Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ratzeburg-Zarrentin, 27 km (451).
Mandag den 4. juli 2022.
Min vandredag starter præcis samme sted som i går: togperronen i Ratzeburg, syd for Lübeck. Vejret er dog anderledes, fem grader køligere, og med skyer der kommer og går, alt i alt langt behageligere til en vandredag. Jeg går ned ad bakken til den lange ådal, hvor den ældste del af Ratzeburg ligger som en ø ude i den store Ratzeburger Sø, forbundet med tre dæmninger til fastlandet, med en smuk gammel domkirke i dominerende profil (vandredag 442). I dag går min vandretur mod sydøst, til den endnu større Schaalsee.
En stejl vej skruer sig op gennem bydelen på østsiden af søen, og så er jeg straks tilbage på fladere plateau og går over dyrket land. Et iøjnefaldende element i landskaber her på egnen er lange alleér, især af lindetræer, og jeg kan glæde mig over at gå i skyggen af sådan en i adskillige kilometre. De store gamle træer har alle en fodvarmer, en krans af rodskud med rigeligt løv. Ude på markerne er kornet tydeligt modnere end hjemme i Danmark, her og der er de kantet med lilla striber af lucerne.
Vejen fører mig til Salem, en lille idylliske landsby med bindingsværkshuse og stokroser, røde, hvide og lyserøde, mange af husene med de karakteristiske høje stråtage som også kan ses i Sønderjylland.
Mod nord og vest går den store Schaalsee over i kæder af mindre søer i de små, tilstødende ådale. Salem ligger ved det yderste led af den vestlige finger, den mindre sø hedder meget passende Salemer See. En seks kilometer lang kanal, for længst opgivet som moderne transportvej, skaber forbindelse til Ratzeburger Sø, og derfra videre ad Wakenitz-floden til Lübeck, og den større flod Trave som få kilometer mod nord udmunder i Østersøen, ved Travemünde.
Der er lidt diskret turisme omkring søen, restauration og café, badesteder, bådebroer, og som jeg opdager, da jeg går videre, et par campingpladser skjult i skovene på nordsiden af søen, den afmærkede sti fører lige igennem dem. Flere steder er kanoer og joller opmagasineret på land.
De skovveje og stier, jeg følger, snor sig mod sydøst, de små søer, og snart vige og bugter af den større Schaalsee, afløser umærkeligt hinanden. Der er kun lejlighedsvise udbliksmuligheder over vandet, og som jeg kommer længere frem bliver der færre cyklister og vandrere. En ravn skriger inde i skoven, uden at jeg kan lokalisere den. Den kradsende lyd af egernpoter mod bark når mine ører, og jeg ser to af de små ferme dyr pile op ad en høj granstamme, rødbrun pels i hurtig bevægelse, indtil de finder en tryg udsigtspost tredive meter oppe.
Jeg når tilbage til landevej ved den lille landsby Seedorf og går på asfalt frem mod godset Großzecher, hvor to lange lindealléer løber sammen i en spids vinkel. Godset har sin egen lille landsbygade, store avlsbygninger og længst inde et hvidt herskabshus. Der er forskellige turisttilbud, heste i folde, søadgang, en restaurant omgivet af en vold af lyserøde roser. En grusvej fører videre, gennem en stor campingplads langs søen, og så som en markvej, ind i landet langs et skovbryn ud mod smalle enge. Til sidst støder jeg igen til landevejen, blot fem kilometer nord for dagens endemål.
Lige som i går (vandredag 450) kommer jeg igennem et stræk med advarsler mod den allergifremkaldende egeprocessionsspinder, denne gang med dramatiske gule opslag. Længere fremme minder anden skiltning om, at dette område engang var grænseland mellem Øst- og Vesttyskland. Grænsen gik ned gennem gennem Schaalsee, i dag markerer den blot overgangen mellem de to tyske delstater Schleswig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern. Jeg oplevede det endnu mere markant på forårets vandretur fra Ratzeburg til Lübeck, hvor jeg gik lange kilometer på de gamle militærveje i det, der engang var Østtysklands afspærrede grænsezone mod vest (vandredag 443).
Få kilometer længere fremme ankommmer jeg til Zarrentin, den største by ved Schaalsee. Busstoppestedet ligger ved byens lille markedsplads. Varmen er straks anderledes følelig her, uden vind og omgivet af solvarmede fliser, sten og asfalt. Jeg venter i skyggen af en høj hæk, indtil den lille bus dukker op.
Patrick Chamoiseau: Texaco, 318-338.
Jyske Vandreture 