Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Frederiks-Kjellerup, 30 km (475).
Søndag 5. marts 2023.
Det er en kold og klar dag, med en tindrende blå himmel og is på pytterne. Solen kaster et smukt lys over de hvidkalkede mure på kartoffeltyskernes gamle kirke i Fredriks. Kirken har rødt tegltag , intet tårn, men dog et senere tilføjet ophæng til kirkeklokken. Tyskerne blev inviteret hertil som kolonister i syttenhundredtallet af Frederik d. V, hvis navn bæres af byen – og af forskellige andre steder med tilknytning til dette tidlige forsøg på at opdyrke den jyske hede. Det faldt ikke så godt ud, men senere blev det meste jo lagt under plov eller plantet til med plantage. Få kilometer mod vest ligger Kongenshus, en af de bevarede rester af den store Alhede (vandredag 277).
I dag går min vandring den stik modsatte vej, mod øst, til de store plantager, der blev anlagt på den øde hede i slutningen af syttenhundredtallet. Der er tre af dem, som perler på en snor, Havredal, Stendal og Ulvedal. Efter få kilometer over flad, opdyrket hedeslette når jeg det nordvestlige hjørne af Havredal Plantage, den nordligste af de tre. Plantagen er kantet af en lang linje af løvtræer, især eg, som rækker grådige grene ud mod lyset. Der er også et lavt dige, et karakteristisk træk ved plantagerne. Oprindeligt blev digerne bygget af lyngtørv, for at holde husdyr ude. I dag fremtræder skovenes mange diger dækket med jord og grøn mos, men flere steder ses en kerne af sten.
Inde i plantager skærer statsskovens velholdte grusvej som en grøft gennem høje graner, der næsten holder sollyset ude. Naturstyrelsen har en ældre vandretursfolder fra 1988, 200-året for hedeplantningernes start, jeg veksler mellem de afmærkede vandreruter på min vej gennem plantagerne. I folderen tales der meget om plantagerne som produktionsskov, men tiderne er skiftet, og i dag er de gule vandreruter overlejret med et spindelvæv af mountainbikespor.
Det er ikke første gang, jeg har været her, et af de mest øde stræk af Hærvejen løber i gennem plantagerne (vandredag 161). Jeg slår ind på den større vandrerute, før jeg når østkanten af skoven. Stien fører igennem en lysning med mange små gravhøje, samlet kaldet for Gulhøje. De er resterne af en langt større mængde gravhøje, der formodentligt har flankeret en vigtig oldtidsvej i den tids flade åbne landskab. Ved Stenshøje, små femten kilometer nordøst herfor kan man se en tilsvarende serie små gravhøje på en hede, bevaret i åbent landskab (vandredag 192).
Videre fremme kommer jeg ind på en pløret skovvej, et enkelt sted blokeret af en væltet stamme. Mudret er frosset, de små volde, som hestesko har skubbet op i blød jord, er nu stenhårde, glasklar is dækker små damme, sort vand under den gennemsigtige hinde. Vejen svinger ned i Stendalen, som er en lang kløft, eroderet ned i plateauet. Jeg stopper op for at betragte et kildevæld neden for skrænten, da jeg bliver opmærksom på en død spurvehøg langs vejsiden. Fjerdragten er pjusket, men fuglen er endnu intakt, benene lyser gult, med dramatisk kurvede gribekløer. Et andet sted på skovbunden har den hårde frost tvunget ishår frem på råddent ved.
Jeg vandrer ned gennem Stendalen, kær og små søer dækker dalbunden. Længere fremme rejser dalsiderne sig næsten tyve meter over dalbunden. Dalen selv er ikke meget mere end hundred meter bred, så det gør et smukt og dramatisk syn, især holdt op mod det flade landskab oppe på plateauet. Jeg følger en afmærket vandresti højt på bakkesiden, Den Norske Sti hedder den. Over store stræk er de høje nåletræer fjernet fra skrænterne, så man har et imponerende syn foran sig. Som jeg tager turen tilbage langs nordsiden, i læ, med fuld indstråling mod den sydvendte dalside, føles luften pludselig varm, nærmere tyve grader, som var det en venlig aprildag.
Adskillige mountainbikere er i gang på skovvejene og det separate stinet. Der er en højtråbende vennegruppe, men eller er de tavse. En enkelt gang fanger jeg en hurtig bevægelse i øjenkrogen og ser et par rådyr i brun vinterpels hoppe over vejen, men eller er det cykelryttere i farvestrålende lycra, der nu og da tyst og pludseligt glider gennem plantagen.
Fra Den Norske Sti kommer jeg op gennem et parti lysåben bøgeskov, spinkle stammer, videre forbi en tilfrosset mose og dernæst i et stort sving mod vest. Et enkelt sted findes rester af et par ulvegrave, formodentligt anvendt i tidligere tiders store ulvejagter. Ulvejagter var beordret af kongen, de foregik over flere dage, krævede tusindvis af tvangsudskrevne bønder som klappere og mindst fjorten dages streng frost (vandredag 302). Det sidste på grund af den tids mange moser. Det var nødvendigt, at klapperne kunne passere dem på solid og fast is, ellers smuttede ulvene gennem klapperkæderne her.
Jeg når den travle landevej mod Skive og krydser over til Ulvedal Plantage for en rundtur her. Den afmærkede rute veksler mellem grusveje, trampestier og opkørte skovspor. Højdepunktet er Jens Langknivs Røverhule, som er en langdysse med mange bevarede kantsten og to markerede kamre. Jens Langkniv var en lokal Robin Hood-figur, også knyttet til kalkminen i Daugbjerg (vandredag 246). Snart er jeg tilbage ved landevejen, og som jeg går mod øst, kommer jeg ud på åbent land med solen i ryggen.
På den anden side af hovedvejen mod Vejle ligger Thorning. Et fint lille bindingsværkshus med sorte bjælker og røde tavl huser et museum for Blicher. På vej ud af byen passerer jeg kirken, hvor han var præst i flere år. Den er større end den i Fredriks, langt ældre, med et styltetårn, hvide mure, rødt tegltag. Få kilometer mod nord er digteren også mindet ved kirkerne i Vium og Lysgård og med bevarelsen af det bindingsværkshus, der husede E Bindstouw (vandredag 388).
Øst for byen bliver terrænet let kuperet, det er overgang mellem hedesletten og morænebakkerne langs Den Jyske Højderyg. I en lav ådal løber Tange Å med en bræmme af kær, på vej mod udløbet i Tange Sø, skabt ved opstemningen af Gudenåen (vandredag 387).
En bleg fuldmåne hænger lavt på himlen, solens stråler fra vest falder over nypløjede marker. En flok råger solbader i de øverste grene af et højt træ ved en gård, indimellem drysser en håndfuld fugle ned til de artsfæller der fouragerer på markerne.
Det er sidst på eftermiddagen, da jeg når Kjellerup og busstationen bag torvet med det fine lille tinghus. Der er også råger i træerne her, over alt lange skygger, nu hvor solen er forsvundet bag høje bygninger i vest.
Natalia Ginzburg, Caro Michele, 6-62.
Jyske Vandreture 