Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rødding-Skive, 30 km (434).
Søndag 12. marts 2022.
Med søndagens begrænsede rejsemuligheder er det næsten middag, før jeg er parat til at begynde dagens vandretur i Rødding, vest for Skive. Bussen har sat mig af ved en lille fælled, tæt på kirken. Rågerne er i gang i et omfang, så de må have en koloni i nærheden. Pynten på kirkespiret tjener som rasteplads for de travle fugle.
I dag skal jeg gå ad Vestsallingstien, der er anlagt på tracéet af den nedlagte jernbane til Skive. Et gadeskilt med navnet Stationsvej minder om fortiden, sammen med den gamle stationsbygning, der gør et ganske statelig indtryk, konverteret til privat beboelse og omgivet af en tyk og høj hæk. I sin tid hed station her Spøttrup Station, fordi statsbanerne ikke ville have risikere forveksling med Rødding i Sønderjylland – hvor man også for længst har mistet sin jernbane.
Der var smuk sol over landskabet, da jeg rejste med tog og bus herop. Nu er den dækket af et fint slør af skyer, og heldigvis vinder solen overhånd i løbet af eftermiddagen. Den friske vind, som møder mig, så snart jeg træder uden for bygrænsen, er derimod kommet for at blive.
Som noget af det første uden for byen, møder jeg en æbleplantage, og over flere kilometer nærmest Rødding er der plantet æbletræer. Rødding, viser det sig, markedsfører sig selv som æblernes by. Så det rækker ikke, med de æble-, mirabelle- og kirsebærtræer, man ofte ser langs banestier, en arv fra de æbleskrog og frugtsten en svundet tids passagerer har smidt ud af togvinduerne. Hyppige skilte inviterer den forbipasserende til blot at tage for sig.
En lokalbane som denne var i sin tid forsynet med et betragteligt antal stationer og trinbrætter. Informationsskilte fortæller omhyggeligt deres historier. Det første trinbræt hedder Borgen. 1924-1966, står der også på skiltet, de år banen var i drift.
Borgen, der henvises til, er den velbevarede Spøttrup Borg, få hundrede meter herfra (vandredag 376), men skjult bag skov. Banestien går, hvor det fladere plateau langsomt begynder at skråne ud mod kysten. Foran mig kan jeg se to blå bånd, Spøttrup Sø og Limfjorden, Kås Bredning, syd for Salling Sund. Imellem dem løber lavere terræn som en smal strimmel land, længst borte ses Mors.
De lave levende hegn langs banen er næppe de oprindelige træer, små og spinkle som de er, vestenvinden har allerede bøjet dem i en dramatisk bue mod øst. I dag kommer den friske vind fra sydøst, så da jeg få kilometer længere mod syd, udenfor landsbyen Lem, drejer mod Skive, får jeg den i ansigtet resten af dagen, og må have gang i både hue og hætte for ikke at fryse ørerne af.
Landskabet er overvejende dyrket land med vid udsigt. En snes gulnæbbede sangsvaner har slået sig ned på en mark. Med lange mellemrum fører jordvolde banestien over lavninger med bække omgivet af en smal stribe kær og eng.
Vestsallingstien blev etableret i 2011, næsten halvtreds år efter at banen blev nedlagt. Det betyder, at store dele af det oprindelige tracé er væk, formentligt solgt, bortgravet til vejfyld eller lignende og inddraget i marker. Under halvdelen består dog stadig, med de længste stræk nær endestationerne i Rødding og Skive. Omkring landsbyerne findes der stadig korte stræk, genkendelige på terrænudjævning i form af banevolde og gennemgravede småbakker, og sommetider på de lange, bløde sving, som togdrift kræver.
Øst for Lem er stien bestemt rekonstrueret langs hegn og markskel, den smalle asfaltsti er anlagt på flad mark, og den slår en serie af halvfemsgradersving, som intet tog, dengang eller nu, kan klare. I det åbne landskab dominerer landsbyernes kirketårne, oftest i hvid kalk, og her er der er gravhøje på fremtrædende punkter. De store siloer ved gårdene og rækkerne af vindmøller overgår langt tårnenes højde.
En traktors plov trækker en lang, hvid kølvandsstribe af måger til plovfuren. En eller nogle få stykker ad gangen søger de hvide fugle også til de store søer af vand, der står på markerne, flere par gråænder gør dem selskab. Mejser bringer gule farver til det lave krat langs banen, og råger og krager er høres og ses hele tiden. Langs den kolde, skyggede nordside af banevolden er der stadig is i grøfterne. På den varme, solvendte sydside vokser der vintergækker, undsluppet fra haverne. Driver af påskelinjer står med uudfoldede kroneblade, kun allernederst på det varmeste sted, lyser de gule blomsterkroner op. Ellers er der endnu ikke mange blomster at se, tidlig ærenpris føjer små blå pletter til en mark med grøn vinterafgrøde.
Ganske mange steder er de gamle stationsbygninger bevarede, alle i den velkendte røde murstenstil, tit med et eller to små pakhuse, der ofte er blevet sammenbygget med hovedbygningen. Nu om dage er der tit beboelse, sommetider privat erhverv, et andet sted børnehave.
Den kolde vind holder ved, men sol og blå himmel er vendt tilbage. Solen står efterhånden lavt i vest, da jeg kommer ind på den lange bevarede banestrækning ved Skive. Herfra udskilles en anden nedlagt jernbane, konverteret til banesti. Den fører til Glyngøre (vandredag 410), i sin tid med færgeforbindelse til Nykøbing Mors.
Det sidste stykke ind til Skive går under vejbroer og på skrænten ud mod engene og åen syd for byen. Det er Karup Å, der her, under navn af Skive Å, bred og vandfuld flyder det sidste stykke ud til Skive Fjord (vandredag 278). Der er en smuk solnedgang over engene, kirkerne øverst på skrænten ligger i kold skygge. Banestien stiger den sidste stykke op til kanten af den store kirkegård, og så er jeg ankommet til banegården i Skive.
Eduardo Mendoza: Transbordo en Moscú, 24-150.
Jyske Vandreture 