Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ryomgård-Hornslet, 22 km (448).
Lørdag den 25. juni, 2022.
Som letbanen kører mod nord er der smuk morgensol over landskabet, der er allerede et par badende ved den smalle sandstrand neden for Riis Skovs skrænter, og hvide svaner er stuvet tæt sammen på Egå Engsøs runde vandoverflade. Da jeg står på perronen i Ryomgård, er himlen dækket af fint slør af skyer. Solen kommer og går i løbet af dagen, med temperaturer pænt over tyve, og på den vindstille dag er det en lise, når min rute går gennem skovene.
Jeg begynder min dag med at følge landevejen over engene vest for Kolindsund. Det er gammel søbund, tilmed hvor der før har været sund. Flere steder er der slået hø, og der hænger en fært af cumarin over landskabet, den kemiske forbindelse, der giver hø dets karakteristiske duft. En lille flok kvæg i en stor fold har for længst tabt kampen til det høje græs, der når dem til livet. Fluerne holder deres haler i stadig bevægelse, næsten som om de logrer til mig. Der er fuglesang i luften, og en vibe slår sig kort ned her og der, inden den igen kaster sig op mod himlen og hvirvler hen over kvægets svedige rygge. Slangehoved, oksetunge og musevikke føjer skarpe lilla og blå farver til vejkanten.
I sydkanten af ådalen svinger en traktor ud på landevejen med et læs høballer. Det er ikke big baller, men den gammeldags slags på størrelse med en stor papkasse, nu om dage et sjældent syn. Jeg svinger mod vest og følger små landeveje nær kanten af det gamle sund. Vejen løber langs skovbrynet af store, sammenhængende plantager, der af og til gennemskæres af tunger af eng eller dyrket mark. For et par år siden, i en sen efterårsdags begyndende skumring, gik jeg ad denne vej og så små grupper af røde glenter trække mod et ukendt nattereststed (vandredag 390).
I dag er der ikke så megen som en musvåge på himlen, hvad enten det er dem eller deres byttedyr, der foretrækker skygge på denne varme dag. Jeg går under letbanens el-master, forbi en mark med smukke heste og føl, indtil jeg nærmer mig skovene omkring Skaføgård. Her gør jeg en afstikker ad skovveje, flere af dem er under fremskreden tilgroning, enkelte er spærret med lange kvasbunker, og nogle er helt væk i forhold til mit kortmateriale.
En mere imødekommende holdning er der heldigvis ved herregården Skaføgård. Den ligger i skovbrynet, ud mod en stor slette af dyrket land, kantet af lange stengærder. Både avlsgård og hovedbygningen er i røde mursten, med et vist patineret præg. En ydre voldgrav er delvist bevaret, en brostenbelagt bro fører til en høj vognport og ind på en stor gårdsplads med nyrevet grus. Tre længder indhegner gårdspladsen, der åbner mod en bred indre voldgrav. På en holm derude ligger hovedbygningen, omgivet af rummelige plæner, og med spir og tårne, klodset op på et solidt fundament af kampesten. Offentlighedens adgang ender ved den bro, der fører over til den private beboelse. Det stopper dog ikke alle, en svane har bygget rede, hvor plænen møder skræpperne ved voldgravens rand.
Tilbage på landevejen fortsætter jeg mod vest, forbi en fin lille bygning med rødt bindingsværk og højt tegltag, måske en gammel smedje. Den store godsmark er hegnet ind med brysthøjt elhegn. Efter at have set hvad folk andre steder i landet sætter op for at holde kronvildt fra afgrøderne, så er hjortebestanden her vist mest rådyr. Snart dykker landevejen igen ind i den store skov. Hidtil har det fremstået som blandingsskov, med pæn repræsentation af bøg og eg af en vis drøjde. Nu begynder granerne at tage over, med tydelig præg af kultivering, enshøje, slanke stammer. Under granerne er skovbunden dækket af højt bregnekrat.
I skovens sydvestlige hjørne kommer jeg ud til et landskab af store, let bølgende bakkesider, hvor umodent korn og raps står i skære grønne farver. Mod nord, ligger kirken i Hvilsager på en bakketop og kan lige akkurat løfte et spinkelt tårn i røde mursten over trækronerne.
Lavt i terrænet ligger brede enge med højt gult græs, hvor der græsser små flokke kvæg med hvidt og flødefarvet skind. Hvor sprøjten ikke har rakt helt ud til rabatten, kantes markens af smalle linjer af røde valmuer og elektrisk blå kornblomster. Længere mod sydvest kan jeg se de store godsskove ved Rosenholm (vandredag 292). Jeg følger den travle landevej mellem Hornslet og Auning mod syd for at komme derover. På den laveste sted i terrænet er der udsigt over Mørke Mose (vandredag 342). Store dele af mosen ligger hen som sø (pga tørvegravning). Svaner og gæs ligger i spredt formation derude. Fra en vis distance har både landevej og letbane fin udsigt over søen, men ellers er det et svært tilgængelig sted, til indfattet i en ring af sumpet terræn.
Snart når jeg til Rosenholm, arkitektonisk og historisk en tvilling til Skaføgård, men unægtelig meget mere velkendt i offentligheden, som en turbus i indkørslen vidner om. Voldgraven er ud mod landvejen udvidet til en stor dam, hvor den smukke bygning spejler sig fint, forunderligt som det sorte vand kan levere en spejlblank flade. Jordstien langs dammen har sin egen allé af gamle ege- og bøgetræer. Gul iris står med store blomster nær vandkanten.
Jeg søger væk fra den travle landevej for at gå de sidste kilometre i skovbrynet og langs grusvejen der følger letbanens jordvold. Den høje vold er fra fod til top bevokset med skræpper, der grådigt strækker deres store blade frem mod lyset. Snart efter når jeg frem til Hornslet, der er god tid til næste tog og stegende varmt på perronen.
Patrick Chamoiseau: Texaco, 118-161.
Jyske Vandreture 