Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ratzeburg-Büchen, 38 km (450).
Søndag den 3. juli 2022.
Det er en hed vandredag syd for Lübeck, allerede fra morgenen af. Jeg har to flasker vand med, men jeg må alligevel to gange købe ekstra drikkelse undervejs. De første kilometre kan jeg heldigvis gå i behagelig skygge. Fra togstationen i Ratzeburg, gennem villakvarterer hen til den skov, der flankerer den store sø, der deler navn med byen. Jeg gik her også i foråret (vandredag 443). Det er løvskov med åben underskov, meget bøg, på ådalens skrænt ned mod søen. Jeg havde håbet at gense de ravne, jeg så på tæt hold i foråret, men i dag er der hverken lyd fra eller syn af de sorte fugle. I stedet er der syngende spurve, kurrende duer og flygtige glimt af tavse skovskader
Efter få kilometre når jeg frem til den gamle vandmølle nær sydspidsen af søen, og slår ind på grusvejen gennem skoven og væk fra søen. Så snart jeg kommer ud i det dyrkede land, er varmen følelig, selv om det stadig er først på formiddagen. Hver gang jeg passerer alt for kort gennem skyggen fra buskads eller vejtræ er det en følelig lettelse. I dag følger jeg mest cykelruter, som i Tyskland et fint grenet og godt afmærket net.
Området her er så tyndt befolket, at der ikke er bomme ved jernbaneoverskæringerne, blot store advarselskryds i røde og hvide farver. Markerne er store, det kunne godt være godsjord. Forude lokker den store svalende plantage syd for Fredeburg. Jeg svinger ind på “den gamle fragtvej”, som et skilt oplyser. Det er en brostenslagt vej, men ikke med de pæne, firkantede brosten a la Jens Vejmand, som man kender fra byer. Derimod uensartede, utilhuggede sten, som mest af alt minder om middelaldervejen ud til Kalø Slotsruin (vandredag 131). Den var, lige som denne vej, umådelig ubehagelig at gå på, hver eneste ujævnhed, top eller kam, kan mærkes gennem vandrestøvlernes tykke såler. På hver side af vejen er der da også hårdt tilslidte jordstier, hvor jeg både ser aftryk af støvlesåler og cykeldæk. Vejen må være bygget til en anden tids heste, stude og kærrer med jernbeslåede hjul.
I kanten af plantagen er der en indhegning med europæisk bison, og oplysningsmateriale, der fortæller om denne arts betydning i det europæiske landskab. Et skilt, frimodigt formuleret i dyrenes navn, fortæller at “om sommeren er vi i indhegningen to hundrede meter mod syd”.
Mens jeg går derned, kan jeg betragte den tomme indhegning. Hegnet er en noget mere afslappet affære end det robuste elhegn omkring den store bisonindhegning i Almindingen på Bornholm (vandredag 219). Bryst højt, tre rækker parallelle brædder, flethegn og et enkelt eltråd. Det meste af dyrenes fold udgøres af åben skovslette med fritstående ældre løvtræer. Hvert eneste af disse træer er forsvaret med lodrette bjælker om stammen, ringe af pigtråd trukket vandret over bjælkerne. Fra jordoverfladen og et par meter op – bisonhøjde. Det virker umuligt, at de store dyr decideret kan vælte de store træer som tilmed har dybe rødder. Enten så æder de barken, siger jeg til mig selv, eller også gnubber de sig så intenst mod træerne, at de slider barken væk hele vejen rundt om træet, hvorved det bliver “ringet” og i sidste ende dør.
Jeg finder bisonerne i den skyggefulde skovdel af en tilsvarende indhegning med græsslette og pigtrådsomkransede løvtræer. En tyr og et par kalve ligger og hviler mens en håndfuld køer flegmatisk græsser, uden at ænse insekterne omkring dem. En hvid vipstjært piler over den opæltede jord og mellem de store dyrs klove, på jagt efter frokost. Et par køer står ganske tæt ved hegnet, en af dem drejer med døsig nysgerrighed hoved rundt mod mig, så jeg kan række en hånd gennem flethegnet og klø den på næsen.
Dyrene er således grundigt habituerede til mennesker, endda med betydelig popularitet blandt store og små i lokalbefolkningen efter forskellige opslag at dømme. Den europæiske bison, visenten, er imidlertid en vildt dyr. Den lever frit, uden hegn, i Polen og adskillige andre steder i Østeuropa. I Tyskland er man indenfor de sidste tyve år begyndt at etablere små frit levende bisonflokke, baseret på dyr fra zoologiske haver. I 2017 indvandrede den første vilde bison til Tyskland, en tyr der svømmede over Oder, grænsefloden mod Polen. Desværre endte det med at en lokal embedsmand forhastet lod den skyde.
Jeg forlader bisonindhegningen og går gennem skoven. Hvor det er gammel granplantage som dominerer, er der rigeligt med myg, som inkasserer en betragtelig mængde blod i vejskat. Skovvejene fører frem til Mölln, en mindre by med smukke gamle huse og gader, domineret af en gammel domkirke. Byen er bygget omkring flere mindre søer, hvor der på denne varme sommerdag er joller, kanoer og vandcykler på vandoverfladen, og naturligvis de obligatoriske turbåde. Her er søndagslukket, men der er dog liv ved caféer og restauranter og omkring søerne. Jeg går gennem byens gader, forbi den lokale banegård, der er en station på linjen mellem Lüneburg og Lübeck. Et kort stykke længere mod vest støder jeg på Elbe-Lübeck Kanalen, der sammen med et tilsvarende kanalstykke syd for Elben og ned til Lüneburg i sin tid især tjente til transport af salt fra Lüneburg til Lübeck. En vare og en handelsvej, der allerede i Middelalderen var vigtig.
Kanalen bruges ikke til godstransport mere, derimod løber der en cykelsti med navnet Den Gamle Saltvej hele vejen fra Lüneburg til Travemünde. Det meste af vejen følger ruten de gamle kanaler. I dag skal jeg gå godt tyve kilometer ad ruten, mod syd, til Büchen, den næste togstation.
I sagens natur ligger kanalen lavt i terrænet. De første mange kilometer er der høje skrænter med krat og skov på begge sider. Af og til er der en vindtunneleffekt som bringer en brise hen over kanalen, andre gange er luften varm og stillestående, solen har nået middagshøjde så ofte er der ikke skygge. Med uregelmæssige mellemrum passerer motorbåde gennem kanalen, alle sammen i retning nord. Cyklister kommer i begge retninger, som oftest parvist, på almindelige cykler. Der er en gennemgående velanlagt grussti på vestre bred og af og til parallelle stræk på østsiden.
Et enkelt sted krydses kanalen af en motorvejsbro i klodset grå beton, ellers er der et par fine, ældre jernbane- eller vejbroer med enkle stålbuer, der føles lette og luftige i sammenligning med betonen. Svaner og fiskehejrer holder til langs vandkanten, gæs flytter sig mellem enge og kanalens rolige vand. sorte krager patruljerer i udkanten. Overalt snor snerler sig op i højden og rækker store hvide, trompetformede blomster frem mod solen.
Som jeg kommer længere mod syd, åbner landskabet sig til fladere terræn med dyrket land. Først passerer jeg en lille lystbådehavn, dernæst et færgested, hvor en lille motoriseret pram, knaldgul, sætter vandrere og cyklister over kanalen. Færgemanden passer også en lille iskiosk, man tilkalder ham ved at ringe med en ophængt skibsklokke.
De sidste kilometer slår kanalen et stort slag mod vest. Over lange stræk er der plantet allétræer langs vejen. Ved en lang række egetræer ser jeg et skilt, der advarer mod Eichenprozessionsspinder. Der er, som jeg senere finder ud af, tale om en natsværmer, som på dansk hedder næsten det samme, egeprocessionsspinder, om end en enkelt avisartikel har omtalt den som en “larve fra helvede”. Det er en spansk art, som breder sig i Europa, og er nået til Holsten. Den voksne natsværmer er ugiftig, men larve og puppestadiet er i stand til at udløse ekstreme allergireaktioner. Det skyldes nogle små hår, som tilmed kan bevare deres giftighed i årevis. Så man skal undgå at berøre pupper eller spind.
Langsomt nærmer jeg mig dagens endemål. Spadserende og hundeluftere blander sig med de lejlighedsvise cyklister. De opstillede bænke bliver hyppigere. Jeg forlader kanalstien, går gennem villa- og industrikvarterer, indtil jeg når banegården i Büchen. Alle bænkene i skyggesiden er optaget, og solsiden er stegende hed, så jeg sætter mig i skyggen med ryggen mod en mur og skruer låget af den flaske cola, jeg lige har købt i en benzinstations servicebutik. Kuldioxiden hvisler ud, en halv time til næste tog.
Patrick Chamoiseau: Texaco, 161-318.
Jyske Vandreture 