Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur ved Rønde, 24 km (449).
Onsdag den 29. juni, 2022.
Det er en hed vandredag, hvor solen stråler på en blå himmel, og der ikke er nogen skygge at hente fra de hvide lammeskyer, der duver harmløst lavt på horisonten. Jeg står af bussen i Rønde, der ligger højt på en bakkekam nær bunden af Kalø Vig.
I første omgang skal jeg dog væk fra kysten. Her er der dyrket agerland på lange bakkesider med et ganske let fald. Det umodne korn står højt med lysende grønne farver, hvor den begyndende modning nogle steder lægger et bronzeskær over afgrøderne. Enkelte steder græsser heste og ponyer på små græslodder tæt på gårdene, mens engene er overladt kvæget.
På den varme dag er selv en antydning af brise velkommen på den åbne bakkesider, jeg pålægger mig selv at drikke vand mindst en gang hver halve timer, solen har gjort det lunkent på ingen tid. En enkelt musvåge cirkler nær et skovbryn, nogle få måger lader sig drive hen over himlen på stive vinger, duerne flyver til redepladser i trækronernes skygge. Anderledes uforfærdede i solen er de store flokke af råger, der afsøger de enge, hvor husdyrene græsser, eller der er slået hø.
De første af dagens kilometre har jeg udblik til Kalø Vigs blå flader i syd, men som jeg kommer ind i landet dækkes de snart bag de højere bakkekamme nær kysten, som gletsjere i sin tid skubbede op i høje randbuer. Jeg går mod Følle og dernæst mod nordvest, over motortrafikvejens bro og drejer så mod Fårup. Der er lette strøg af blå kornblomster og orange røde valmuer hvor vejkanten møder kornmarken.
I Fårup finder jeg ind på en fredelig markvej, der slynger sig over bakken og ned mod en ådal, nogle få krogede træer i vejkanten føjer sig malerisk ind i mellemgrunden. Sprøjten er brugt med let hånd på en græsmark, og kornblomster breder sig over en større flade, elektrisk blå, når man ser dem enkeltvist på klods hold, i stor mængde og på afstand en støvet blå nuance over græstæppet.
På bunden af ådalen følger jeg landevejen mod Mørke. Dagens største rågeflok breder sig over et par slåede enge og flere snese af de store sorte fugle sidder skulder ved skulder på højspændingsledningerne, næsten som om de var svaler.
Den lille stationsby Mørke ligger op ad ådalens nordside. Bakkerne omkring byen har givet plads til et par usædvanlige beboere: trætrolde. De store skulpturer er fremstillet i genbrugsmaterialer, først og fremmest træ, af kunstneren Thomas Dambo, der har skabt en lang række troldeskulpturet i Danmark og udlandet. Den første trold, Ben Chiller, ligger henslængt i græsset på en bakketop, endnu tydelig synlig over en spæd granplantage. Det var i hvert fald, hvad han hed, da han blev skabt til Northside-festivalen i 2015. Nu har han skiftet navn til Mørkemanden, han er blevet lidt grå i plankerne, men gør ellers stadig et afslappet indtryk.
Jeg stiger ned fra bakketoppen og går gennem det sydlige Mørke. Drej af til venstre, lyder det pludseligt i et kommanderende tonefald bag mig, stemmen kommer fra en gps, i en lydsvag bil med åbentstående siderude. Jeg fortsætter nu ufortrødent lige ud, for at gøre en omvej omkring byens kirke, der også har sin egen bakketop ud mod ådalen. Skibet er bygget i kampesten, men våbenhus og tårn er i røde mursten og der er teglrøde tage. Kirkens gravsteder er velholdte, en håndfuld vilde valmuer har fået asyl op mod våbenhusets mursten.
Fra det høje udsigtspunkt kan jeg se en bakkeside mod syd, hvor den grønne kornmark er farvet rød af valmuer. Da jeg få minutter senere følger landevejen op ad bakken, ser jeg at andre partier er blå af kornblomster, blå og røde bølger kastes mod hinanden på kornets grønne bund.
På den anden side af vejen, højt på en græsklædt bakkeside, står den anden skulptur, Sigurd, trold nummer 51, som der står. Trolden fremstår som fanget i bevægelsen, med strittende bræddehår, siddende oven på en rød personbil, på vej ned ad skråningen i vild fart. Han udstråler samme energi og begejstring, som børnene, den første snevejrsdag efter juleaftensdag, når de skal ud for at prøve de plastickælke, de har fået i julegave, på den gode kælkebakke i Botanisk Have i Århus.
Så det er med et vist besvær, at jeg løsriver mig fra synet af Sigurd og går mod syd. Ad små landeveje og grusveje, indtil jeg har passeret motortrafikvejen og hovedvejen mod Ebeltoft og kan begynde den lange nedstigning mod Kalø Vig. Selv på en hverdag er der mange gæster ved vigens smalle sandstrande. I vest ses skovene ved Vosnæs (vandredag 342), i øst dominerer skovene ved Kalø, med borgruinen på den høje slotsbanke, omgivet af vand og med Mols Bjerges markante bakkekam i baggrunden. Længst mod syd kan jeg se Århus’ skyline, med den seneste tilføjelse, det smalle højhus Lighthouse yderst på Århus Ø (vandredag 395), som en sugerørsspinkel profil, hævet over de omgivende bygninger.
Jeg følger landevejen mellem strand og sommerhusområder ved Følle Strand. Som vejen stiger op mod Rønde får jeg et fint udsyn over skov, enge og vig. På et kort stræk står der skiltning for Molsruten (vandredag 7 og fremefter), vandreruten mellem Århus og Grenå, der er blevet renoveret under indtryk af Nationalpark Mols Bjerges voksende betydning som turistattraktion med fokus på friluftsliv.
Vi bader altid ved Havhuse, der er færre mennesker, siger en kvinde til veninden ved stoppestedet i Rønde. Jeg drikker det sidste vand i min vandflaske og venter tålmodigt på den næste af de hyppige busser mod Århus.
Jyske Vandreture 