Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Sparkær-Dollerup Kirke-Viborg, 30 km (476).
Søndag den 12. marts 2023.
De sidste dages snefald i Nordjylland har kun strejfet Viborgegnen. I det åbne landskab ligger sneen blot tilbage som spredte striber. Fra perronen i Sparkær går jeg mod øst, under en sol der langsomt men sikkert taber i styrke, mens et tyndt slør af skyer vokser sig tættere. Jeg søger mod den nærliggende ådal ad grus- og jordveje gennem den skovklædte bakkeside. Jorden er bundfrossen og vejene tilisede inde i skovens skygge. Temperaturen er lige over frysepunktet, og øverst er et tyndt lag jord eller is tøet op, det giver en karakteristisk vejføling, glat og smattet på betonhårdt underlag.
En velholdt grusvej løber nederst på bakkesiden, hvor enge åbner ud mod Fiskbæk Å. Nogle få heste holder til nær foderpladsen, små tætte dyr med tyk vinterpels, stoiske i vinterkulden. Jeg når landevejen og følger den, hvor en tunge af højere land rækker ud i ådalen. Som jeg vender mig om, for at se betragte udsigten, bemærker jeg en mørk skygge i mellemgrundens knæhøje græs. Den afslører sig som en ræv, da dyret gør et pudsigt højt hop og lander med stive forben, og et hoved der skyder ned mod poterne, halen vajende bagud. Den jager mus. Jeg står på højere terræn, med vinden i mod mig, så ræven har ingen anelse om, at jeg er der. Til sidst går jeg videre, uden at dyret nogensinde opdagede mig, intenst opdaget af dets jagt.
Længere fremme går jeg under jernbanebroen over Fiskbæk Å. Da jeg var her i januar fortsatte jeg mod nord (vandredag 470), i dag drejer jeg mod syd. De næste kilometer går over ad små landeveje over åbent, dyrket land. Der er ikke megen blæst, men den lave temperatur gør det alligevel til en kold fornøjelse for ørerne. Jeg krydser hovedvejen mellem Viborg og Holstebro ved Ravnstrup og går videre mod syd. I udkanten af byen er der skilte og pæle i militærets sort-gule advarselsfarver. Koteletvej hedder en grusvej ind i terrænet. Mod vest ligger Finderup Øvelsesplads, et af landets større millitærterræner. Kernen i området er en smuk ådal med små søer omgivet af hede og plantage (vandredag 334), men et tyndt koteletben af terræn følger hovedvejen hen til Ravnstrup.
Et par skræppende gæs på en mark påkalder sig min opmærksomhed. På den modsatte side af vejen raster en større flok gulnæbbede sangsvaner, adskillige gæs blandt de store fugle. En mark er dækket af vand fra landevejen helt over til en fjern gård, der nu har fået svømmende gæs i forhaven. To gravænder føjer lidt farve til scenen.
Fra nord passerer jeg landsbyen Finderup, for evigt knyttet til kongemordet i Finderuplade (vandredag 191) og fortsætter mod syd. Skov og plantager fylder mere i landskabet, skovbunden er tæt med blåbærris, naturligvis uden bær på denne årstid. Umiddelbart før Stanghede krydser jeg Alhedestien, der er en banesti, anlagt i tracéet for den nedlagte bane mellem Herning og Viborg (vandredag 145). Stanghede er blot et par gårde tæt på hovedvejen mellem Viborg og Herning. Jylland har mange stednavne med -hede, som blot er et sprogligt minde om, hvad der var engang. Men her der heldigvis stadig bevaret et stort stykke af heden bag navnet, umiddelbart syd for hovedvejen, tre gravhøje på række viser vej.
Heden, der ligger på bølgende terræn, er under tilgroning med ene. En tårnfalk hænger i luften over en af lyngfladerne. Sneen holder stand på de to tilisede grusveje, der krydser hinanden midt på heden, nær en stor gravhøj. Under en grå himmel er lyngen og enebærbuskene næsten sorte. Jeg tager grusvejen mod sydvest, den fører ind i krattet og videre ad en gammel hulvej, der nogle steder har slidt sig tre meter ned under skovbunden.
Det er formodentlig en gammel kirkesti, der er bevaret stræk af. Fra hedens plateau er jeg kommet ud i skovklædte bakker med store lysninger. Det er Dollerup Bakker på kanten af Hald Sø (vandredag 388). Jeg krydser Hærvejen (vandredag 161), inden jeg når ud til den brede stribe af åbent land langs landevejen ned ad dalsiden til Dollerup på dalbunden. Heste græsser på en eng, bag dem, på et fremspring på bakken bag dem, ligger Dollerup Kirke. Jeg følger kirkestien derop.
Det er en lille kullet kirke, med skib og kor i granit, vestgavlen har fået tilføjet et våbenhus med hvidkalkede mure, østgavlen bærer et klokkeophæng, rødt tegltag over murene. Kirken er fra tolvhundredtallet, så intet under at kirkestien er slidt dybt ned i den bløde skovbund. Fra kirkegården er der smuk udsigt over engene og skoven højere på bakkesiden.
Fra kirken følger jeg asfastvejen ned til Dollerup på dalbunden. En stejl landevej fører op til udsigtspunktet over Hald Sø. Jeg vælger imidlertid en lang trampesti, en afmærket vandrerute, mellem bakkesider, lyngklædte på sydsiden, skov på nordsiden, i midten den smalle Gelbæk, omgivet af kær med høje tuer. De høje egetræers kroner står bladløse hen, så jeg har et imponerende udblik over lyngbakker, der hæver sig mere end halvtreds meter over dalbunden. På det snævreste sted er der ikke mere end halvtres meters afstand mellem de stejle, høje sider. Det er mere en kløft end en dal, en sidegren på den langt større ådal omkring Hald Sø, som den efter halvandet kilometer munder ud i, ved Gelbro, landevejsbroen.
Jeg lægger an til at gå ad asfaltvejen mod Hald Hovedgård, men stopper efter nogle få meter: Jeg vil nyde udsigten over Hald Sø. Inderøen, den store halvø, der rager ud i søen (vandredag 122), rejser sig med skovklædt ryg på den anden side af en bred vig, der i sig selv er en vandfyldt fortsættelse af Gelbæk dalen. Skovbunden er tydeligt hvid og snedækket derovre.
Jeg går det korte stykke tilbage til Gelbro og slår ind på en ny afmærket vandrerute. Først en markvej i skovbrynet ud mod kæret, så en opstigning mod plateauet med Stanghede mere end halvtreds meter højere oppe. Heden rækker langt ned på bakkesiden, i begyndelsen med fritstående træer. Efter nogle sidste, stejle metre er jeg tilbage på den åbne hede med lav bevoksning af ene. Forude ligger gravhøjen nær de to krydsende grusveje. Fra dens top har jeg en vid udsigt over ikke blot heden, men også bakkerne ud mod søen, der selv ligger skjult på den dybe dalbund. En lille flok får græsser på en lavere dalside.
Fra vejkrydset vandrer jeg mod hedens nordøstlige hjørne og plantagerne nord for hovedvejen. I begyndelsen er bilerne blot farvede pletter, der farer lydløst af sted i horisonten, men der kommer hurtigt lyd på. I stedet for at gå langs den travle vej vandrer jeg ind i plantagen, indtil jeg rammer Alhedestien, der her går på en høj jordvold, hvorfra der er udsigt henover trætoppene. Knapt en kilometer fremme passerer jeg den gamle stationsbygning i Bækkelund, overraskende stor for den lille bebyggelse. Måske har der været taget hensyn til det nærliggende gods Hald Hovedgård.
Der er en stor smuk egeskov her, Hærvejen krydser endnu engang min rute. Den gamle bane er gravet gennem en lav bakke, og løber så videre på en lav jordvold. Mellem egenes bladløse grene kan jeg se ud over dalen, mod de store dramatiske skrænter på den anden side af Hald Sø.
De sidste kilometer går i rask tempo, det er en velkendt tur for mig, på banestiens flade asfalt. Først gennem forstæderne Hald Ege og Birgittelyst, der putter sig i skoven, så kolonihaver og parcelhuskvarterer, og dernæst den egentlige bymidte, nu med den høje hospitalsbygning nær banegården som pejlemærke. Og snart når jeg perronerne.
Natalia Ginzburg, Caro Michele,62-100.
Jyske Vandreture 