Ålestrup-Løgstrup (408)

Udklip408

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ålestrup-Løgstrup, 29 km (408).
2. Pinsedag, 24 maj 2021.

Jeg genoptager min vandring på banestien i Himmerland, fra Ålestrup og videre mod syd. Vejret er ikke blevet bedre i de to døgn, der er gået, siden min forrige vandredag (407) endte i Ålestrup. Vådt og koldt, overskyet himmel, perioder med finregn.
Simested Å løber syd om Ålestrup, og banestien krydser ådalen med en høj vold og en bro over vandløbet. Det giver et smukt kig ned gennem dalen, hvor kvæg græsser på grønne enge, og rågerne laver et stort spektakel over godsskoven ved Lille Resdal.
Banestien går mod syd, på en bred strimmel land mellem to af Himmerlands store åer, Simested Å og Skals Å (vandredag 303), begge med udløb inderst i Hjarbæk Fjord. Det er højere liggende, veldrænet jord, let kuperet, men plant for Himmerland, og det er næsten alt sammen opdyrket land. Den væsentligste undtagelse er de små skove, der er plantet langs banelinjen, i sin tid for at beskytte mod snefygning. Mange af skovene blev fældet til brændselsanvendelse under Anden Verdenskrig og siden reetableret. De er præget af bøg og eg, uden mange virkeligt gamle træer.
Med spredte mellemrum står blomstrende frugttræer. På afstand fremstår kronernes blomsterflor i en tiltalende lyserød farve, som jordbæris. På tæt hold kan man se, at de enkelte blomsterblade oftest har klart adskilte røde og hvide partier. Ofte leverer gule rapsmarker et dramatisk bagtæppe for frugttræernes blomster. Gyvelens gule blomster er endnu kun sparsomt til stede, måske er det den kolde maj, der bremser tingene.
Den første stationsby, jeg kommer igennem, er Hvam. Det har bevaret sit foderstoftårn, der gør den let at lokalisere på lang afstand. Langt tydeligere end de mobilmaster der nu om dage er det mere almindelige vartegn for bebyggelse. Møldrup er en af de større stationsbyer på den gamle bane. Stien kommer ind i byen i et stort sving fra nord. I et industrikvarter er der en høj hæk, hvor i talrige små tøjdyr er gjort fast, sådan som man andre steder har suttetræer.
Det gamle stationsområde er omdannet til et lille anlæg. To gamle baneskinner er bevaret, nedfældede i asfalt, ved siden af et lille stykke perron. Høje jernbanepæle i muntre røde og hvide farver indgår i udsmykningen.
Efter Møldrup trækker banestien mod sydvest, ud mod fjorden. Langs hele tracéet er de gamle kilometersten bevaret og ofte malet op med rødt. Informationsskilte fortæller om for længst forsvundne trinbrætter. Over et kort stræk bærer en høj jordvold stien, og i stedet for dyrkede marker er der enge, tæt besat med gule mælkebøtter. Et par steder er der får eller heste på græs, mere hobby end erhverv. Nedlagte minkfarme ligger hen i fuldstændig stilhed. Ikke blot er minkene væk, men de måger og kragefugle, der kunne lure på at redde sig et nemt måltid, er også fortrukket. Den karakteristiske lugt fra de skidtfisk, der ofte blev brugt som foder, er også væk. Minkene er i disse dage ved at blive gravet op fra deres midlertidige hvilested på det militære øvelsesterræn ved Holstebro (vandredag 333)
I Skals har de gamle stationsbygninger fået nyt liv som henholdsvist café og overnatningsmulighed. VÆRELSER, ZIMMER, ROOMS, står det skiltet ud mod banestien, som på de klassiske skilte ved vestkysten.
Så snart jeg er kommet uden for bygrænsen, får jeg det første glimt af fjorden. Den er den blå stribe mellem et lyst bånd af rørskov på denne side og en knaldgul strimmel rapsmark på den fjerne side af fjorden. Banestien svinger ud til Lovns Bredning i en stor cirkelbue gravet ned gennem bakkesiden for at udjævne højdeforskellen. Skalsådalen åbner sig i en bred tragt ud mod fjorden. Omkring åen er der oversvømmet eng og omfattende rørskov, mens grønne enge med græssende kvæg løber langt op på de fjerne bakkesider. En lav jordvold og en bro fører stien tørskoet over engene og åen. Et svanepar har sikret sig en plads i kanten af rørskoven, mens gæs, og viber holder til blandt tuerne på den laveste del af engene, og ænder vugger på de oversvømmede partiers vand. Langt inde i dalen krydser biler dalbunden ad landevejen, afstanden gør dem ganske lydløse.
Hærvejen benytter en del af banestien, men her bryder den af til fordel for en rute nærmere fjorden (vandredag 200). Banestien fortsætter stik syd med et fem kilometer langt stræk med en stigning på næsten halvtreds højdemetre. Jordvolde og gennemgravede bakkesider har skabt en lang jævn rampe for fortidens togkørsel. I dag møder jeg cyklister, spadserende, hundeluftere og et par knallerter på afveje. Under opstigningen er der også en fin udsigt til Vorde Kirke, højt på bakken ud mod fjorden.
Stigningen er først ovre, da jeg når til Løgstrup. Herfra fortsætter den gamle bane til Viborg (vandredag 356). Jeg, derimod, er nået til vejs ende med dagens vandring. Få øjeblikke efter at jeg har sat mig ind i bussen, slår regndråber hårdt mod vinduet.

Ernst Jünger: Strålinger, 1-180.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s