47. Ørnhøj-Lem

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Ørnhøj-(Højmark)-Lem, 30,3 km.
Tirsdag den 3. juni, 2014.

Endnu en smuk solskinsdag. Fra banegården i Herning tager jeg bus 150 til Ørnhøj og nyder det alt for korte blik ud over hedelandskabet ved Trehøje, før jeg begynder at smøre solcreme på og skrue min teleskopvandrestav ud i fuld længde.
Dagens rute er en behagelig overraskelse: store dele af den går ad et jorddige, der vidner om en nedlagt jernbane. Et blik på kortet viser de karakteristiske store, bløde buer, der kræves af et tog. Efter den lille flække Grønbjerg går jorddiget i behagelig højde gennem et sumpet terræn, hvor jeg ser kæruld blomstre. Der er masser af smørblomster på engene, og langs landevejen og fra toget så jeg masser af lupiner og engelskgræs i blomst. Ofte fremstår stien som en klassisk banesti, andre steder snævrer den ind og er blot en trampet jordsti, eller den udvider sig til en bred grusvej. På visse stræk, i landsbyernes parcelhusområder eller ude i terrænet, er banelegemet helt væk. I sin tid blev nogle af de nedlagte jernbanestræk jo solgte tilbage til landmænd, der brugte dem til råstoffer og pløjede dem ned.
Den lille samling huse i Muldbjerg har sit navn fra et par gravhøje, der giver en vid udsigt over landskabet. Jeg bestiger den nærmeste af dem. Derefter går det videre mod Spjald, som er et navn, jeg husker fra min barndoms dyrskuer. De lavede landbrugsredskaber, som de udstillede på skuerne. Men ingen traktorer eller mejetærskere, der var de sjoveste at klatre op i for drenge. Der er ikke meget grin ved en harve, uanset hvor stor den er.
De sidste kilometer af banestien frem mod Spjald er nærmest en grøn tunnel, som jeg kender det fra Silkeborg og banestierne mod Langå og Brande. I Spjald har de en usandsynligt stor mængde fodboldbaner, der alle ligger øde hen, og et elektronisk stadionur, der viser 13:58.
Jeg går en god kilometer ad landevejen mod Skjern, frem til den lille landsby Brejning. I forhold til sidste uges tur har jeg næsten intet kødkvæg set i dag, men næsten udelukkende sortbroget malkekvæg, kun ganske få heste, og slet ingen frilandsgrise. Men i Brejning har det en mærkeligt arrangement med en dam, slåede plæner omkring den, og nogle grisehytter stillet op, ligesom de andre steder har hytter til ænder. Jeg ser ingen grise, men lugten er god nok, lige inde midt i byen.

Men jeg syntes, at jeg skal have lidt flere kilometer i fødderne og går gennem plantagen og ud i et let kuperet terræn med høj vinterbyg på markerne frem til landsbyen Højmark. Her forlader jeg ruten og går i stedet de tre kilometer til stationsbyen Lem. På vejen ser jeg en lille gravhøj, bevokset med små perfekte træer, der gør et bonsaiagtigt indtryk. Et andet klassisk vestjysk billede, flad mark med vandingskanoner i mellemgrunden og høje vindmøller i det fjerne.
Fra Lems nedslidte station tager jeg toget til Skjern og derfra bumletoget til Århus, hvor jeg ankommer lidt i otte.

Tales of the Alhambra, 220-324.
D. H. Lawrence: The Rainbow, 1-34.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s