Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Büchen-Lüneburg, 38 km (456).
Lørdag den 23. juli 2022.
Den Gamle Saltvej er en cykelrute, der følger den historiske handelsrute fra Lüneburg til Travemünde, især langs de kanaler der blev bygget til transporten af den kostbare salt. Tidligere på sommeren vandrede jeg to gange på Saltvejen (vandredag 450 og 453). I dag er jeg tilbage for at tage et tredje stræk. Efter hedebølgen på Usedom er det en lettelse med en grå og overskyet dag, temperaturen under tyve grader, med lidt god vilje kan det føles … køligt?
Fra banegården i Büchen søger jeg ned til den brede Elbe-Lübeck-kanal og går mod syd. Der er velholdte grusstier på begge sider, et smalt bælte af rørskov langs bredderne, blomstrende urter længere oppe, hvide, gule og lilla nuancer, snerler der klatrer op ad hvad som helst og rækker deres hvide trompetblomstrer mod solen. Kanalen er gravet ned i fladt terræn, og ofte er der vidt udblik over agerlandet. Langs stierne står der høje vejtræer, især ege, og sommetider er der en smal bræmme skov eller krat.
Små broer, ofte lave stålbuer, malet grønne eller blå, giver adgang til at krydse kanalen for toge eller biler. Enkelte steder er der spor efter gamle lossestationer og lidt bolværk med bådepladser. Jeg følger den markerede cykelrute over en bro til østbredden og passerer en lang række vejtræer, der er tykke gamle egetræer, hver har fået sit individuelle nummer påsat, 761, ser jeg i forbifarten.
Der er mulighed for at fortsætte på kanalstien, men jeg følger cykelruten på en afstikker ind i baglandet. Ruten fører mig gennem en smuk gammel egeskov med jorddiger gennembrudt af de store træer. Længere fremme er der åbent land og små idylliske landsbyer. En stor mark ligger hen med ankel højt græs efter et høslæt. To sølvhejrer jager derude, store hvide fugle med gule næb. De holder hundred meters afstand indbyrdes, som om de ikke er for stolte over at blive set sammen. Egentligt er det en sydøsteuropæisk fugl, men det bliver stadigt hyppigere set uden for sit kerneområde. På en af mine ture så jeg en lille flok i marsken ved Rømødæmningen (vandredag 285).
Jeg nærmer mig hastigt Lauenburg, havnebyen ved Elben, markeret på afstand ved en af de lave broer over kanalen og en høj hvid havnebygning. Jeg krydser kanalen ad en trafikeret bro, hvorunder en flodpram ligger fortøjet og går ad Havnegade, blot for at krydse tilbage over endnu en bro. Lige forude ligger den sidste og længste bro, over den brede flod Elben, fra Schleswig-Holstein til Niedersachsen. Herfra fremstår Elbe-Lübeck-kanalen lille og uanselig, blot et tilløb i nordøst. Lauenburg ligger på nordsiden af floden, bygget op ad en stejl skråning, et kirketårn for oven og en hvid turbåd ved vandet. En lang, fladbundet flodpram er halet på land ved et skibsværft.
Syd for broen søger jeg væk fra den trafikerede vej og følger i stedet den smalle asfaltsti langs et dige, langs landsbyer og spredte gårde, med stokværk, mængder af blomster i spraglede farver og græssende heste langs murene. Fra toppen af diget er der fin udsigt over Elben.
Snart svinger cykelstien dog ind over agerlandet, mens den langsomt, med enkelte bratte spring, trækker mod vest indtil den når Elbe-Seiten-kanalen, der forbinder Elben med det komplicerede tyske net af kunstige vandveje mod syd. Kanalen gør et ganske andet, langt mere industrielt, indtryk end den kanal, jeg har vandret langs nord for Elben.
Kanalen her har høje kanter af slået græs, uden en eneste højere urt, endsige da et træ. Den ankel høje græs har samme gule farve som det modne korn på markerne omkring. Der er heller ingen kantning af tagrør, blot stensætning, mørkfarvet i en meters højde over vandstanden som et vidnesbyrd om øjeblikkets lave vandstand. Der er heller ikke meget liv omkring kanalen. Jeg bliver overrasket over at se en rød glente laver et par legende stykker luftakrobatik, inden den forsvinder.
Som jeg går mod syd, kommer et par flodpramme mig i møde. De lange kasseformede fartøjer bevæger sig ikke meget hurtigere end skridtgang. Et par gæs med spraglede farver fanger min opmærksomhed nede i kanalen, det er nilgæs. Det er, som navnet siger, en afrikansk art, men den har været brugt som prydfugl især i engelske parker. Herfra har den etableret vildtlevende bestande, der breder sig ind i Europa, fra Holland og Tyskland og videre. Den er også fundet ynglende i Danmark. Den smukke fugl er officielt klassificeret som agressiv invasiv art i Europa, hvilken forpligtiger medlemslandene til at bekæmpe den.
Jeg passerer et par broer, som jeg kommer frem, indtil jeg når frem til flodhavnen i Scharnebeck, hvor kanalen ender brat for foden af en høj væg. Flodprammene ligger for anker, stakket to eller tre fartøjer i bredden. Egentlig har jeg haft en opfattelse af flodpramme som en svindende, forældet transportform i en tid med jernbaner, lastbiler, motorveje – men der tager jeg fejl. I de samme dage kører tyske nyhedsmedier historien om at transportkapaciteten på de europæiske vandveje er under voldsom pres. Det skyldes den langvarige tørre periode og deraf følgende reducerede vandstand, som gør at der ikke kan sejle så mange pramme, og at de ikke kan være fuldt lastede. Dertil kommer følgerne af krigen i Ukraine. I stedet for gas efterspørges der nu kul – og måder at transportere den på. Og med den russiske blokade af Ukraines Sortehavshavne er en stor del af Europas flodpramme blevet omdirigeret til Donau for at transportere ukrainsk korn.
Som jeg kommer nærmere, kan jeg se åbninger, som store vinduer, i den betonvæg, hvor kanalen synes at ende. Det viser sig at være skibshæveværk Lüneburg-Scharnebeck. Et skibshæveværk gør, præcis hvad navnet siger, flytter skibe fra et niveau til et andet. Her har det form af en såkaldt skibselevator, der i store vandfyldte trug kan rumme og flytte en skibspram. Et af dette værks trug er mere end hundrede meter langt, mere end tre meter dybt og næsten tolv meter bredt. Faldhøjden kan være op til 38 meter. Da værket blev bygget i 1974, var det verdens største.
En uendelig lang trappe fører op til en tilskuerplatform opstrøms for værket. Herfra kan man se mod nord, forbi værkets mægtige maskineri, flodhavnen neden for og det lavere liggende landskab. Mod syd fremstår det som en helt almindelig flodhavn, hvor pramme langsomt lægger til langs smalle havnekajer. Men min viden om, at de i virkeligheden bliver bragt til de store trug og skal gøre den bratte tur lodret ned, giver uvilkårligt et sug af uvirkelighed i maven.
Som jeg fortsætter mod syd, glæder jeg mig over, at kanalen har et mere frodigt præg, kantet af skov og hegn. Jeg drejer fra ved en grusvej, der egentlig betjener en lille skovkirkegård, tæt med vedbendbevoksede stammer. Grusvejen fører ud til indfaldsvejen mod Lüneburg, der ligger i en vis afstand fra kanalen. Jeg går i frisk tempo mod byen, krydser jernbanen og skyder genvej byskov og ældre parcelhuskvarterer, indtil jeg når byens banegård, og kan vente i sen eftermiddagssol på perronen.
Leonardo Padura: La transparancia del tiempo, 74-215.
Jyske Vandreture 