Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Zarrentin-Salem, 32 km (452).
Tirsdag den 5. juli 2022.
Min vandredag starter, hvor den sluttede i går, ved busstoppestedet nær markedspladsen i Zarrentin. Morgen begynder overskyet, men langsomt åbner skydækket op med flader af blå himmel og en behagelig temperatur til vandring. Jeg søger straks ud mod Schaalsee, den store sø ved hvis sydende byen ligger. En sti langs søbredden bliver til en promenade, med bådebroer og turisttilbud, som jeg runder søens sydligste punkt.
Den smalle sø er mere end ti kilometer lang, og forlænget mod nord med en kæde af mindre søer. Her ved Zarrentin er den omkring en kilometer bred, og i det lange kig mod nord ser jeg store skovdækkede partier langs begge sider af søen. Med et overfladeareal på 24 kvadratkilometer er den større end alle danske søer, bortset fra Arresø. Arresø er dog ganske lavvandet, så Schaalsee har et langt større vandvolumen, med dybder på 70 meter, dobbelt så meget som noget dansk sø. Schaalsee er et UNESCO-biosfærereservat, med afspærrede zoner og svært tilgængelige bredder. Det meste af søen hører under Mecklenburg-Vorpommern, i det hedengangne Østtyskland. I dag går jeg den lange vej øst om den.
En velanlagt grussti fører ind i skovene øst for søen. Den går på en lav vold tværs gennem sumpet terræn, hvor der er grønt stillestående vand, sommetider nok til at danne små damme, belagt med blomstrende åkander. En træbro giver adgang til egentlige skovveje, der fører ud til et udsigtspunkt ved søbredden. Jeg går ud på bådebroen og kan se på den ældste del af Zarrentin på kysten overfor, med et gammelt kloster og en kirke som de dominerende træk.
Som jeg fortsætter mod nord, når jeg et terræn, hvor der er større lysninger i skoven, græsland, mere overdrev end eng, flankeret af store stendiger. Det sparsomme græs står med høje visne strå, store partier er overgroet med gul brandbæger, der gør et smukt indtryk mod den blå sø og den grønne skov. En afmærket vandrerute, der ikke er afmærket på mit kort fører mod nord. Et skilt, behørigt underskrevet af borgmesteren i Zarrentin og lederen af biosfærereservatet, giver måske forklaringen: To måneder i efteråret er vandreruten lukket for offentligheden af hensyn til rastende traner. På deres træk fra Skandinavien til Sydeuropa og Afrika raster mange tusinde traner ved den tyske østersøkyst, som jeg så for tre år siden (vandredag 337), ikke mindst ved KRANORAMA, hvor traner fodres for at holde dem fra landmændenes afgrøder.
Så stien er således åben nu, jeg slår ind på den og belønnes med en smuk tur langs skovbryn, der følger en smal finger af eng langt ind i landet. Her og der er der små flokke kvæg i store indhegninger, ofte har de søgt ind i skyggen, så jeg lugter dem, før jeg ser dem. Langsomt løfter markvejen sig, indtil den møder landevejen på det fladere, højere terræn øst for søen. Den smalle landevej fører mod nord, og jeg følger den de næste timer, heldigvis med store afstikkere langs de afmærkede cykel- og vandrestier ud mod søen. Skiltene med Naturschutzgebiet står tæt, logoet er en sort uglesilhuet på gul baggrund.
Snart er jeg tilbage på en skovsti, neden for et jorddige, på begge sider flankeret af lave, flerstammede hasselbuske. Ruten fører gennem sval skov, blandet løvskov og nåleskov, af og til gennem små landsbyer med bindingsværkshuse og korte brostenbelagte gader, måske en lille kirke. En stædigt bjæffende lille hund, fuld af krænket ejerfornemmelse, eskorterer mig til det næste skovbryn. På en tromletyk stamme med dybt furet bark hænger en mindre udgave af de gule ugleskilte, denne gang med teksten Naturdenkmal. Så selve træet er fredet, som et naturmindesmærke – ikke at det har forhindret nogen i at fæstne skiltet med et solidt søm.
Jeg vandrer videre mod nord, med et enkelt besøg ved søbredden, men mest på grænsen mellem skov og agerland. En rød glente svæver elegant forbi, den karakteristiske hale tydelig i skarpt tegnet sort silhuet. Skilte viser, at området nærmest søen er lukket reservat her.
Store græsningsarealer ligger brak, ud over brandbæger er der store flader af blå cikorie og gul perikon. Kornmarkerne har strejf af røde valmuer og blå kornblomster. Andre steder er der lilla hvirvler i tæppet af hvide skærmplanter. Kornet står gyldent og modent, enkelte steder er høsten gået i gang, en ihærdig landmand har endog nået at harve en stubmark.
Tilbage på landevejen går jeg over et stræk, der har bevaret en oprindelig brostensbelægning, inden jeg for sidste gang kan bryde væk fra den større vej.
En lang lige grusvej fører stik vest, hvor landskabet går over i store enge, og et opstillet udsigtstårn viser muligheden for spændende naturoplevelser. På en varm sommerdag er der dog ikke meget, som rører sig. Hvor grusvejen drejer mod nord er der et anderledes mindesmærke, for en ung mand, der i DDRs sidste årti blev dræbt her under et flugtforsøg. Grænsen mellem Øst- og Vesttyskland gik langs de smalle små søer nord for Schaalsee, så friheden var kun en kort svømmetur. Men først skulle han gennem grænsezonen og til sidst den såkaldte dødsstribe, og de automatiske maskingeværer, der var opstillet her, dræbte ham.
Nu om dage er her anderledes fredelig, blot en flok sort kvæg på et karsk overdrev og mig på grusvejen, hvor vild timian vokser i vejsidens sandede jord.
Jeg nærmer mig igen søbredden, gennem et skovstykke hvor væltede træer har fået lov at ligge hen over jordvejen. I udkanten af den lille landsby Dutzow giver en smal plænestribe adgang til en bådebro og udsigt over Dutzower See. Som jeg når landevejen og går mod vest, nord om søen, er der også en lille badestrand med en håndfuld besøgende og et par badende i vandet, åbent udsyn mod syd Lige fremme markerer et skilt, at jeg nu går ind i Schleswig-Holsten.
De sidste kilometre går over højere terræn, agerland på det fladere, højt beliggende terræn. En smuk, lang lindeallé flankerer landevejen, der går fra ådalen op til plateauet. Pludselig springer en hare ud på asfalten, poserer fastfrosset i bevægelsen, skinnende pels, mens den betragter mig med nysgerrige, klare øjne. Så snart jeg tager det næste skridt, er fortryllelsen brudt og den piler af sted.
Som jeg nærmer mig Salem, falder landevejen langsomt ned mod ådalen. Jeg kom igennem den lille landsby, med dens bindingsværkshuse og stokroser, i går (vandredag 451). Den ligger ved den sidste af de skovomkransede småsøer i vestlig forlængelse af Schaalsee. En gammel kanal forbinder herfra Schaalsee med Ratzeburger See og videre vandvejen mod Lübeck og Østersøen (vandredag 443).
Busstoppestedet ligger få meter fra den tilgroede kanal og tilbyder en mere moderne form for transport. Et lille læskur tilbyder skygge, men jeg venter i solen, rigeligt vand tilbage i flasken.
Patrick Chamoiseau: Texaco, 338-376.
Jyske Vandreture 