Sebbersund-Ålestrup (407)

Udklip407

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Sebbersund-Ålestrup, 41,1 km (407).
Lørdag den 22. maj 2021.

Lundbæk Landbrugsskole har sit eget busstoppested. Uddannelsesinstitutionen holder til i det gamle godset. Dets smukke gamle hovedbygning med hvide mure og rødt tegltag ligger på en holm i en lille sø, omgivet af en gammel voldgrav. Hovedbygningen og den lille bro, der fører derover, spejler sig smukt i vandet, selv på en grå dag uden sol.
Bussen fra Ålborg kører videre mod Hvalpsund, mens jeg går den modsatte vej, op til landevejen mellem Nibe og Løgstør, der løber ganske tæt på Nibe Bredning, en del af Limfjorden. En snes meter fra landevejen går banestien, der fører hen til Nibe (vandredag 225). I dag skal jeg imidlertid vandre i den modsatte retning. Mod vest rejser højere land sig mod fjorden, og jeg kan se den lille landsby Sebbersund og landevejsbroen over sundet af samme navn, der forbinder Nibe Bredning med Halkær Bredning.
Banestien løber langs kanten af de flade enge ud mod fjorden, indtil den krydser landevejen for at gå mod syd, øst for Halkær Bredning. Med korte mellemrum står der blomstrende frugttræer langs stien, opstået fra æbleskrog og blommesten, som tidligere tiders passagerer har smidt ud af togvinduerne. Maj måned er stadig kold og våd, perioder med finregn kommer og går i løbet af dagen, himlen er dækket af skyer i blå og grå nuancer, kun nogle få øjeblikkes sol bliver det til denne dag.
Som det ofte er tilfældet med banestier, især i sommerhalvåret, så er visse stræk af dagens vandring som at gå gennem en grøn tunnel, med høje træer og tæt krat på begge sider af stiens smalle strimmel åbent rum. Som stien nærmer sig fjorden og kommer til at gå for foden af gammel havskrænt, bliver der heldigvis vid udsigt over det flade land ud mod fjorden. På den fjerne side af vandet rejser der sig højere bakkesider, ofte med skov ned mod vandet. Nær stien er der en smal stribe af tør græshede isprængt lyngkoste. Fjorden er kantet af en bræmme rørskov. Imellem heden og rørene er der enge, som de rigelige mængder regn har givet en saftig grøn farve. Svaner, gravænder og gæs holder til ude på fjorden og flyver gennem luftrummet parvis eller i små flokke. Engenes folde rummer kvæg og får, enkle steder er der heste eller ponyer.
Fjorden spidser til mod syd. Et kort stykke længere mod syd ligger den reetablerede Halkær Sø. Fjorden og søen er forbundet af Halkær Å, med brede kær og masser af rør. En lille landevej krydser dalbunden her, og ude på engene ligger en stråtækket gård med hvidkalkede mure og røde porte. Op ad bygningerne ligger en mindre sø, hvor et svanepar holder til, mens en håndfuld grågæs fouragerer mellem tuerne på engen. Det er Halkær Mølle, nu om dage et naturcenter.
Der er ikke blot vandfugle i området, en tårnfalk hænger i svirreflugt over græsset, og som jeg fortsætter mod syd, bliver jeg ved at høre gøge, næsten som om det var en aftalt stafet mellem fuglene. Svaner holder til med større tæthed i søens sydlige del, hvor rørskovene er tættest, og flere fugle flyver ind, som jeg passerer. De afløvede grene fra døde træer bryder vandoverfladen, og sorte skarver har taget dem i brug til siddepladser. Sortbrogede køer holder til ude ved åen, mens herefordkvæg og en lille fåreflok råder over foldene nærmest banestien. Et moderfår tygger uanfægtet drøv, mens et par små lam iagttager mig med små kvikke øjne.
Omkring Vegger er jernbanens gamle tracé forsvundet, men jeg genfinder det i udkanten af den lille by, hvor vejen går videre mod syd gennem Halkærådal. Engene er brede, her og der er rørsump eller pilekrat rykket ind. Efter få kilometers vandring møder jeg Hærvejen, der benytter en del af banestien og her bryder af mod Ålborg og Frederikshavn (vandredag 201). Jernbaner undgår helst stigninger, men her har man bygget en høj jordvold for at føre den sikkert gennem de flade, våde enge. Solen har kort været fremme, men nu begynder en længere omgang finregn, som følger mig, mens vandreruten drejer væk fra ådalen og går i en stor bue mod sydvest og det gamle jernbaneknudepunkt Års.
I første omgang går ruten gennem dyrket land. Gammelt agerland, undervejs passerer jeg en stenkiste fra bondestenalderen. Den oprindelige gravhøjs jord er væk, og tilbage står de sten der udgjorde det tildækkede gravkammer, nogle af de flade sten er forbløffende store. Dernæst kommer jeg ind i et større stykke plantage. I vejkanten står en lille stenstele, som er den yderste del af planetstien i Års. En planetsti er en skalamodel af solsystemet. Stelen markerer dværgplaneten Pluto, der er næsten 7 km ind til modellen af solen, der står inde i Års.
Plantagen rækker næsten helt til Års. Nogle bakkede partier inderst henstår med en blanding af lyng og græs, en rovfugl svæver hen over lysningen. Gyvelbuske langs vejkanten har sat de første gule blomster. I udkanten af Års krydser jeg en omfartsvej, går videre gennem industri- og parcelhuskvarterer, frem mod bymidten. Undervejs passerer jeg det gamle forgreningspunkt for jernbanerne mod henholdsvist Løgstør og Nibe. Hærvejen deles også her, en gren går mod Løgstør og Hirtshals (vandredag 210). I hurtigt tempo passerer jeg de sidste steler med planeter, de største repræsenteret med tennisboldstore skalamodeller. Solen, derimod, er en stor gylden bronzekugle, løftet i triumf mod himlen, som den står der på det gamle stationsterræn i købstaden.
Kort efter går jeg over torvet i Års. Skarpe fugleskrig over mit hoved fanger min opmærksomhed. To strandskader har forvildet sig væk fra kysten og jager efter hinanden med de karakteristiske fløjt.
Syd for byen er der åbent, bølgende land med store marker og vide udsigter. Endeløse gule rapsmarker dominerer landskabet. Jernbanens gamle trinbrætter og landsbystationer er flittigt mindet med informationsmateriale, og ofte er der opstillet bænke eller madpakkehuse. Hvor ledvogterhuse og stationsbygninger har overlevet, er de overgået til privatbeboelse, tit har det gamle stationsnavn fået lov at forblive på muren ud mod banestien. Gamle perronkanter er afløst af bøgehække. Legehuse i tog-design er så tæt på jernbanedrift, man kommer her – bortset fra overbygningen til udrangerede kreaturvogne, der har fået nyt liv som læskure til kvæg og heste på nogle af markerne.
Landskabet er bølgende let kuperet, men alligevel forholdsvist plant set i fugleperspektiv. Eneste udtagelse er Lerkenfeldådal, som banestien krydser i en ret vinkel. Fra broen er der en fin udsigt gennem ådalen. Å og ådal er endnu smalle, de grønne bakkesider står med fæstier i små terrasser, dalbunden med tilgroet kær. Et rådyr springer hen over bakkesiden, mod krattets skjul, mens jeg står og nyder udsigten. Åen opbygger en større vandføring end her, inden den løber ud i Lovns Bredning ved de flade enge vest for Gedsted (vandredag 364).
Himlen tætner, og regnen falder tungere, da jeg ankommer til vandreturens endepunkt i Ålestrup. En strimmel lysere himmel ses over den gamle station.

Eduardo Mendoza: El Rey Recibe, 136-366.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s