Sparkær-Viborg (470)

Udklip470

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Sparkær-Viborg, 25 km (470).
Lørdag den 14. januar 2023.

Sparkær, vest for Viborg, har for et par måneder siden fået et trinbræt på Struerbanen. Som jeg står af på perronen lørdag formiddag, har jeg omkring seks timers dagslys, inden vintermørket sænker sig, ledsaget af tung regn fra vest. Som jeg sad i toget, kastede den lave sol gyldent vinterlys over Gudenåens oversvømmede enge. Den er skjult bag tynde skyer nu, men kommer dog af og til frem i løbet af de næstes timers vandring.
Fra trinbrættet, i byens udkant går jeg mod syd, indtil jeg når den første tværvej, der fører mod syd og snart lader mig krydse ådalen omkring Fiskbæk Å. Engene er stadig saftigt grønne, og der er skov og krat på skrænterne. Åen løber langs østsiden af dalen, landevejen følger den et kort stræk under jernbaneviadukten, og dernæst kommer jeg op på plateauet med dyrket land og går mod nord.
Foldene ligger tomme hen, og der er ikke meget liv at se. En musvåge med usædvanligt meget hvidt i fjerdragten, flytter til en fjernere plads i læhegnet, som jeg kommer forbi. Vandringen går ad små landeveje, og snart af lange grusveje. Første gang, jeg træder ind på en grusvej, får jeg muligheden for at gøre en interessant afstikker. Jeg har mærket mig området på mit kort, nærmest en trekantet lagkageskive i den lyserøde farve, der markerer hede, overdrev eller mose, med en blind vej, omkring en kilometer lang, der fører helt ud til dalbunden. Selv på et kort i høj opløsning er der intet stednavn knyttet til lokaliteten. Nu står jeg her, hvor trekantens spids når grusvejen. Området er indhegnet, med en eltråd hen over den opkørte markvej, der ser knapt så veletableret ud, som den selvsikre markering på kortet.
En låge giver adgang til folden, så jeg træder ind og kommer ind på en smuk kilometers vandring. I begyndelsen er det græshede, med spredt bevoksning af enebuske, små egetræer som her og der samles i krat. En ravn kalder fra distancen. Som jeg nærmer mig dalsiden åbner terrænet sig i en panoramisk udsigt over ådalen, hvor Fiskbækken slynger sig smukt gennem højt vissentgult græs. Lyng bliver mere fremtrædende end græs, et par gråænder letter fra en lille dam, jeg hører vadefugles korte, gentagne kald ude fra engene. Plateauet ender i en lav skrænt, fire-fem meter høj, med ene- og egekrat. Den mudrede markvej fortsætter i slynge, der ikke er meget mere end et hjulspor. Hjulsporet drejer ind i landet, langs en sidedal på hvis engflade der løber en bred rislende bæk med glasklart vand. På et halvt hundrede meters afstand letter en fiskehejre og trækker bort med store vingeslag.
Folden er tom, men kokasser, stadigt ikke indtørrede, vidner om, at der er sørget for afgræsning. Heden er i det hele taget usædvanligt velplejet, i et omfang der indikerer en grad af offentlig involvering. Jeg følger kvægets veksler tilbage mod grusvejen, et par usynlige skovskader udveksler hvæsende skrig, hvor jeg før hørte ravnen, to rådyr springer over åbent mark, snart fulgt af en tredje efternøler, de standser, afsøger horisonten og dykker så ind i enekrattet.
Jeg går videre ad den lange grusvej, indtil jeg når asfaltvej og kan krydse tilbage til den vestlige side af ådalen. Dalen bliver langsomt bredere, skoven er sparsom og trukket længere tilbage på dalsiderne, der er store oversvømmelser ude på engene. Spredt kvæg græsser højere oppe i terrænet. Et par kaglende fasaner flyver lavt over åen.
Fra den lave bro over vandløbet har jeg lange kig gennem dalen, i nord dominerer den høje bakkeknold ved Løgstrup og bunden af Hjarbæk Fjord (vandredag 200). Vest for Fiskbæk Å slår jeg ind på en lang grusvej gennem plantage øverst på dalsiden, dernæst over dyrket land, indtil jeg når landevejen mellem Skive og Viborg, stadig i en lang jævn stigning. Omkring fyrre højdemetre henter jeg næsten umærkeligt, indtil det går den modsatte vej i en langt stejlere nedstigning til landevejsbroen over Fiskbæk. Rørene står mandshøjt her, men landevejens jordvold gør det muligt at kigge henover dem, ud mod fjorden langt derude.
Åen er bredere end nogensinde, engene er oversvømmede, knopsvaner med røde næb ligger i flokke derude, inde i dalen kan jeg se flere adskilte flokke, længst borte blot som hvide fnug.
Landsbyen Fiskbæk ligger nederst på dalsiden, en fin lille kirke med løgkuppel på spiret ligger på en fremspringende punkt. Hærvejen går gennem landsbyen. Den går ad mudrede markveje direkte op ad bakkesiden, nye fyrre højdemetre, indtil den rammer Himmerlandsstien, en banesti på den nedlagte Løgstørbanes tracé (vandredag 356). De to stier følges ad, indtil de når de store plantager i udkanten af Viborg. Denne gang følger jeg Hærvejen gennem plantagerne, ad stier og skovveje dækkede af rustrøde grannåle, hvor kun den store mose skaber et åbent rum. Der er et edderkoppespind af smalle mountainbikestier og aftryk af hestesko på skovvejene.
En regulær grusvej løber i et skovbryn op mod kolonihaver, hvor tulipaner, anemoner og andre planter hædres med vejnavne. I udkanten af industrikvarteret kobler jeg mig igen på Himmerlandsstien og går den sidste kilometer direkte til banegårdens perroner. En let regn begynder at falde, men før den for alvor tager til, sidder jeg lunt i Arrivas grønne tog.

Hermann Hesse, Unterm Rad, 126-166.
Alejo Carpentier: El Reino de este mundo, 1-38.

This slideshow requires JavaScript.

One thought on “Sparkær-Viborg (470)

  1. Pingback: Sparkær-Skive (471) – Jyske Vandreture

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s