Den orange linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Lauenburg-Winsen, 37 km (477).
Lørdag den 18. marts 2023.

To traner fouragerer på de øde enge uden for Lauenburg, hvor jernbanen og Elbe-Lübeck Kanalen løber gennem det flade landskab. Jeg påbegynder dagens vandring fra den lille station i Lauenburg, og som det første krydser jeg broen over kanalen, umiddelbart før den munder ud i Elben.
På den fjerne side af Elben er der flade enge og høje diger. Lauenburg, derimod, er bygget op ad en stejl bakkeside, strakt ud langs flodbredden. Det er en flodhavn, stadig med mindre skibsværfter beskæftiget med de mange flodpramme. Der er bevaret en fin bykerne med bindingsværk og andre gamle bygninger. Ved havnefrontens centrale plads fører en trappe ned til en promenadesti foran kystbefæstningen, flodens vandstand er høj nok til at dække den. Temperaturen er pænt over frysepunktet, forårsagtigt. I det grå lys er den lange, lave bro over Elben en skarpt skåret sort profil.
Jeg gik over den bro i sommers, da jeg vandrede ad den gamle saltvej mod Lüneburg (vandredag 456). I dag bliver jeg foreløbigt på nordsiden af den brede flod, mens jeg går mod vest. Havnen afløses hurtigt af roklubber, og snart efter står jeg ved vandrestien langs Hohes Elbufer, som området mellem Lauenburg og Tesperhude kaldes.
De første kilometer går stien for foden af høje skrænter, med bevoksning af spredte løvtræer, især eg. Ud mod floden er der et bælte af pile- og rørsump, med sort stillestående vand. Jordstien er tør og sikker. Et langt parti af flodbredden er et naturreservat og store væltede træer ligger urørte ned over stien og ud i sumpen. Træerne står med bladløse kroner, men stammerne er ofte belagt med vedbend. Et egern fanger min opmærksomhed. Mens jeg betragter det vævre lille dyr, løber det i høj fart op ad stammen, ud på de tyndeste kviste, og, uden det mindste ophold, er det sprunget over på nabotræets fremstrakte kviste, fire-fem træer går det, stadigt opad, sommetider skjult i vedbendenes buskads. Højt, højt oppe forsvinder det omsider for mit øje.
Flere spætmejser løber også op og ned ad stammer, i korte, tøvende ryk, inden de går på vingerne. Svanepar ligger i rørsumpen, snadren af gæs bærer ind ude fra Elben, her og der hviler en skarv. Sortkrager flyver til og fra, et ravnepar viser sig kortvarigt, skoven genlyder med korte mellemrum af spætters trommesalver.
Flere kilometer fremme skifter jordstien til toppen af skrænten, hvor der er en knivskarp overgang til nåleskovsplantage. Gennem grenværk kan jeg se den modsatte bred af Elben, hvor kanalen mod Lüneburg udmunder. Som jeg så sidste år, er det stadigt en vigtig transportvej, med konstant trafik af lange flodpramme og en stor skibselevator opstrøms. Over kortere stræk fører rutemarkeringen mig nu ad egentlige skovveje. Jeg gør stopper op ved et plasticlamineret opslag i knæhøjde: Det fortæller en historie, jeg også kender fra flere steder i Vestjylland, videoovervågning af ulve. Eneste forskel er, at tyskerne er en anelse mere optimistiske i tonelejet, wolfsmanagement hedder det beroligende i Schleswig-Holstein.
Efter et par timers vandring når jeg Tesperhude, hvor skrænt, skov og naturreservat hører op, og jeg går videre mod Geesthacht, i fladere terræn, præget af spredt bebyggelse og industri, inklusiv et atomkraftværk. Som jeg nærmer mig byen, møder jeg nyanlagte marinaer og boliger. Langt forude kan jeg se broen over Elben. Faktisk er det to broer, der benytter en stor ø midt i floden som trædesten. I tilknytning til den korte bro, fra den nordlige bred, er der en kammersluse til flodprammene. Den er nødvendig, fordi den lange sydlige bro mere korrekt er en dæmning. Bag den holdes Elbens vande kunstigt stuvet op til en højde, der holder kanalerne mod Lübeck og Lüneburg sejlbare året rundt.
Der er flere porte i stemmeværket. De yderste er vippet op over vandkanten, mens der er åbent centralt. Højdeforskellen er højst en meter, men strømmen skaber voldsomme hvirvler, bulder og hvidt skum: en menneskeskabt katarakt.
Ved at krydse floden bevæger jeg mig også fra den ene tyske delstat til den næste, Fra Schleswig-Holstein til Niedersachsen. Der er ingen høje skrænter langs sydbredden, i stedet er der et højt, græsbevokset dige, der løber endeløst i begge retninger, fladt forland foran, fladt land inden for diget. Dæmningen markerer også slutpunktet for tidevandets indflydelse via Nordsø og Elben. Den enorme indsats, det har krævet at bygge diget, er et vidnesbyrd om, hvor udsat man har været i tidligere tider.
Jeg går mod vest, sommetider oven på trampestien øverst diget, sommetider på anlagte veje, grus, fliser eller trampesti, foran diget, altid tæt på den store flod, et bælte af rørskov og krat vokser eller tyndes ud, som jeg kommer frem.
Inden for diget er der et mere eller mindre sammenhængende bånd af bebyggelse, ældre oprindelige landsbyer og frit liggende huse, nu vokset sammen med nyere huse, fritidsboliger, campingpladser. Weekenden og opholdsvejret har lokket cyklister, spadserende og hundeluftere ud langs diget.
Grågæs, gråænder og skarver holder til langs flodbredden, blandet med pibeænder, gravænder, skalleslugere og lappedykkere. Sorte krager og alliker piller i digekronens græs. Ude på floden bliver prammene ved med at komme i roligt tempo.
Omsider bliver det tid til at bryde af og gå ind i landet. Det er smalle veje, som giver mig et anderledes indtryk af, hvor langt ind engene rækker ind i landet. Der er adskillige ældre, lavere diger inde i landet, brede åer løber ud mod Elben, her og der raster flokke af gæs. På tærsklen til dagens endemål, stationsbyen Winsen, flyver to storke lavt over vejen. Umiddelbart efter hører jeg knebren, den karakteriske klapren med næbbene, som storke er kendt for. Jeg ser mig søgende om og får hurtigt øje på den store rede, bygget på en opsat mast med hjul øverst. På reden står de to fugle i sort profil mod den lave sol i vest.
Snart efter er det lyden af kontinuerlig biltrafik, jeg får i ørerne, mens jeg går den sidste kilometer gennem Winsens gader.

Natalia Ginzburg, Caro Michele, 100-195.
Thomas Brussig, Die Verwandelten,1-18.

This slideshow requires JavaScript.