klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Tønder-Tinglev, 32,7 km.
Lørdag den 6. september, 2014.
Det er mindre end tre uger siden, jeg gik gennem plantagen ved Brøns, klods op ad den lyngkantede jernbanes rustne skinner. Den dag stod lyngen lysende lilla i fuldt flor, men i dag kan jeg se fra toget, at det meste af lyngen står brun og afblomstret tilbage. Og det er ikke det eneste, der er under hastig afblomstring her på egnen. Også Tønderfestivalens område lige syd for banegården står stadigt mere afpillet tilbage, om end der stadigt står en del tilbage, både på festivalpladsen og på campingarealerne.
Det er en overskyet dag. Egentlig havde meteorologerne lovet mest sol i dag, men i sidste øjeblik har de tilføjet “en mulighed for skybrud”. Heldigvis for mig viser det sig at skybruddet går i land højere oppe omkring Skjern. Alligevel er det en dag mærket af høj luftighed og temperatur op mod 25°C, og selv om det trods alt bliver til et par timers støt og rolig regn, kan jeg gå i t-shirt under regnslaget og stadigt føle det varmt.
Min tur begynder med den velkendte tur ud i Tøndermarsken ad grusvejen på toppen af banedæmningen. På vejen ser jeg et par gråkrager, og jeg trøster mig med, at de nok ikke ved bedre, og det varer da heller ikke længe, før jeg får øje på en betragtelig flok sortkrager ude på en nyharvet kornmark i kogen. Med kikkerten i hånden kan jeg fastslå, at det er sortkrager og ikke råger. Kragefugle regnes for den intelligenteste gruppe fugle (sammen med papegøjer). Nogle forskere omtaler dem således som “flyvende aber”. En følge af denne kløgt viser sig ved, at mens man i byen kan komme så tæt som en meter på en krage, så letter de på flere hundrede meters afstand i det åbne land, hvor folk kan svinge en haglbøsse med større frihed end på et fortov. Muligvis er kragerne klog af skade… Så tættere på kommer jeg altså ikke, og mit kamera med dets sølle 3 x optisk zoom plus digitalt zoom kan umuligt yde fuglene retfærdighed.
En kilometer længere fremme drejer jeg mod øst og går ad en lille asfaltvej mod Sæd. Flere af gårdene holder gæs, og der er heste og kvæg på markerne. I det fjerne står Tønders silhuet tydeligt med dets vandtårn og et kirketårn under renovering, der er pakket ind, som havde Christo været forbi. Både hunde og køer registrerer uundgåeligt på, at jeg kommer forbi, og føjer ofte deres egen lyd til. Men hvor hunde uvægerligt reagerer med begejstret hysteri, indtil de løber tør for luft, så har køerne en anden rytme, en sindig, insisterende gentagelse, som en mand der hugger brænde eller ror en båd, og deres muh’en høres længe efter, at jeg har passeret.
En fire-fem sortkrager cirkulerer omkring en standplads i en gruppe høje træer, og der er store spurveflokke i luften, i og trækronerne, hvorfra deres højlydte kvidren fylder luften og smelter sammen til en intens elektrisk summen, der næsten kan mærkes fysisk. Rønnebærrene står røde og danner lange røde bånd i læhegnene. Visnende blade giver andre trækroner en spættet fremtoning af gult og grønt.
Landskabet er fladt og kaldes stadig for koger på kortet, men som jeg kommer længere ind i landet mærkes det alligevel, som om der er en svag stigning mod øst. Digerne falder væk, de drængrøfter, der før var brede og stod fulde af brunt vand, er med den lavere grundvandsstand snævre og overgroede med siv her; der kommer stadigt mere majs på markerne, så af og til går jeg ad lange veje, med høje plankeværker af høj majs på begge sider. Egentlige bakker er her ikke, men dog stræk af lavt, løftet land, som dønningerne på et hav, fastholdt i jord.
Min rute slår et par store sving mod syd, og jeg står pludseligt igen ved Sønderå. Den danner ikke grænse her, hertil tjener Gammelå umiddelbart syd for. I dag krydser jeg ikke ind i Tyskland, men man mærker alligevel, at det er grænseland i kraft af de lejlighedsvise mindesten for 1. Verdenskrigs døde eller Genforeningen.
At dømme efter mængden af skilte med forbud mod lystfiskeri uden kort er der fantastisk fiskevand her i Sønderå. Åen gør et charmerende indtryk; fri for udretning, løber den i et kroget løb. Den vej, jeg går på, grusvej i begyndelsen, følger åen et langt stykke, næsten hele vejen til Rends. Da jeg gik Grænseruten for få år siden, kom jeg også hertil, fra øst dengang.
Min rute i dag på tværs af Jylland er sat sammen af forskellige cykelruter. Nu må jeg gå tre kilometer ad landevejen for at binde to af dem sammen. På denne lørdag virker den stille landevej som bygget til mere trafik. Jeg følger den til Store Jyndevad – mest kendt for hyppigt at være det varmeste sted i Danmark. Jeg kommer forbi en stor gård i rød mursten, og noget overraskende står der et skilt, som markerer den som en del af Århus Universitet. Den må være tilfaldet universitet sammen med Statens Husdyrbrugsforsøg i Foulum, da det i sin tid blev lagt ind under universitetet.
I Store Jyndevad drejer jeg ind ad en sidevej, der først byder på opstemmede mølledamme, rigeligt patineret med tagrør og belagt med ænder. En stor, dødkørt brun kat i vejkanten viser sig at være en odder, halvt ædt af maddiker allerede. Jeg stopper op ved et bænk-og-bord på noget plæne ved kanten af mølledammen, og mens jeg studerer vejen mod Tinglev på mine kort, mærker jeg pludselig en venlig hundesnude i min knælehule. En omgængelig foxterrier, vi sludrer lidt, før vi går hver til sidst.
De sidste kilometer indledes med endnu en grusvej gennem en plantage, hvor tunger af majsmarker rækker ind. En rød ræv forsvinder ind mellem de tykke stængler. En lille allé af egetræer fører frem til Kravlund, og på den anden side af landsbyen er der en allé af selje-røn næsten hele vejen til Tinglev.
Endnu strømmer åerne mod vest, men i dag har jeg passeret et trafikalt vandskel. Tønderbanen er fortid, fra nu af skal jeg med Den jydske Længdebane. Så denne aften tager rejsen hjem en time mindre end rejsen ud.
Lad os blive som Solen, 217-382.
Vasilij Aksjonov: Forbrænding, 1-86.
Jyske Vandreture 