Den orange linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Tönning-Büsum, 35 km (455).
Søndag den 17. juli 2022.

Tönning ligger ved det sydøstlige hjørne af Eiderstadthalvøen, syd for Husum, på det punkt hvor Ejderen, der afvander en stor del af Slesvig-Holsten, udvides fra en flod til et æstuarium, en bredere tragtformet åbning mod Vadehavet. Højvande har ført brakvand op i åsystemet her, og givet stormfloder adgang til at oversvømme store dele af regionen. Det er der sat en stopper for med det store Eidersperrwerk, der regulerer vandstanden helt ude på kanten af havet (vandredag 259).
Tidevandets puls er dog stadig tydelig. I byen lille havn har vandet trukket sig fra det øverste bassin, så mudderbunden er blotlagt, og der kun resterer en lang pyt i midterrenden. Jeg går gennem byens små hyggelige skippergader, langs diget, hvor en bro fører over til det store vadehavscenter, indtil jeg når landevejen og kan krydse Ejderen via broen. Strømrenden holder sig i nord, så der er store mudderflader på sydsiden. Neden for broen sover en lille flok gråænder med hovederne under vingerne, mens en halvt dusin strandskader piler omkring som emsige politimænd og med skarpe skrig forsøger at få gang i de dvaske fugle.
Ejderen var i sin tid grænsen mellem de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Det er den sådan set stadig, men uden nogen politisk eller praktisk betydning siden de to regioner nu er samlet i en fælles delstat. Syd for broen begynder også den del af Holsten som hedder Ditmarsken. Fra middelalderen og fremefter brugte danske konger adskillige hundrede år på at få området lagt ind under deres styre, med et par eklatante militære nederlag til følge, når de lokale åbnede for sluserne.
Fra broen har jeg en fin udsigt over Tönning, dens kirketårn, der står pakket ind i stilladser, virker som den højeste ting i verden i det flade landskab. Det er endnu en dag med grå himmel, som kun langsom opløser sig som dagen skrider frem, men dog tørvejr og moderat vind.
Der er brede bræmmer af tagrør på begge side af floden. Syd for bredden er der et langt fladt forland foran det diget. Jeg går ad en grusvej langs ydersiden af diget. Diget er hegnet ind i små kvægfolde. De store dyr deler pladsen med travle stæreflokke. Jorden er så veldrænet, at afgrøderne også er rykket uden for diget, der er korn, roer, foderærter, kartofler og endog kål. Spurveflokke stiger op fra eller ned i de høje foderærter med et brus af vinger, der tændes og slukkes som på en kontakt.
Som jeg kommer længere frem, møder jeg også får og kvæg på engene. Ude på æstuariet kan jeg se en lille hvid turbåd, og længst mod vest, det store sluseanlæg med et højt kommandotårn. Grusvejen rykker mod nord, nærmere kystlinjen. Ved en sluse er der bådpladser langs kanalen, og naturligvis strandskader i gang på mudderet. Grusvejen hører op, og jeg går et langt stræk gennem en fold, som kvæg og får deler. Dyrene holder sig til deres egen slags, og på trods af mine beroligende ord kommer de på benene og sætter i langsomt luntetrav væk fra mig. Indtil de når enden af folden og simultant svinger rundt, en hvirvel af fårerygge i yderbanen, brune og hvide korygge i inderbanen, fårene haster med at komme af vejen for de store dyr.
Jeg er i mellemtiden på vej op ad digekronen, en hare betragter mig alvorligt et par øjeblikke, inden den fortrækker. Som mit hoved dukker op over diget letter to tårnfalke fra hegnspæle, med et smukt indtryk af deres farver i det overskyede lys.
Tilbage på grusvejen står jeg snart foran en låge, der ikke alene er låst med hængelås, men dertil filtret ind i pigtråd. Tidligere har der været fri adgang til diget og dets veje, blot et skilt der oplyser at færdsel er på eget ansvar. Mit kort viser da også en lang, tillokkende vandrerute markeret med rødt. Tingene har øjensynligt forandret sig, så jeg må også ændre mine planer. I stedet går jeg den modsatte vej, ud til landevejen og videre ad en markeret cykelrute (grøn) på små veje, ud mod diget og havet i vest.
Det er et regulært havdige, en del af samme stormflodssikring som sluseporten ved Eiders munding, høj, solid, med et langsomt, jævnt fald ud mod Vadehavet til at bære presset af de stigende vandmasser og undgå erosion. Tidevandet har passeret laveste ebbe, men der er stadigt store stræk af fritlagt havbund derude. En lav stenvold sikrer den smalle vej uden for diget, mens faskiner løber endeløst og afskærer store firkantede slikgårde. På mange kilometers afstand kan jeg se højhuset i Büsum, lille havneby, stort feriested.
Som jeg går mod syd bliver den smalle vej langs kystbefæstningen langsomt af bedre kvalitet, jeg møder flere mennesker, især cyklister. Her og der er der gjort komiske forsøg på at insistere på, at der er bademuligheder, små gangbroer af metal fører over kystbefæstning og ud til havet. Bortset fra at havet stadig er væk, og der i stedet er flad vade.
I Büsum har man da også taget konsekvensen og bygget en stor kunstig lagune med fine sandstrande. Der er surfere derude, lange geledder af kurvestole på det slåede dige, som fårene for længst er hegnede ude fra. Dertil boder, et lille futtog til persontransport inden for diget, og drager i luften, årets mode synes at være store kulørte dyr i oppusteligt plast, som vinden ubesværet løfter højt på himlen.
Byen har øjensynligt et pirattema til børnefamilien, et helt igennem forlorent historisk skib ankrer op ud for lagunen. Jeg følger diget rundt til havnen og går gennem den travle hovedgades menneskemængde, der trænges omkring butikker, cafeer og iskiosker.
Det kræver sit at sno sig uden om de mange isvafler holdt i børnehøjde. Jeg kommer lige akkurat for sent til toget fra byens trinbræt. Men det viser sig, at jeg ikke er gået glip af noget. I dag er der nemlig togbus til erstatning for toget. Der er afgang om en halv time. De to busser holder der allerede, tomme, airkonditionerede, indbydende på den varme dag, det er blevet. De to chauffører skal imidlertid holde pause, så busserne forbliver lukkede en rum tid. Fra tyskerne omkring mig skumles der, med hyppig brug af verbet verarschen. Jeg, derimod, tager mine tunge klodsede vandrestøvler af og venter tålmodigt i skyggen.

Yuval Noah Harari: 21 Lessons for the 21st Century, 230-320.

This slideshow requires JavaScript.