Den røde linje viser vandrerute for de tre dage. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Tre vandredage på Usedom, 60 km.
Tirsdag 19. juli – torsdag 21. juli 2022.
Swinemünde betyder udmundingen af Swina-sundet. Swinoujscie betyder det samme – på polsk, for det har været en polsk by siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Byen ligger på det østligste punkt af østersøøen Usedom, hvis areal for godt firs procents vedkommende er tysk. Usedom og den mindre polske ø Wollin afgrænser en stor lavvandet lagune, Stettiner Haff. Man kan komme til øen med Usedomer Bäderbahn, der som navnet siger, betjener øens mange badesteder ud mod østersøkysten. Endestationen er i polske Swinoujscie.
Der er hedebølge på Usedom (og i det øvrige Tyskland), med temperaturer over tredive grader det meste af dagen og tropenætter. Så jeg går væsentligt kortere ture, end jeg havde tænkt mig og bliver på østersøkystens lange sandstrand, hvor der er en svag fornemmelse af brise fra havet.
I Swinoujscie går jeg fra banegården gennem byen og ud til det brede sund. Byens havnefront er mere præget af industri og godstransport end forlystelse, men der er dog et par turbåde på vandet og andre tilbud. Jeg drejer mod nord, hvor der er lystbådehavn, gamle fyrtårn og fæstningsbygninger og en skyggefuld park, hvorfra jeg kommer ud på en bred sandstrand med Østersøen foran mig og Swinoujscie i profil mod øst.
Stranden er allerede godt fyldt op, de besøgende har flittigt medbragt små telte og stribede læsejl og parasoller til at understrege deres krav på et par kvadratmeter i solen. I vest strækker kystlinjen sig endeløst med en let kurve, blåt hav, hvid sandstrand, grøn skov. En issælger går rundt med en køletaske og faldbyder sine varer på polsk.
Jeg fortsætter mod vest, gennem folkehavet, på stadig jagt efter det fasteste underlag i sandet. Egentlig havde jeg forventet en eller anden form for markering af grænsen, men der er intet. Først da jeg passerer en naturiststrand, og dernæst en hundestrand, går det op for mig, at jeg er kommet til Tyskland, begge dele er klassiske og uundværlige bestanddele af tysk badekultur.
Et Bad, et badested, er ikke helt det samme på tysk som på dansk. I Tyskland er det ofte også et kursted, der er en klynge af hoteller, tilhørende turisme, strandpromenade og helst også en Seebrügge, en landgangsbro. Sådan en har jeg foran mig nu, en lang, enkel bro ud i Østersøen, hvor en af de hvide turbåde fra Swinoujscie er ved at lægge til. Bag klitten ses profilen af et pariserhjul.
Jeg er ankommet til Seebad Ahlbeck, det første af de badesteder, der ligger som perler på en snor op ad kysten: Ostseebad Heringsdorf, Seebad Bansin, Seebad Ückeritz, Ostseebad Koserow, Seebad Zempin, Ostseebad Zinnowitz, Ostseebad Trassenheide, Ostseebad Karlshagen, helt op til den spærrede zone ved Peenemünde, på vestspidsen af Usedom. De betjenes alle af Bäderbahn, hvis små stationer typisk har et vist schweizerhyttepræg.
Denne dag, og de to kommende dage, hvor jeg går kortere ture i hedebølge, skifter jeg mellem den åbne strand, badestedernes promenader med deres skygge og caféer med mulighed for is eller kølige drikke, og stier og veje i skovbrynet på den skov der rejser sig over den lave klit.
Kernen i badestederne forsøger at holde sig til en vis type badestedsarkitektur, som jeg også så på Rügen for nogle år siden (vandredag 322). Den har et vist attenhundredtalspræg, med facader i pastelfarver, balkoner og søjler, i navnene er der mange henvisninger til Østrig og Italien og den ene eller anden kejser. Længere væk fra bykernen kan der være mere moderne etagebyggeri med ferielejligheder. Strandene er præget af geledder af kurvestole, der er livredderstationer, og røde gummibåde ligger parat til udrykning
En særlig prestigeting for badesteder er landgangsbroen, at have en i det hele taget, og hvordan den er udformet, ofte er der små palæer med restaurant og lignende.
På hele min vandring langs Usedoms østersøkyst er der ikke et øjeblik, hvor jeg ikke har et anseligt antal badegæster inden for synsvidde. Om morgenen er der et let fald, som dog hurtigt indhentes som formiddagen skrider frem. Når strandene er tættest fyldte, må jeg vogte over hver eneste skridt jeg tager, der er små hunde, børn og badedyr over alt. Og huller, børn i alle aldre – og en del voksne – er som besatte af at grave huller og stable sandslotte op, lidenskaben rækker øjensynligt ikke til at fylde dem op igen. Kulørte badedyr ligger i vandkanten, i diverse udformninger, mest mindeværdigt måske et lyserød mutant, fisk i den ene ende, enhjørning i den anden.
Måger, strandskader og ryler trives på stranden, uden at lade sig genere af badegæsterne. Midt i det hele lægger jeg mærket til en gråkrage, der kritisk pirker i opskyllet. Ved det tyske vadehav, hvor jeg gik for et par dage siden, er sortkragen den dominerende underart, men åbenbart ikke her.
Hvor der er længst mellem badestederne, er der ofte høj skrænt med en smal sandstrand. Eller måske er det i virkeligheden en sandstrand af normal bredde, strandfodring er en udbredt praksis ved tyske badesteder både i Østersøen og ved Vestkysten, strandturisme er en vigtig økonomisk faktor lokalt og regionalt. Der er dog tænkt på badegæsterne, fra skovvejene oven for skrænten udgår der store hvide stålbroer, som giver komfortabel strandadgang.
Ved det sidste badested, Karlshagen, bryder jeg af fra stranden, går gennem den lille by og ind på en cykelsti af asfalt mod Peenemünde i skoven vest for byen. Hyppig skiltning gør opmærksom på, at det er forbudt og forbundet med livsfare at bevæge sig uden for sti og vej, på grund af ueksploderet ammunition fra Anden Verdenskrig.
Vestspidsen af Usedom blev tæppebombet af de allierede i flere omgange under krigen, på grund af det den husede, den militære forskningsstation der udviklede V1 og V2 raketter. Verdens første fjernstyrede langdistance missiler. Moderne rumfart begyndte her, en V2-raket var det første menneskabte objekt til at nå ud i det ydre rum. I den sidste del af Anden Verdenskrig foregik der et kapløb mellem Sovjetunionen og de vestallierede om at sikre sig denne viden – og de mænd der besad den. Sovjetunionen erobrede basen, men den ledende videnskabsmand – og mange andre med ham – Wernher von Braun endte i USA, hvor han blev en del af landets militære og civile rumforskningsprogram. En anden del af historien er, at raketterne blev bygget af slavearbejdere fra koncentrationslejre, som levede under forfærdelige forhold. Flere koncentrationslejrfanger døde under fremstillingsprocessen, end der blev dræbt folk i London og andre steder.
Som jeg vandrer gennem området i dag, er der ikke meget at se, rester af gamle togspor og perroner, militærvejes betonplader, tilgroede områder bag hegn. Et langt kig henover en gammel landingsbane, Østersøen i det fjerne, nogle få bygninger. Luften er usædvanlig hed, jeg er væk fra stranden og luften er stillestående, fanget mellem skovbryn. Jeg går på en bred vej, kantet af grøfter, med solen lige ned er der ikke det mindste skygge. Vejene fører mig i en bue til Peenemünde, mere en landsby end en by. Nogle få store bygninger fra krigens tid har overlevet og huser nu et teknisk museum, en model af en V2-raket står udenfor. Mere interessant for mig er en lille café, hvor jeg kan få noget koldt at drikke i skyggen, før jeg går hen til det lokale trinbræt, endestation for et stikbane til Zinnowitz og hovedforløbet af Bäderbahn.
Yuval Noah Harari: 21 Lesson for the 21st Century, 320-370.
Andrei Kurkow: Graue Bienen, 1-445.
Leonardo Padura: La transparancia del tiempo, 1-74.
Jyske Vandreture 