Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Tim-Vildbjerg, 39,6 km (409).
Søndag den 30. maj 2021.
Afholds og Gæstehjem står der på bygningen over for stationen i Tim, en lille stationsby i Vestjylland. Jeg forlader perronen og går mod øst. Vejrudsigten har lovet en solrig dag, men endnu ligger der en grå dis over det flade landskab. Ellers er det behageligt vejr til en vandretur, allerede varm nok til at tage jakken af, og snart ryger trøjen også i rygsækken.
De private plantager begynder uden for bygrænsen. En mark med frilandsgrise ligger klods op ad træerne, blikhytterne står på rad og række, søerne har spredt sig ud, og smågrisene holder sammen i små flokke.
En velholdt grusvej skrår væk fra den smalle landevej, den fører syd om den store offentligt ejede Hoverdal Plantage (vandredag 328). Jeg har ikke gået ret langt ned ad vejen, før en hare kommer hoppende ud af krattet, sætter sig til rette midt på gruset, gnider næsen og forsvinder. Et kort stykke længere fremme når jeg lige at se bagpartiet af en kronhjort forsvinde ind i et læhegn. Det er vagtsomme dyr, og de mange hochsitze, jægernes små skydetårne, viser at de har grund til. På min vej gennem plantagen når jeg at se endnu en kronhjorterumpe med det karakteristiske gule spejl forsvinde mellem træerne, og jeg tænker, at tættere på kommer jeg ikke. Men så, pludseligt, da jeg går forbi en lysning, halvvejs dækket af høje striber af krat, står jeg ansigt til ansigt med en kronhjort i fuld figur. Et øjeblik stirrer vi vantro på hinanden, så lunter det store dyr ind i krattet og er væk.
Hoverdal Plantage er en mosaik af landskabstyper, domineret af nåletræsplantage, med indsander og hede i store kantede stykker, dertil nogle små søer. Ved den største grusvej, i sydkanten af området er der små parkeringspladser og et par mindre, afmærkede vandreruter. En bil ruller forbi med en hestetrailer efterspændt. Det er mit andet besøg her, så jeg vælger en rute ad de mindre brugte skovveje, der til sammen inddeler området i store firkantede og trekantede blokke.
To ravne flyver over himlen, deres skrig gjalder over heden og disen under dem. I princippet er heden ganske plan, men monotonien brydes af enkelte gravhøje og af talrige lave klitter. Klitterne er i vidt omfang groet til med lyng og enebuske, der er dog stadigt mange vindbrud tilbage, hvor sandet står frem i brede striber. Nogle af klitterne er blot lange, lave ribber over heden, på samme måde som jeg har set på Randbøl Hede og andre steder (vandredag 168). Jeg kan også se dem inde i plantagen, hvor skovbunden fremtræder med et riflet præg. På de lavere partier af hede og plantage, ikke mindst hjulsporene, står der vand fra maj måneds megen regn. Det tyder på at hedens karakteristiske al-lag er bevaret – det uigennemtrængelige lag af udvaskede mineraler, der findes et stykke nede.
Så området har formodentlig aldrig været opdyrket. Hedelyngens koste står da også overalt i plantagens skovbund og langs skovvejene.
Jeg følger et brandbælte frem til et større hedestykke, hvor der endda er en lille sø. Det sumpede område omkring søen dækker et langt større areal end søens overflade og rækker langt ind i skoven, så jeg må træde forsigtig for at passere tørskoet. Så snart terrænet stiger en smule går landskabet dog straks over i knastør hede og indsande. En del af plantagen er lavt, uigennemtrængeligt krat, og hvor træerne har fået højde, og der er åbent rum i underskoven, er stammerne ganske spinkle. Muldlaget er tyndt, og sandet ligger lige under. Et harvet brandbælte fremtræder som et bånd af hvid jord gennem træerne. Blomstrende gyvel føjer en smule gult til billedet.
Et par lysebrune dyrerygge fanger min opmærksomhed, de stikker op over det høje græs, på den fjerne side af en stor lysning. Jeg står stille og iagttager dem, indtil et hoved dukker op: rådyr. Vinden bærer fra dem, og jeg har den høje plantage bag mig, så de bemærker mig ikke, og jeg lister forsigtigt videre uden at forstyrre dem.
Jeg ser ikke mange fugle inde i plantagen, enkelte gange hører jeg skovskadernes hvæsende skrig. En glimt af hurtig bevægelse og rødt skind fanger min opmærksomhed, et egern er stivnet i bevægelsen lavt på stammen. Så er det væk, men jeg bliver stående og venter på at ubetvingelig nysgerrighed får det til at kigge frem. På det næste træ, højt oppe på stammen, fra en sikker position.
Mod øst afgrænses plantagen af private hedestykker og dernæst begynder åbent agerland. Selv små højdeforskelle giver vid udsigt over landskabet, med enkelte striber af gul rapsmark blandt brune og grønne jordfarver. Solen har endelig fået bugt med de sidste rester af morgenens dis og stråler fra en blå himmel, så jeg gør holdt for at smøre solcreme på de udsatte områder.
Kort efter passerer jeg Drivvejen, Vestjyllands pendant til Hærvejen. Den følger en banesti mod Spjald (vandredag 47). Der er stadig mindre plantager i landskabet, enge med græssende kvæg på de lave partier, en enkelt frit liggende landsbykirke med hvidkalket tårn og mure af kampesten. Ad små og store veje går jeg mod den lille landsby Abildå. Efter at have passeret den, krydser jeg åen af samme navn, og så er det tid til at gøre en afstikker.
Den lille plantage her rummer et gammel brunkulsleje. Den rustne skovl fra en gravko markerer parkeringspladsen. Jeg følger en markeret vandrerute rundt på området. Det er langt mindre end de store brunkulslejer ved Søby (vandredag 255), eller de nærliggende lejer i Haunstrup (vandredag 241) og Troldhede (vandredag 256). Til gengæld er der et arbejdende museum her, på udvalgte lørdage i sommermåneder. Omkring en udgravning står der et par gamle gravemaskiner og andet materiel. Der er også en smalsporet jernbane med små tipvogne.
Den afmærkede rute er et par kilometer lang. Der er en enkelt lidt større sø og en mængde små damme. Det er vandfyldte råstofgrave og ikke naturligt opståede søer, gennemstrømmede af vandløb, så der er ikke megen vandudskiftning. Et par af dammene har det rustrøde vand, jeg kender brunkulslejer. Andre har stillestående sort vand, tæt overgroet med krat. Terrænet er kuperet, mere volde end bakker. Formodentlig er det “tipper”, dynger af sand gravet op for at nå ned til brunkullet og deponeret klods opad. Senere er det rå sand så blevet tilplantet, som det skete på de gamle brunkulsfelter.
Fra Abildå er der en lang, jævn stigning op mod Trehøje (vandredag 280). Trehøje er et højdedrag, hvorfra hede skråner ned i alle retninger. Det er kronet af tre bronzealderhøje. Den højeste er 101 meter over havets overflade, Herfra er der er en panoramisk udsigt hele horisonten rundt: Store hedeflader, gennemskåret af lange, lige landeveje, plantager i mellemgrunden, landbrugsland i det fjerne bag plantagerne.
Jeg fortsætter ned ad den lange bakke mod øst, krydser en travl landevej og tager hul på de sidste kilometer af dagens rute. Adskillige viber boltrer sig i luftrummet, med de karakteristiske skrig og letgenkendelige vinger. De veksler ubesværet mellem harvede marker med hvidlig jord og frodige græsmarker ved bækkene.
Der er ikke langt mellem spadserende, hundeluftere, løbere og cyklister, som jeg nærmer mig Vildbjerg. Og så varmt i solen ved stationen, at jeg finder en bænk i skyggen, mens jeg venter på toget.
Ernst Jünger: Strålinger, 180-388.
Jyske Vandreture 