Horsens-Vejle (433).

Udklip433

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Horsens-Vejle, 39 km (433).
Søndag den 6. marts 2022.

Det er endnu en smuk vandredag med høj blå himmel, vindstille og temperatur over frysepunktet. Jeg begynder dagens tur med at gå gennem viadukten fra Horsens banegård og ud i parken ved den gamle herregård Bygholm.
Skræppende gæs flyver lavt over hovedet. Bygholm Å løber øst om parken, der er opdelt i plæner, små søer og damme, med træer der står i hegn snarere end som skov. Der er rimfrost på plænerne og is på dammene. Gæssene har spredt sig ud i grupper på to-tre stykker, mens mågerne har samlet sig i en stor flok, stående på isen. En enkelt hættemåge er begyndt at anlægge den sorte hætte, men de fleste er stadig i vinterdragt med et hvid hoved og en sort øreplet. Som jeg går forbi de smukke gamle godsbygninger, der nu udgør Bygholm Parkhotel, får jeg øje på et andet af de tidlige forårstegn, rød hestehov på bredden af en dam, endnu kun blomsterstanderne over jorden.
En asfaltsti fører fra parken over til Bygholm Sø (vandredag 184), hvor jeg følger skovstien på sydsiden af søen mod vest. Store del af søen, især de mange små vige, er dækket af tynd is, der nogen steder er glasklar, andre steder står med et anstrøg af hvid rimfrost. Solen står lavt i sydøst, så jeg går ad frosne skovveje gennem gammel løvskov, der kaster lang skygge over søen.
Små troldænder har indtaget de nærmeste partier med åbent vand, men det er ovre på den anden side af søen, at tingene sker: En stor rågeflok er i gang med at flytte ind i kolonien i trækronernes øverste luftlag, og det går ikke stille for sig. De sorte fugle flyver i rutefart til og fra kolonien, og de hæse skrig derovre kan høres langt omkring.
Søen er omgivet af en smal bræmme skov hele vejen rundt, bortset fra bebyggelsen i det nordøstlige hjørne. I vest fører en sti videre langs åen og under motorvejen. Her fortsætter den som markvej på den høje skrænt ned mod åen. Bevoksningen skjuler dog som oftest vandløbet dernede. Skræntens vegetation er et usikkert sted imellem skov og krat. Der er høje gamle løvtræer, nogle af dem med et imponerende vedbenddække, men de er få, og der er langt imellem dem. I stedet er der et tæt krat i flere meters højde.
Som jeg kommer frem, opstår der dog bedre udsigtsmuligheder, og da jeg når Kørup Bro er der frit udsyn over grønne enge og en smukt slynget å. Desværre er det et paradis på lånt tid. Et skilt fra facebookgruppen Bevarelsen af Bygholm Ådal – Kørup Enge, fortæller. at kommunen planlægger (og siden rent faktisk har vedtaget) en omfartsvej, som omfatter en lang bro hen over engene.
I dag er idyllen dog intakt. Herefordkvæg græsser nær brinken, og en skarv overvåger det hele fra den øverste gren i et udgået træ. Jeg forlader den lave, smalle ådal med et langt blik tilbage på den slyngede å, der glitrer blåt under vintersolen. Forude venter mange kilometers vandring på asfalt.
I første omgang går jeg et kort stykke mod nord, og derefter stik vest. I begyndelsen er der viber i luften, snart overtages luftrummet dog af cirklende musvåger med skarpe skrig. En tårnfalk hviler på en høj plads i et langt hegn. Mod nord, øverst på en skrænt, ligger herregården Tamdrup Bisgård, med sort og hvid bindingsværk og røde tegltage. Som navnet antyder, Bisgård – Bispens gård – har gården en fortid som kirkegods. Bag den, tredive meter højere i terrænet, ses da også Tamdrup Kirke, frit beliggende på egnens højeste punkt.
Landsbyerne er små herude. Det er overvejende dyrket land, let kuperet plateau, hvor åerne bliver til bække, og dalene bliver til lavninger, jo længere væk fra kysten, jeg kommer. Jeg runder Klaks Mølle og den isdækkede mølledam, drejer mod syd og går med solen i øjnene ad små veje mod Vejle.
I det åbne landskab og det gode vejr kan jeg se langt omkring. Der er sorte råger på markerne og hvidkalkede kirkemure i det fjerne. I nordøst kan jeg stadig se Tamdrup Kirke, i vest ses Hornborg Kirke, og forude venter endnu en hvid landsbykirke. Kirken i Korning er dog lidt anderledes: Dens spir er en løgkuppel. Det er en erindring om den tid, hvor landsbykirkerne kunne være ejet eller vedligeholdt af lokale godsejere. I dette tilfælde drejer det sig om Gerhardt de Lichtenberg, i syttenhundredtallet en hovedrig og adlet købmand fra Horsens. Og en mand med en svaghed for løgkupler, de blev anbragt på hans gods Engelsborg, små tredive kilometer herfra, og på adskillige af de kirker han lod renovere (vandredag 245).
Som jeg fortsætter mod syd, passerer jeg i nogen afstand et par mindre skovstykker, som har overlevet på skrænterne omkring et vandløb. Der ligger en lille herregård derover, Merringgård, nær skovbrynet, som de Lichtenberg også ejede i sin tid. Inden for de senere år har dens små skove nydt en vis berømmelse blandt fugleinteresserede. Den smukke rovfugl, rød glente, er blevet mere almindelig i Danmark, og er endda begyndt at overvintre i betydeligt omfang. I nogle tilfælde samles de i større flokke til natterest, ligesom kragefugle. Muligvis for at kunne lukrere på artsfællers viden om, hvor de mest lovende ådsler findes til næste dags frokost. For få år siden blev der registreret mere end hundrede røde glenter på en vinterdag lige netop her. De senere år har fuglene dog spredt sig ud i mindre flokke over et større opland. Jeg har selv haft lejlighed til at opleve glenter samles til natterest på Djursland (vandredag 390), og det er et flot syn at opleve de store rovfugle trække ind i små flokke, som styret af et usynligt kaldesignal.
Landsbyerne vokser sig større, som jeg vandrer mod syd, krydser motorvejen og svinger mod vest, indtil jeg når Vejles østlige industrikvarterer. En dyb kile af skov skiller forstaden Bredballe fra Vejles øvrige bymasse. På trods af at landskabet har virket fladt, siden jeg forlod Bygholm Å, har det alligevel løftet sig op i firs meters højde. Nu, hvor jeg står på kanten af Vejle Fjord, falder terrænet stejlt ned mod havniveau.
Som det ofte tilfældet, er det på en kløfts stejle sider, at skoven har fået lov at overleve. Lange, velholdte stier følger en bæk ned mod fjorden. Solen står lavt i sydvest, og skoven ligger hen i dyb skygge, kun på de vestvendte skrænter falder der skarpt sollys ned. Det er en smuk skov, mange høje graner, gammel bøgeskov og krogede egetræer andre steder. På trods af byens nærhed møder jeg kun et par spadserende og en enkelt rytter på vej ned mod kysten.
Det viser sig, at søndagens mange skovgæster næsten alle foretrækker den tilstødende Nørreskovs dyrehave, hvor der til gengæld ikke er en eneste hjort at se. Fra stien højt på skråningen har jeg lejlighedsvist fine glimt udover fjorden, jeg går under Vejle Fjordbroen, og benytter snart efter lejligheden til at forlade skoven og i stedet gå det sidste stykke langs den blå fjord. Yderst på havnefronten ligger Bølgen, et sammenhængende byggeri udformet som fem bølgetoppe. Bygningerne er kridhvide, men den dybe skygge lægger blå toner over dem.
Adskillige tog kører forbi på jernbanen langs kystvejen. Men selv på en søndag er der tre tog i timen til Århus, og jeg skal da heller ikke vente længe, da jeg ankommer til banegården i Vejle.

Eduardo Mendoza: Transbordo en Moscú, 1-24.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s