod nordøst. Et skilt advarer om “lavtflyvende storke”. Ved en gård, der ligger ud mod de brede enge, har frivillige sat en storkerede op. De seneste år har et storkepar benyttet den (behørigt transmitteret med webcam på Tv2 midtvest). De lokale har døbt storkene Kjeld og Yvonne. I år har Yvonne desværre ikke vist sig, og reden er da også tom.
På den anden side af gården fører landevejsbroen over Flynder Å. En flok sort og hvidt kvæg daser på grønsværen nær åen, en lille vindmølle sørger for at pumpe deres vandtrug fulde. De store dyr skotter til mig, da jeg gør holdt, men beslutter at jeg ikke er værd at stable sig på benene for. I kikkerten afsøger jeg de flade enge for om mulig at spotte Kjeld, der stadig holder til i området og lejlighedsvist ses i reden. Jeg ser store, baskende vinger, og tror et kort øjeblik at have fundet ham, men det er bare en fiskehejre.
Så i stedet går jeg tilbage i mit eget spor og videre mod Klosterheden Plantage. I første omgang når jeg frem til landevejen mellem Lemvig og Holstebro. De lokale kører hurtigt på dette lange, lige stykke asfaltvej, en død rævehvalp ligger i vejkanten. Jeg må gå en lille kilometer mod sydøst, inden jeg kan dreje ind på den lange grusvej, der fører ind i skoven. Det dyrkede land afløses af magre græsmarker, der mest ligner overdrev. Inde i den store plantage er der åbne rum skabt af små skovsletter med højt uklippet græs, ligesom der er kantede stykker af oprindelig hede tilbage. Den trekantede hede, jeg passerer, er halvvejs tilgroet med enebær.
Flynder Å-systemet trækker fingre af åer og bække gennem den store plantage, hver af dem har en smal bræmme af kær og eng, kantet af høje sider af gammel nåleskov. Græsset og de øvrige urter står så højt, at det kan være svært at få øje på bækkene. Jeg kan lige akkurat ane et felt på størrelse med en foldet avis, hvor hvide vandranunkler ses under løbende vand. En jordvej følger en bæk mod nordøst, Der er masser af luft mellem nåletræernes høje stammer, små damme med stillestående vand omkring kærret. Jeg kigger efter bæverdæmninger, men ser ikke nogen.
Jordvejen bliver til en sti, der omsider når velholdte grusveje nær en gammel skovridergård. Grusvejene har lokket cyklister til sig, der er ikke så mange mountainbikere, oftere er det par på almindelige cykler og i et mere adstadigt tempo. Også enkelte spadserende og hundeluftere benytter søndagen her. Der er heller ikke mere end en halv snes kilometer til Struer.
Langs den skovvej, jeg følger, ligger små bunkere på en lang række. De er omhyggeligt nummererede og dækket med jord og grønsvær, bortset fra porten. På deres kunstige skråninger står store klynger af høje fingerbøl, i to lyserøde nuancer eller hvide. Solen er efterhånden begyndt at brænde, og i det åbne rum omkring grusvejene er der overraskende lidt skygge.
Det nordøstlige hjørne af plantagen er trukket ud i en lang finger, Hornet, der peger mod Limfjorden. Jeg følger en afmærket sti, der fører ud til skovbrynet, hvor der er en fantastisk udsigt over hededækket bakkeside, med stejle bakker og skov i mellemgrunden, store vandflader i horisonten. Det er Kilen, oprindeligt en del af Limfjorden, men kunstigt afskåret af en vej- og togdæmning umiddelbart nord for Struer. Bakkesiden, der er furet af dybe hulvejsspor, falder ned mod en smal ådal. Overfor rejser en grøn bakkeside med fæstier sig, øverst et fladt plateau med gult korn. Jeg går forsigtigt ned ad en jordsti, der følger kanten af den indhegnede hede. Lavt krat er overdådigt overgroet med kaprifolium. Gedeblad, som det hedder på dansk i en direkte oversættelse af det latinske navn. Mængden af store gule blomster fremstår næsten tropisk.
Jordstien finder ind i en gammel hulvej, der fører frem til en parkeringsplads ud mod landevejen. En lille flok heste holder til i skyggen. Adskillige skilte henstiller til, at man ikke fodrer dyrene. De gamle hulveje var en del af et vestligt parallelspor til Hærvejen. Som moderne vandrerute er den genopstået under navnet Drivvejen. Få kilometer mod nord mødes de to arme fra Agger og Thyborøn, passerer dette sted og fortsætter mod Holstebro (vandredag 45).
Jeg, derimod, går ad landevejen mod øst, mens det langsomt stiger mod plateauet. Undervejs er der smukke udsigter over Kilen, og højere oppe passerer jeg de eneste gule kornmarker, jeg ser denne dag. Jeg ankommer til Struer ad en større indfaldsvej, går ned til havnen for at kaste et kort blik ud over Limfjorden, og derfra er det kun et par hundrede meter til byens statelige banegård, citronfromagegul, med hvide kanter.
Jessica Bruder: Nomadland, 106-255.
Jyske Vandreture 