Brande-Ikast (435)

Udklip435

Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Brande-Ikast, 30 km (435).
Søndag den 20. marts 2022.

En let tåge hænger over landskabet, tilstrækkelig til at jeg ikke kan se tårnet på Himmelbjerget, da toget passerer Laven og Julsø. Tågen er så småt begyndt at lette en time senere, da jeg har skiftet tog i Herning, og det er brunkulslejerne i Søby, der nu er uden for togvinduet.
Få minutter senere står jeg på perronen i Brande, foran den fine gamle stationsbygning, og kan tage hul på en lang vandredag, snart med sol fra en tindrende blå himmel, dertil isnende vind hvor landskabet er åbent i det flade agerland og på de store flade heder.
Jeg forlader banegården, krydser jernbanen, og efter en kort vandring mod nord, med bynær plantage på venstrehånd og industrizone på højre, krydser jeg også motorvejen og er straks ude i åbent land. Skjern Å, som jeg snart efter passerer ved en gammel mølle, ligger i en smal lavning, og er langt fra den vandføring, som den når ved udløbet i deltaet ved Ringkøbing Fjord (vandredag 99).
Landskabet er ganske fladt, med store harvede marker, så sandede at de næsten fremstår som hvide af rimfrost. Usseltoft hedder en af de små veje, med en ekko af forrige tiders armod. Jeg husker navnet fra, da jeg sidst var på disse kanter, på en tur ad den lange banesti mellem Grindsted og Silkeborg (vandredag 134). Andre jyske stednavne fortæller samme historie, Brødløs (vandredag 398) og Brødtrang (vandredag 381).
Jeg går mere eller mindre stik nord hele dagen og har solen i ryggen. Det giver mig fin mulighed for at betragte fjerdragtens farver hos de musvåger, der jager over markerne, og sommetider overrasker mig med deres afmålte, sonderende skrig. Langt fremme kan jeg se en plantages høje, palisadelignende skovbryn, og snart efter kommer jeg ind det omfattende kompleks af private og offentligt ejede heder og plantager, der strikker sig langt mod nord.
Jeg drejer væk fra landevejen og ind på en overraskende velholdt grusvej. Ved de sidste marker før plantagen ser jeg de karakteristiske klovspor fra kronvildt, tydeligt i den harvede jord på begge vejsider, usynlige på det hårde, sammenkørte grus. Så er jeg heldigvis i læ af træerne og kan tage huen af og nyde solen, straks varmere hvor der er læ. Lyng forer rabatten langs rækkerne af grantræer og breder sig op over en gravhøj. Et større parti hede åbner ud mod den smalle dal langs Holtum Å, og der er stumper af egekrat her og der.
Kort før grusvejen når landevejen, møder jeg pludselig mennesker: der er en parkeringsplads og en skovlegeplads med børn og forældre. Det er den sydligste del af de store offentligt ejede areal omkring Harrild Hede og Nørlund Plantage, hvor Naturstyrelsen har publikumsfaciliteter.
Langt hovedparten af området ligger nord for landevejen mellem Ejstrupholm og Arnborg. Der er blevet ryddet en hel del plantage her for at give plads til heden, men der stadig meget tilbage, og jeg kommer da også ind til hederne gennem kilometerlang vandring ad en snorlige grusvej, der er som en skyttegrav mellem de høje nåletræer på begge sider. Et opslag over to beholdere opfordrer skovgæster til at flytte en grankogle til den højeste beholder med en plexiglasfront. Det er en optælling af besøgende, og der er også mindre kasser med foldere og invitationer til små vandreture fra venner af Harrild Hede.
De store hedearealer og plantagerne mødes i polygonmønstre, lyngen veksler i brune nuancer, et sted helt lys, andre steder med et anstrøg af rødbrunt. På en overskyet vinterdag kan heder måske fremstå dystre, men i dag tager de sig pragtfulde ud under solen og den blå himmel. Det er næsten fem år siden, jeg var her sidst (vandredag 223), på en smuk augustdag, hvor lyngens havde sin mest intense lilla farve. På trods af det store areal er den grundlæggende geografi enkel og let genkendelig, hederne som rygraden i området, plantagerne hele vejen rundt om i periferien og en velholdt grusvej, der løber fra syd til nord, og hvorfra alle andre veje og stier udgår og fører tilbage.
Endnu er der ikke noget ulvepar, der har slået sig ned her, kun lejlighedsvise strejfere og hanulve, der har holder revir et par måneder, før de opgiver og drager videre i jagten på en mage. Jeg ser dog et enkelt vildtkamera og en opslag der orienterer om “faunaovervågning”. Længst inde i plantagerne, på de nordvendte, skyggede steder er der stadig frost i jorden, og is på pytterne.
Hederne er overvejende flade, eller med lange, umærkelige stigninger mod horisonter. Enkelte steder er der tilgroede småklitter fra sandflugtstider, og her og der ses stadig åbne sandbrud. undervejs møder jeg et par enkelte børnefamilier og andre vandrere, aldrig mere end to sammen, de fleste på de sydlige del af arealet. Jeg skyder genvej over heden, uden for stierne. Jorden er tydeligvis karsk, og lyngen er brudt op i en mosaik, hvor store pletter er domineret af tørre laver.
Den nordlige del, Nørholm Plantage, har jeg næsten for mig selv. Spredte, afgrenede stammer står tilbage, hvor der er blevet ryddet skov. Lyngen virker højere og tættere. Græsheden er også langt mindre markant her. På hedens laveste partier er der små søer, i klynge eller isoleret, med isblå farve under solen. Hedeplejen har været effektiv, kun i et mindre områder har større partier med ene fået lov at stå tilbage, måske fordi nogle af dem har den dramatiske skulpturelle søjlefigur.
En flittig tårnfalk afsøger heden, og pludselige trækker en ravn over himlen, snart efter fulgt af en anden med kurs mod samme skovbryn. Begge er tavse, glinsende sorte, og har øjensynligt for travlt til at skræppe af mig. I nord løftes terrænet en halv snes meter og tilbyder en smuk udsigt over det landskab, jeg lige er vandret igennem. Jeg fortsætter ind i plantagen og går den sidste kilometer ud til landevejen.
Resten af min vandredag er på asfalt, ad landevejen mod nord. Først gennem landsbyen Isenvad, så over motorvejen og ind i Ikasts industrikvarter, inden jeg når stationen, samtidig med, at det grønne arrivatog ruller ind.

Eduardo Mendoza: Transbordo en Moscú, 150-218.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s