Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Engesvang-Silkeborg, 25 km (469).
Torsdag 5. januar 2023.
Efter mange grå og regnfulde dage er det endelig en tørvejrsdag. Da regionaltoget mod Skjern gør holdt ved stationen på bakkesiden over Skanderborg, er der endda en smuk solopgang over den store sø. Solen er væk, da jeg står af toget i Engesvang, men den kommer og går i løbet af dagen, temperaturen er pænt over frysepunktet, ingen vind, og landskabet er vintergrønt uden spor af sne eller is.
Jeg følger landevejen mod sydøst, mere eller mindre tilbage langs banen og snart også langs skovbrynet af den store plantage. Mod øst, strækkende fra dalside til dalside, ligger den store reetablerede Bølling Sø (vandredag 173). Jeg kan ikke se den fra landevejen, blot følge hvordan bakkesiderne snævres tragtformet ind til et smalt pas med flade fugtige kær umiddelbart syd for søen. Der er et usynligt vandskel her, Bølling Sø har ingen tilløb, den afvandes til Karup Å og videre til Skive Fjord og Limfjorden. Jeg slår ind på en grusvej, der fører den modsatte vej, mod sydøst, gennem det snævre pas, der uden at vinde i bredde bliver til Funder Ådal.
De første ansatser til åen samles i kær og sumpe langs grusvejen, der løber på en jordvold, ikke mere end en fod høj, mere end nok til at tilbyde tørskoet vandring. På begge sider af vejen er der krat, spredte birketræerne, hvor det er fugtigst, og der er små damme med sort stillestående vand. Andre steder breder tuer sig i et riflet vaskebrætsmønster.
Landskabet åbner sig lidt, nok til at en smule højere og tørrere land giver mulighed for overdrev på den karske jord. Hen over krat og plantage kan jeg se Hørbylundes lyngklædte bakker i vest (vandredag 275), og snart efter, som jeg vandrer mod syd, den høje motorvejsbro over ådalen.
Umiddelbart efter broen når jeg frem til den gamle landevej mellem Århus og Herning, der nu er anderledes fredelig, med en mere dramatisk linjeføring op og ned ad dalsiderne.
Der går en velholdt grusvej gennem plantagen, men jeg går i stedet ad landevejen mod øst. Vejen er anlagt på en solid jordvold, et par meter over dalbunden. Herfra kan jeg se hen over et massivt, uigennemtrængeligt pilekrat, der står i sort mosevand til anklerne.
Halvt oppe på bakkesiden drejer jeg ind på en anderledes spinkel trampesti, med et imponerende navn: Hærvejen. Det er en del af det lange, øde stræk mellem Jelling og Viborg (vandredag 159). Dalen er smal med stejle sider. Engesvang og Bølling Sø ligger lige akkurat vest for Den Jyske Højderyg. på kanten til den flade jyske hedeslette. Funder Å har sit udspring sammesteds, men den skærer en smal, knivskarp ådal gennem højderyggen, indtil den finder tilløb til Silkeborgsøerne, Gudenåen og Randers Fjord. Jernbanen mod Herning og Skjern benytter sig kløgtigt af den naturskabte passage og undgår den krævende tur over højderyggen. Undervejs rejser dalsiderne sig op mod tres meter over vandløbet, og på de første kilometer er der et fald på tredive højdemetre.
Trampestien har blot en vidde på et par håndsbredder, skoven er mere krat. Som dalbunden snævres yderlige ind tvinges de smalle striber af agerland bort, mens åen skjules bag sumpskov. Der høres svanesang lige fremme, og umiddelbart efter flyver fem nordiske svaner over mit hoved, i perfekt frimærkeformation. Som jeg krydser en lille landevej, flyver tre skovskader gennem underskoven, ganske lydløst, ikke den mest naturlige ting for de livlige fugle.
Egentlig skal jeg krydse åen og videre gennem skovene syd for, men først vil jeg lige gøre en afstikker. Så jeg slår ind på en plantagevej, der fører forbi en håndfuld sommerhuse og videre frem mod åbent rum mellem to skovklædte skovsider. Et par hejrer letter tungt fra de høje rør, der skjuler vandløbet.
Til sidst står jeg ved et sted, jeg utallige gange har mærket mig fra togvinduet. Der er en uafmærket togovergang, hvor en tilgroet vej ender blindt foran skinnerne. På den anden side af jernbanen er et bakket overdrev hegnet ind, en sammensunket gravhøj ud mod skinnerne er omhyggeligt hegnet ude. Og der er en låge, som giver offentlig adgang til indhegningen (ingen hunde). Jeg træder ind i folden. Umiddelbart er det flad dalbund, men åen har skåret sig ned i terrænet og skabt en kløft, ti meter lavere i terrænet, høje træer på skrænterne. Stedet er svært tilgængeligt, så der kommer ikke så mange mennesker, at der er slidt egentlige trampespor, mere lysere striber i grønsværen. Ved lidt udforskning finder jeg en tunge af grønsvær ned mod kløften, og tilmed en stente, et højt trappetrin af træ, der gør det muligt at skridte over hegnet og komme helt ned til åen, hvis brus nu tydeligt kan høres.
Det giver mig en sjælden mulighed for at se Funder Å på tæt hold, hurtigt strømmende vand, høj brink mod nord, skrænternes krat der næsten lukker sig over den. De mange bække små, eller måske snarere det udsivende vand fra kær og sumpe, har opbygget en anselig vandføring. De sidste ugers regn har også gjort deres, men åens selvskabte kløft, manglen på fladt terræn og landskabets fald forhindrer oversvømmelse her.
Jeg stiger op ad slugten, forlader indhegningen og går tilbage mod vest, denne gang ad banestien, der er etableret i tracéet for den nedlagt jernbane mod Brande (og videre mod Bramming og Esbjergs havn)(vandredag 135). Et kort stykke fremme når jeg den gamle jernbanebro, der fører over Funder Å og den stadigt eksisterende jernbane mod Skjern. Et grønt arrivatog suser forbi, mens jeg står der.
Et ringe stræk vandrer jeg ad banestien mod syd, indtil jeg kan komme ind på det sparsomme net af grusveje gennem de private skove her. Det er i stor udstrækning gamle plantager, hvor høje rækker af nåletræer af og til danner bratte skovbryn ud mod de skovede områders lysninger. Den oprindelige lyngvegetation holder stadig ved i spredte koste, og som lange bræmmer ved lysåbne stræk af grusvejen. En musvåge skrig kalder fra lysningen. En hejre letter tungt fra en bæk, langt inde i skoven. Det samme så jeg på min forrige vandretur, i tilsvarende terræn langs den hurtigt strømmende Jeksen Bæk (vandredag 468). Der ligger stadig væk et par dambrug i skovene her, jeg håber den smukke fugl holder sig derfra, hvis den har livet kært.
Terrænet bliver hurtigt mere kuperet, et relief af skovklædte bakkekamme. Jeg er kommet ind i de vestlige udløberne af Den Jyske Højderyg. I første omgang kan jeg følge de lange, let slyngede grusveje gennem skovene. En enkelt gang må jeg over højere terræn, da jeg forlader Funder Ådal og krydser over i den nærliggende ådal i forlængelse af Thorsø, syd for Virklund (vandredag 162). Solen holder ved, nu lavt i vest, og kaster et blændende skær ind gennem de høje graners åbne underskov af træsøjler. Der er flere små damme med sort vand langs vejen.
Skovvejen holder sig på tør grund, halvt oppe på bakkesiden, dalbunden er ufarbart kær og mose. Jeg holder udkig efter den sti, der skal gøre det muligt for mig at krydse dalbunden tørskoet. Godt det samme, for den er let at overse, blot en umarkeret trampesti. Den fører mig øst om Jenskær, ikke nogen stor sø, sammenlignet med Silkeborgsøerne, men stor i sammenligning med de små damme, jeg har set hele dagen. Samtidig giver det åbne rum over søen mulighed for et lang kig gennem ådalen, hvor de skovklædte skrænter spejler sig smukt i Jenskærs oliesorte vandoverflade. Ådalen er en smule bredere end den smalleste del af Funder Ådal, dens dalsider rejser sig om mod hundrede meter over dalbunden.
Jeg kommer ind i statsskov her, Silkeborg Vesterskov, følger stier direkte op ad bakkesiden, heldigvis med en fladere etape, der deler de hundrede højdemetre op i to partier. Til sidst står jeg ved Hostrups Bænk, muligvis den eneste bænk i Søhøjlandet, der ikke er tilegnet H. C. Andersen eller et medlem af kongehuset. En gang må der have været en smuk udsigt her. Man kan stadig se, hvordan de ældste partier af skoven er holdt tilbage som to gardiner, med et åbent rum imellem dem. Senere generationer har imidlertid ladet rummet blive udfyldt af opvoksende skov, der nu står som en uigennemtrængelig grøn mur. Også den allernyeste generation af skovforvaltere har givet nutidens prioriteringer plads: et mountainbikespor stikker en skarpt tunge ind omkring resterne af en gammel træbænk.
Som jeg fortsætter mod nord, krydser jeg endnu flere mountainbikespor, indtil jeg når den lange centrale skovvej og de store sektioner af gammel bøgeskov, der også findes her. En ravn kalder et uset sted i distancen, en duehøg flyver gennem underskoven, lander på en stor gren, klods op ad stammen. Langsomt møder jeg flere vandrere og cyklister, indtil jeg når Silkeborg Bad og de mange besøgende ved kunstcentret her. Her tager jeg trappen ned til Ørnsø, der ligger for foden af skrænten, det gamle kurbad øverst. Den gamle kilde løber gennem to bassiner og presses op i en vandpost undervejs, hvorfra stråler sprudler fra adskillige tappe. Opslag forsikrer, at vandet er drikkeligt, med en “særpræget” smag. Et øjeblik nyder jeg udsigten over søen. Funder Å udmunder her, i et delta gennem sump og kær (vandredag 462), Ørnsø er selv forbundet med en ganske kort å til Silkeborg Langsø og Gudenåsystemet.
Jeg er næsten ved vejs ende, går den korte vej gennem skoven frem til asfalt, videre til endnu en banesti, denne gang fra Horsensbanen (vandredag 29), som jeg følger til hjertet af Silkeborg, og en station, hvorfra togene stadig kører.
Hermann Hesse, Unterm Rad, 50-126.
Jyske Vandreture 