Ratzeburg-Lübeck (443)

Udklip443

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ratzeburg-Lübeck, 38 km (443).
Lørdag den 14. maj 2022.

Min vandredag starter, hvor den sluttede i går (vandredag 442), på den lille togstation, højt på bakken i udkanten af Ratzeburg, syd for Lübeck. Himlen er lidt grå, men snart klarer det op til e dag med langt bedre vejr end i går, en hel del sol, tørt og varmt nok til straks at putte jakken i rygsækken.
Med friske ben har jeg en anderledes behagelig tur ned ad bakken til søen, Ratzeburger See, hvor den ældste del af Ratzeburg ligger på en ø, forbundet med tre dæmninger til fastlandet. I dag skal jeg gå til Lübeck i nord, mere eller mindre den modsatte rute i forhold til i går. dog ikke ad den korteste vej. Dæmninger afskærer den sydligste femtedel af søen, der bærer navnet Küchensee. Jeg vil først runde den lille skovomkransede sø først og dernæst gå mod nord.
Dæmningen kantes af en flot allé, og der er et fint blik ud over søen, hvor den dominerende bygning på øen er domkirken. Som jeg kommer til den trekantede by-ø passerer jeg først en lille havn med små fiskerbåde, dernæst plæner og park med tilhørende café og ishus. Jeg følger bredden forbi lystbådebroer og byens rådhus med tre citrongule fløje foran knæhøje hække, tæt klippede med lige linjer og skarpe kanter.
Mindre gader fører frem til domkirken, der ligger højt på en bakke på øens nordligste punkt. Fra et udkigspunkt kan jeg se hen over lystbåde og søen til de skovklædte skrænter, hvor jeg vandrede i går. Domkirken står med røde mursten, tårnet er under renovering, kapslet ind af høje stilladser. Foran kirken troner en skulptur af en løve på en høj piedestal. Den lokale adelsslægt har sat den til minde om familiens prominente middelalderfyrste Henrik Løve. Han var lejlighedsvist allieret med den danske konge Valdemar d. Store i dennes korstog/ekspansionspolitik over for de ikke-kristne slaviske folkeslag, venderne, der førte til erobringen af Rügen og vendernes fæstning på Kap Arkona (vandredag 320).
Slesvig-Holsten var dengang grænseland mellem danskere, tyskere og slaviske folkesprog (og dertil frisere ved vestkysten). Stednavnene Lübeck, Wakenitz og Ratzeburg har alle vendiske rødder. Smalle gader fører mig mod syd, indtil jeg når plænerne ud mod Küchensee, med udsigt til skovene i syd. Herfra fører en ganske smal dæmning med en fodgænger- og cykelsti over til fastlandet i øst. Oprindelig lå her en smalsporstogbane, der bandt lokaltransport til togstationen oppe på bakken. Kleinbahn var lidt af en tysk specialitet. Der er bevaret en veteranbane på Rügen med tilnavnet der Rasende Roland, komplet med damplokomotiv, skingrende togfløjte og sorte skorstensskyer (vandredag 322). Ved Salten Langsø, syd for Ry, kan man stadigt se de nedfældede skinner fra den smalsporsbane til ammunitionstranport, som var en del af den lille luftbase tyskerne anlagde her under Anden Verdenskrig (vandredag 138).
Umiddelbart nord for kleinbahndæmningen, ligger den bredere dæmning, der førte mig over søen i går. Königsdamm, Kongedæmningen hedder den, den er opkaldt efter den danske konge Frederik d. 7., der også var til stede da dæmningen blev navngivet i 1854. Dette skyldes at området, dengang det selvstændige hertugdømme Lauenburg, fra 1815-1864 var under den danske krone. Efter Danmark havnede på den tabende side af Napoleonskrigene, blev Norge afstået til Sverige. I kompensation fik man det lille landområde Svensk Forpommern, som promte blev byttet til Prøjsen for Lauenburg, der stødte op til Holsten. Efter 1864 gik det hele så tabt, og prøjserne lagde Lauenburg ind under Holsten, som efter Anden Verdenskrig blev slået sammen med Schleswig.
Den gamle togdæmning bringer mig over til fastlandet og straks ind i skræntskovene langs søen. Det er gammel bøgeskov med smukt lysegrønt løv og et dybt kig ind i den åbne underskov. Nogle af træstammer bærer et Sankt Andreas-kors, mellem venner “et hvidmalet kryds”, der markerer en europæisk fjernvandrevej. Ifølge mit kort faktisk tre, E1, E6 og E9, på det korte stræk, hvor jeg følger den afmærkede rute. Alt ånder ro og idyl, som jeg snart får syn for. Et halvt hundrede meter fremme ser jeg en hare på skovstien. Den ser også mig, men i stedet for at stikke af, nærmer dens sig hurtigt med lange, lydløse hop, indtil den blot er en meter fra mig. Jeg venter halvt, at den skal kravle op ad mit bukseben, som man kan opleve det med de frække egern i Londons parker. I stedet giver haren sig god tid til at se mig an, inden den forsvinder uden nogen form for hast.
Umærkeligt trækker stien ud mod søen, hvor lange, lige rækker af plasticbolde markerer ro-baner. Undervejs passerer jeg en træbro over et større tilløb til søen. Det er kunstigt skabt, en kanal fra Schaalsee i sydøst. Området her er en del af Lauenburgischer Seenplatte. Seenplatte er en speciel tysk betegnelse for et område med en stor mængde søer og damme. De to største søer er Ratzeburger See og Schaalsee. Der er naturligvis ingen godstransport på vandvejene mere, derimod turbåde, hvor der er muligt, og dertil Wasserwandern, et vidunderligt tysk udtryk for kanosejlads.
Jeg runder sydspidsen af søen, hvor terrænet er fladt og fugtigt, fordi det også er bunden af ådalen, og snart er jeg på vej mod nord. En gammel vandmølle, med et vist fabrikspræg er bevaret. Vandmøller var drivkraften for den tidligste fase af europæisk industrialisering, før dampkraften. Hærvejen i Sønderjylland løber hen over gårdspladsen på et fint eksemplar af slagsen i Tørning, vest for Haderslev (vandredag 153).
Snart er jeg tilbage på skovveje gennem skrænternes bøgeskov med de lejlighedsvise glimt over søen. Jeg har hørt smuk fuglesang hele tiden, suppleret af en enkelt gøg og de knapt så musikalske ytringer fra vandfugle. Nu hører jeg pludseligt ravneskrig, højlydte, uden afbrydelse, tæt på. For en sjælden gang skyld lykkedes det mig faktisk at få et godt langt kig på et sort ravnepar, siddende på en lavt hængende bøgegren.
De kløgtige fugle plejer ellers nok at sætte pris på afstand til mennesker. I sin tid blev de især på godser bekæmpet som skadedyr, rovtøj, der tog fugle- og hareunger som bestemt for den noblere død foran en aristokrats gevær. Åbenbart er de tider længst glemt her. Kampen mod rovtøj og tyvepak går dog videre med uformindsket styrke, ved de små parkeringspladser er der opsat skilte af den type, vi også kender i Danmark: Tøm bilen før tyven gør det!
Endnu engang når jeg frem til dæmningen over til Ratzeburg, denne gang krydser jeg dog blot vejen og fortsætter ad stien nord for, hvor park snart går over i skov. Fra vestbredden kan jeg igen se domkirken i profil, en spinkel sejlbåd på vandet giver en hjælpsom fornemmelse af størrelsesforhold.
I forhold til den anden side af søen er der flere små landsbyer, dertil adskillige sejlklubber med små lystbådebroer, og nogle få kiosker, caféer o.l. henvendt til besøgende. Gæs og ænder og lappedykkere og skalleslugere holder til nær søbredden og dens smalle rørskove. Et svane ruger på en rede, bygget klods opad en bådebro. Også på søens overflade er der mere trafik, en lille fiskerbåd, mange små sejlbåde med hvide sejl, en par surfere med et mere kulørt farvevalg til sejlene, og endog enkelte badende.
Som jeg nærmer mig nordenden af søen kan jeg se den lange bakkekam med gule rapsmarker, hvor jeg gik i går, hæve sig over bøgeskovens lysegrønne og søens blå. Længst mod nord når jeg frem til det sted, hvor floden Wakenitz opstår som udløb fra søen. Floden er kun et dusin kilometer lang, men således født bred og med stor vandføring, og den lægger kun på inden den udmunder i Trave ved Lübeck. En restaurant holder til i et gammelt færgehus, smalle konkurrencerobåde med årerne klappet ind som vinger, ligger på rad og række langs et kort stræk med bolværk, og en stålbro fører landevejen over floden.
Jeg går et kort stykke langs landevejen, indtil jeg kan komme ind på den velanlagte vandresti, der fører langs Wakenitz til Lübeck. På denne strækning er floden dog barrikaderet bag fugtige enge, sumpskov og krat, så stien går højere på bakkesiden, gennem bøgeskov med en afstikker over åbent agerland. Der er sparsom bebyggelse her, tre æsler deler en fold bag den eneste gård, jeg passerer, inden jeg følger en sti langs et skovbryn kantet af høje gamle egetræer.
Her krydser jeg mit eget spor fra gårsdagen vandring og slår straks ind på den samme rute, i det mindste den næste kilometer. Ad små veje, der krydser sumpskoven på dalbunden, forbi mindesmærket der viser hvor Jerntæppet mellem Øst- og Vesttyskland engang løb, over den høje træbro over den ellers utilgængelige Wakenitz, og op ad grusvejen, indtil jeg igen står på åbent land oven for dalen og uden for skoven, og nu i Mecklenburg-Vorpommern.
I går gik jeg mod syd, i dag fortsætter jeg mod nord, ad en grusvej og langs et overdrev. Overdrevet er hegnet ind, folden er tom, men der hænger små hvide uldtotter på pigtrådshegnet, blomstrende gule gyvel føje deres egne torne til i vejkanten. Grusvejen bliver hurtigt ringere, først til jordvej, så rent hjulspor og endeligt tilgroet hjulspor, som ender brat ud mod indhegningen langs en travl motorvej.
Det er lidt af en bet for mig, for mit vandrekort viser mulighed for at krydse motorvejen her og gå videre ad en såkaldt Kolonnenweg. På kortet er en spinkel, men autoritativ, rød streg som viser forløbet. Hm, jeg går en smule tilbage i mit eget spor og bliver opmærksom på en smal trampesti gennem krat, som jeg fuldstændigt overså før. Det er blot en håndsbredde slidspor. Indtrykket af dyreveksel forstærkes af en plasticlamineret besked, der meddeler vildtovervågning med kamera, men bedyrer en aldeles manglende interesse for de tobenede.
Stien fører gennem krat og hen til en faunapassage, der er en halvtreds meter bred bro henover motorvejen, belagt med jord og skærmet med høje plankeværk. Nord for faunapassagen kommer jeg ud på åben land, sandet, overdrevsagtigt. Med noget besvær finder jeg frem til et næsten forsvundet hjulspor og går mod nord. Overdrevet med lavt, sparsomt græs løber som en bred stribe, kantet ind mellem skov. Det hele gør et underligt kunstigt indtryk, og det går kun langsomt op for mig, hvad det er.
Det er den østtyske side af det forsvundne jerntæppe. Kolonnenweg, viser det sig, var en primitiv vej, der løb i den afspærrede zone på den østtyske side af grænsen, og tjente til hurtigt at kunne bringe militær frem til et hvilket som helst punkt langs grænsen. Overdrevet er uden tvivl kunstigt skabt ved træfældning som et åbent rum til brug for overvågning og pågribelse af østtyske grænseoverløbere.
I dag gør det et anderledes fredsommeligt indtryk, også selv om jeg vandrer videre og bliver mødt af et stort spektakel fra en halv snes ravne. De flyver ophidsede og højlydte frem og tilbage, en eller to ad gangen og gør kun korte stop i trætoppenes øverste grene, øjensynligt blinde for alt omkring sig. I yngleperioden hævder ravnepar territorium, men ofte kan de fugle, måske ungfugle fra sidste år, der ikke har styrke til at forsvare et territorium søge sammen i grupper. Det gør dem i stand til at søge føde på ynglepars territorium, eftersom de stærkere fugle ikke kan jage dem alle sammen væk på én gang.
Størrelsen får området til at virke øde, men der er alligevel en vis trafik af lokale. Et par piger giver deres afsadlede heste et hvil, et af de store dyr ruller sig på ryggen i græsset under pigens hjælpeløse protester. En lille gruppe på to mænd og to kvinder lufter hunde, alle fire sidder på hver sin handicapscooter, inden jeg når der hen, kører de derfra, i en lang linje på hjulsporet, mens hundene, en sort labrador og en gul retriever løber fornøjede ved siden af. En snes vandrere, ældre og gråhårede, går i sluttet gruppe ad et tilstødende hjulspor.
Kolonnevejen fører mig frem til en af Lübecks yderste forstæder, Herrnburg, og herfra følger jeg en indfaldsvej ind mod centrum. Bebyggelsen bliver hurtigt tættere, og inden længe har jeg fortov under støvlerne. Jeg krydser gennem den gamle bydel, passerer endnu engang Holstentor, og er snart ved vejs ende.

Sven Regener: Glitterschnitter, 101-334.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s