59. Tøndermarsken.

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Tøndermarsken, 31,0 km.
Mandag den 1. september, 2014.

I dag bliver min sidste vandredag på Drivvejen. Den stopper nemlig ved grænsen, og der er jeg næsten. For at få en længere tur ud af det fortsætter jeg derefter ad stier i Tøndermarken, som jeg har fundet på Tønder Kommunes hjemmeside. Et smut ind i Tyskland bliver der også plads til.
Jeg kunne have ønsket mig bedre vejr til denne tur. Det bliver endnu en solløs vandredag under en vandtung himmel med masser af støvregn og lejlighedsvise byger. Tønderfestivalen sluttede dagen før, og folk er i fuld gang med oprydningen. Festivalen har inddraget store dele af terrænet syd for banegården, de bynære marker står stadig med telte og campingvogne, og jeg er nødt til at gå en omvej i en stor bue mod sydøst og følge et dige indtil jeg kommer frem til det afmærkede stræk af Drivvejen lige syd for byen. Disse første kilometer har jeg gået for år tilbage, da jeg gik Grænseruten fra Flensburg til Højer. Det er en grusvej, der går klods op ad jernbanen fra Tønder til Niebüll, så af og til passerer et af de velkendte grønne Arrivatog. De kører strækningen i forlængelse af regionalruten fra Esbjerg til Tønder.
Fra banedæmningen har man et glimrende udsyn over marsklandets våde enge. Der er får og kvæg på græs, og her og der ligger enlige gårde på de kunstige forhøjninger, værfter, der var det oprindelige værn mod højvande og stormflod. Så langt inde i landet er marsken inddelt i såkaldte koger, dvs inddigede marskområder hvor vandstanden er reguleret med sluser og pumpestationer, og hvor der ikke længere foregår naturlig marskdannelse.
Kort før grænsen krydser jeg jernbanen og går mod øst ad en smal asfaltvej. Den fører til grænseovergangen syd for Sæd, hvor Sønderå danner skellet. Tyskene markerer den med et skilt, der annoncerer egnen som Das Echte Norden, Nordfrisien i Schleswig-Holstein. Danskerne har de fem nordiske flag vejende fra flagstænger. Der er en idyllisk gammel grænsestation, lige ved siden af en grillbar der annoncerer på både dansk og tysk med henholdsvist hotdog og currywurst.
Jeg går et stykke tilbage ad den vej, jeg kom fra, men hvor diget ved åen kommer nær vejen, stiger jeg op på digekronen og kommer til at gå langs oversvømmede enge. En stor flok blishøns holder til derude: da de ser mig begynder de i samlet flok at løbe henover vandoverfladen. De pisker hvidt skum op, men beslutter sig så kollektivt for ikke at gå på vingerne og falder til ro igen.
Efter at have krydset jernbanen og fortsat langs et dige får jeg lejlighed til at se noget, jeg har ventet på gennem de sidste vandredage gennem underligt kragetomme landskaber: sortkrager. Den europæiske krage findes i to adskilte underarter, hvis udbredelsesgrænse går gennem Sønderjylland. Sortkragen (Corvus corone corone) har en vestlig udbredelse, Den Iberiske Halvø, Frankrig, Benelux, store dele af Tyskland og Storbritannien, og altså en bid af Danmark. Gråkragen, (Corvus corone cornix) råder over resten af kontinentet. Hidtil har jeg kun set en enkelt ihjelkørt sortkrage, og silhuetter af mørke kragefugle, som jeg ikke har kunnet identificere med sikkerhed (sortkragen minder slående om en råge, men sidstnævnte har et karakteristisk nøgent parti ved næbbet). Nu står jeg med diget i ryggen og kikkerten i hånden og ser ud over en øde kornmark, hvor store bigballer står tilbage på stubmarken. Nogle få sortkrager sidder øverst på en bigballe, som var det blot en indbilsk hegnspæl, andre mobber en rovfugl i luften. En gråblå rovfugl, en kærhøg, en han, også et sjældent syn for mig. En af kragerne tager en inspektionstur hen over mig, og snart fortrækker de til den fjerneste ende af marken.
Jeg går videre langs diget, på de oversvømmede enge på den anden side af det er der mængder af ænder og svaner, en lille vibeflok passerer over mig, spurveflokke holder til i de få lave træer og tager af til en rundtur. På min side er der sortbrogede køer og gårde i det fjerne.
Jeg kommer op på landevejen mod Aventoft i Tyskland. I den lille by er der et stort udbyd af grænsebutikker, der alle skilter med danske priser og tilbud på slik. Min vej går ad Aventofter Landstraße mod Rudbøl Sø (Ruttebüller See). Over alt er der ophængt plakater med protester med CO2-deponering og fracking. Ved Rudbøl er de fem nordiske faner igen hejst op til velkomst. Herfra går jeg ad diger hele vejen til Tønder, det første lange stykke med flot udsigt over Magisterkogen. Kort efter grænseovergangen ved Aventoft/Møllehus mødes Sønderå og Vidåen, og vandføringen er betragtelig. Der er masser af vandfugle derude. Fra tagrørene løfter en rovfugl sig pludseligt og forsvinder lydløst over markerne. En stor mørkebrun rovfugl med gul kalot, en rørhøg. Længere fremme er der en fiskehejre i luften, og jeg ser endnu en kærhøg, denne gang en brun hun. Et par småflokke af sortkrager er der også. Jeg passerer endnu en gang landevejen mod Aventoft, denne gang ved broen over Vidåen, hvor der også ligger en roklub og lidt længere henne en gammel pumpestation, hvor der også skæres grøde og tagrør.
Det sidste stræk frem mod Tønder går på et højt dige, hvor de oversvømmede enge har bredt sig til en sø, og døde træer står tilbage. Denne gang kan jeg lettere finde vej gennem det inddragede festivalareal, og jeg når et tog med to minutter igen.

Notes of a Native Son, 105-149.
Mette Dalsgaard: Lad os blive som Solen, 1-216.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s