Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Silkeborg Vesterskov, 25 km (462).
Søndag den 25. september 2022.
Der ligger tæt dis over landskabet, som toget ruller fra Århus og ind i landet. Men allerede ved Laven er der fri udsigt til Himmelbjerget på den fjerne side af Julsø, og da jeg træder ud på perronen i Silkeborg, er det en fin efterårsdag med sol og drivende skyer, ingen nedbør, ingen vind.
Min tur går til Silkeborg Vesterskov, men ikke ad den nærmeste vej. I stedet går jeg mod nord gennem byens gader, indtil jeg når Kalgårdsø og Lunden. Velplejede grusstier fører over plæner og langs bredden af den lille sø. Agern falder fra de tykstammede ege og rammer grusset med høje smæld. En smal bræmme rør kanter søen, skyerne spejles i vandoverfladen, hvor gråænder holder til nær bredden og en enkelt skarv flyver lavt over søoverfladen.
Jeg følger søbredden rundt, ud på Odden der adskiller Kalgårdsø fra den større Silkeborg Langsø. Mod øst kan jeg se fodgængerbroen over udløbet, der forbinder Odden med Silkeborgs bymidte, og bag den højhuset på papirfabrikkens gamle grund. Ad fugtige jordstier gennem birkekrat og derefter gennem gammel løvskov med knudrede rødder på tværs af skovstien når jeg frem til spidsen af Odden. Der er børnefamilier ved legepladsen, tændte bål og lugten af brænderøg, folk ved bord og bænke, flere børn med fiskestænger ved den lille bro ud i langsøen.
Jeg følger nordsiden af Odden mod vest, imod de større skove. Løvskove nær søen veksler med en indre kerne af nåleskov, mens stien snor sig op og ned ad den lave skrænt, med åbent blik gennem underskoven. Snart når jeg bebyggelse og passerer Lyså, der forbinder Ørnsø og Silkeborg Langsø, vandløbet er mindre end en kilometer langt, men har dog givet navn til forstaden Lysbro.
En sti fører vest om Ørnsø, hvor der er et ådelta omkring Funder Ås udløb i søen. Det er en mosaik af frodige kær og lavt krat med stammerne plantet i sort, stillestående vand. Her og der trænger sollyset helt ned til bunden og skaber glinsende, olieagtige reflektioner i mosevandet. Forude tårner det skovbevoksede bakkemassiv syd for søen sig op med fyrre højdemetre. Der er par robåde på søen, inde over byen rejser Mariehøj Kirke sig over forstæderne. I stedet for at fortsætte langs søen slår jeg ind på den stejle sti mod toppen af bakken. Undervejs passerer jeg en gammel bunker, en af adskillige, der står tilbage efter Anden Verdenskrig, hvor det nærliggende Silkeborg Bad under Besættelsen var hovedkvarter for von Hanneken, øverstbefalende for den tyske hær i Danmark. Kuranstalten er nu kunstcenter, i parken er der et museum for krigstiden i en af de gamle bunkere.
Øverst på bakken åbner skoven sig med et panoramisk udsyn mod sydvest, hen over ådeltaet, Funderholme, med dets små søer, og bag det, den endnu højere bakkekam med Silkeborg Vesterskov. Øverst på bakken står en stor trætrold, Stærke Storm, lavet af samme kunster, som de to trolde jeg så ved Mørke i sommers (vandredag 449).
Som jeg går over mod Vesterskov, passerer jeg den lille sø Tranevig, en stejl trappe gør det muligt at komme op til en udsigtsplatform for et bedre overblik. Den lille sø var i sin tid en del af Ørnsø, som navnet antyder. Der er dog ingen traner på vandet, blot gråænder.
Snart efter når jeg foden af Vesterskovs stejle skrænt, og går i gang med en krævende opstigning på hundrede højdemetre ad små stier, indtil jeg når de etablerede skovveje på plateauet øverst. De fører til den store lysning inderst i skoven, formodentlig engang ment som marker for en skovfoged, men i dag ligger jorden udyrket hen, dækket af en tæppe af skræpper, visnet til en rødbrun nuance, bregnekrat op mod skovbrynet. Her slår jeg ind på skovstien oven for skrænterne.
Der er sket ting og sager, siden jeg var her sidst, et langt slynget mountainbikespor er blevet anlagt, og med uregelmæssige mellemrum kommer et cyklist forbi i høj fart. Jeg nyder roen imellem cyklisterne, musvågerne skriger langs skovbrynet og en ravn kalder fra et usynligt sted i nåletræernes top. Klynger af rød fluesvamp lyser giftigt i skovbunden, andre steder er der stadig små frugter på de stikkende brombærranker, blodrøde og glinsende.
Som jeg vender tilbage til de centrale partier af skoven falder der mere ro over tingene, færre cyklister, ingen andre vandrere, et par ryttere i roligt tempo. Nogle af skovens ældste og højeste træer står her, både bøgetræer og graner. Granerne er de højeste, de står som søjler langs skovvejen. Skovdistriktet konkurrerer med Rold Skov om at kunne prale af Danmarks højeste træ.
Som jeg svinger mod øst, mod Almind Sø, når jeg igen kuperet terræn og nye mountaninbikespor. Der er masser af mennesker ved Søbadet og dets to halvcirkelformede broer, endog en håndfuld svømmere i vandet. Jeg går forbi den tætpakkede parkeringsplads, krydser Horsensvejen og går gennem skoven langs Vejlbo Mose. Der er gravet tørv her i sin tid, det har skabt et åben søflade, omgivet af kær. En halv snes geder afgræsser en smal fold ud mod søen. Nysgerrighed, eller et optimistisk håb om fodring, får dem til at komme pilende på en lang række, mens et ældre ægtepar og deres skødehund gør holdt på den anden side af elhegnet.
Min vandredag er næsten til ende. Jeg krydser endnu engang indfaldsvejen, nu kantet af fortove og beboelsesejendomme og skyder genvej langs Lyngsø. Der står høje gamle egetræer her. Et agern rammer med et høj metalisk plonk et biltag. Et udsyn over den lille sø giver endnu en gang et kik på Mariehøj Kirke, nu fra den anden side. Snart efter når jeg ad bagvejen til banegården i Silkeborg og kan gå gennem fodgængertunnelen til perronerne.
Vladimir Nabokov, Pale Fire, 125-185.
Jyske Vandreture 