Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Lübeck-Ratzeburg, 37 km (442).
Fredag den 13. maj 2022.
Det er en overskyet dag, med let regn indimellem. Lübecks gamle bydel tog sig smukkere ud i solskinnet i går eftermiddags, da jeg gik en tur på den ø i floden Trave, som huser den ældste del af byen. Området er på UNESCOs verdensarvliste. Mest berømt er den gamle byport Holstentor, som jeg nu passerer, for dernæst at følge gaderne langs floden mod syd, indtil jeg forlader øen ved Mühlenteich, Mølledammen, hvor byens domkirke spejler sig smukt i vandoverfladen.
En kort strækning må jeg følge en travl indfaldsvej, indtil jeg kan komme ind på stierne langs floden Wakenitz. Det fredede område er forsynet med en velanlagt vandresti, der følger floden mod syd. Tavler med informationsmateriale omtaler Wakenitz som Amazonas des Nordens. Der er selvsagt at tage munden rigeligt fuld, men det er bestemt et speciel område. Floden er bred, her nær udløbet i Trave, den er kantet af løvskov i næsten hele dens korte længde.
Som jeg begynder min vandring, møder jeg mange cyklister, motionister og hundeluftere, mere end en barnevogn, men så snart jeg kommer længere væk fra Lübeck og dens forstæder og kolonihaver, har jeg over lange stræk stien for mig selv. Det er Store Bededag, en særlig dansk helligdag, der i sin tid blev skabt som erstatning for en større mængde sløjfede helligdage, i Tyskland er det en almindelig hverdag.
Der er ænder og gæs, blishøns og svaner ude på vandet. Små flokke af grågæs græsser på de enge, der her og der åbnes i skoven. Foldene er små, der er aldrig mere end en håndfuld køer eller heste derinde. Store piletræer med stammer, hvor barken har dybe furer, kanter floden, mange af dem er stynede. På den mere tørre jord er der bøg eller eg. Som jeg kommer længere mod syd får skoven dog et stadigt vildere præg, store partier er sumpskov med elletræer og andet, hvor træerne over store områder står med rødderne i sort, stillestående vand. Samtidig tvinges stien ofte længere væk fra floden og et uigennemtrængeligt krat står som en mur omkring floden. I sæsonen er der turistsejlads med fladbundede pramme derude, uden tvivl den eneste komfortable måde at færdes langt flodbredden.
Snart må stien op på højere terræn og endda ud af skoven og ud på åben land. Der lyder trompeteren over mit hoved, og jeg ser to små grupper af traner flyve over mit hoved, fire fugle i den første, tre i den anden gruppe. Nordtyskland er et stort rastested for traner (vandredag 337), men der er også en fast ynglebestand. Jeg følger den afmærkede sti over dyrket land. En stor flok små brune frilandshøns har deres egen fold, og et skilt viser af til et besøgslandbrug.
Alliker og krager nyder foråret og overfloden af føde på markerne. I Danmark er gråkragen den dominerende underart, men hernede er det den sorte underart, man ser. Vandrestien fører ganske kort tilbage til vandløbets bred. Det skyldes motorvejen syd for Lübeck, der på en bro fører hen over ådalen omkring Wakenitz, hvilket giver mulighed for at stien kan passere motorvejen, under broen.
Snart efter får jeg dog også muligheden for at passere floden, da jeg forlader den afmærkede rute og følge en ganske smal landevej ned i ådalen, tilbage i sumpskoven. Landevejen ender blindt, men er forlænget med en nyere og ganske smal sti for cyklister og fodgængere, der fører frem til en grusvej op ad ådalen. Det ejendommelige forløb skyldes, at det er den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland, og den nuværende grænse mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern. En jernskulptur og et blomstrende kirsebærtræ markerer den gamle grænse.
jeg krydser en høj træbro over Wakenitz, og som jeg kommer op fra ådalens sumpskov møder jeg åbent land med dyrkede marker til den ene side og overdrev til den anden. Jorden er sandet, og der er spredt bevoksning af små gyvel i vejkanten, med klaser af gule blomster rakt om mod himlen.
Området er tyndt befolket, jeg når frem til smal landevej mod syd, med adskillige kilometer til nærmeste landsby. Nogle få biler passerer, men jeg møder hverken cyklister eller vandrere, til gengæld ser jeg et par gange rådyr, der græsser upåvirket ikke langt fra vejen. Vejen løber, hvor bakkesiden går over i fladere land, hvor der er store rapsmarker. Jeg har et smukt udblik over ådalen, og fra det højeste sted kan jeg få et glimt af Ratzeburger See, den store sø mod syd.
Jeg finder kikkerten frem og gør holdt, mens jeg afsøger dalbunden. Der er store fugle dernede. Traner viser det sig at være. Det kunne have været noget mere eksotisk, for stedet her, Kammerbruch, er hjemsted for Europas eneste bestand af fritlevende strudse. Det drejer sig om nanduer, en art der naturligt er hjemmehørende på den argentinske pampas. I år 2000 undslap en flok fra en nærliggende strudsefarm. Forventningen var, at de hurtigt ville dø ud, men til alles overraskelse klarede de sig glimrende. Tilmed havde de held til at forvilde sig ind i et naturbeskyttelsesområde, med svært tilgængelig sumpskov, delt mellem to tyske delstater. Og lige som i Danmark er en dyreart fredet i Tyskland, hvis den ikke har en jagttid. Ikke har rigtig vidst, hvad man skulle gøre med dem. Øjensynlig er de ikke til skade for indfødt dyreliv på samme måde som mårhund eller vaskebjørn. Efter en særlig gunstig sommer, der var lang og tør, toppede bestanden med mere end femhundrede fugle, men siden har man fundet frem til en begrænset afskydning, så nu er bestanden nede på en to-trehundrede stykker.
I dag får jeg dem dog ikke at se, i stedet må jeg nøjes med at glæde mig over tranerne, og den røde glente, der pludselig glider ind i fokus, overraskende tæt på, og med den trekantede hale knivskarpt aftegnet.
Jeg vandrer videre mod syd, passerer en enkelt landsby, og kommer så ind i skræntskoven på østsiden af Ratzeburger See. Det er høj bøgeskov, klædt i lysegrønt løv fra top til nå. Søens nærhed er tydelig gennem grenværket og henover en bræmme af rørskov. Et egentligt uspoleret blik over søen, får jeg dog først, da jeg nærmer mig dagens endemål, Ratzeburg.
Byen er opstået på en ø ude i søen, der siden er blevet forbundet med tre dæmninger til både øst- og vestbredden af søen. Siden er der opstået langt større bebyggelser på begge disse sider, mens den ældste bydel nu kaldes Inselstadt Ratzeburg. Domkirken derovre tegner sig i smuk profil, med små marinaer for foden, og sejlbåde med hvide sejl på vandet.
Jeg følger dæmningen over til ø-byen, blot for at gå den korte strækning over øen og videre ad dæmningen til den vestlige bred. En mere støt regn er begyndt. Byens togstation ligger en lang og stejl kilometer inde i landet. Det er praktisk for toget, der ikke skal forcere en stejl ned- eller opstigning, men også noget der får de ømme muskler til at kunne mærkes efter en lang vandredag.
Til sidst når jeg dog frem til den lille station, der på en hverdag har halvtimesdrift mellem til Lübeck. Tyve minutter tager den korte tur med regionaltoget, inden jeg ankommer til Lübeck samtidig med sen eftermiddagssol over hansestaden.
Ryszard Kapuściński: Imperium, 148-337.
Sven Regener: Glitterschnitter, 1-101.
Jyske Vandreture 