Skanderborg-Århus (468)

Udklip468

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Skanderborg-Århus, 30 km (468).
Mandag den 19. december 2022.

Sneen er væk fra landskabet. Der er en let finregn i luften, som kommer og går i løbet af dagen. Fra perronen har jeg udsigten til Skanderborg Sø, hvis fjerneste bred fortoner sig i den lette dis. Det er en grå dag, helt uden sol, og med temperaturen over frysepunktet og ingen vind er det trods alt ingen dårlig dag til en vandretur. De få timers dagslys rækker lige akkurat til en tur ad vandreruten mellem Skanderborg og Århus. Det er adskillige år siden, jeg har gået den i sin fulde længde (vandredag 80), selv om jeg ofte går kortere eller længere stræk af den.
De første kilometre går gennem industrikvarteret, indtil jeg kan krydse en bro over jernbanen mod Århus, runder svinget med en mindesten for en dræbt frihedskæmper og dernæst har jeg Illerup Ådal foran mig. Jernbanen holder sig til den øvre dalside, mens motorvejen løber på dalbunden, en kæde af lysende billygter på den grå, disede dag.
Jeg krydser ådalen ad de små veje, der fører til viadukten under motorvejen. Illerup Ådal (vandredag 86) er berømt for de forhistoriske våbenofringer, der kan ses på Moesgård Museum. Våbnene blev nedlagt i en kæde af søer og moser, som dengang rakte helt til Alken Enge ved østenden af Mossø.
En lang moderat stigning fører op til plateauet, 30-40 højdemetre over ådalen, og dernæst stik nord. På venstre hånd har jeg den skovklædte kløft omkring Illerup Å, stadig med spredte klatter af hvid sne, på højre hånd let bølgende dyrket land med grønne vinterafgrøder. Det er en dag med dæmpede farver, kun klaser med druehylds røde bær på grene ribbet for blade sætter et stænk af kulør på landskabet.
Forude ligger landsbyen Jeksen, højt i landskabet, på kanten af den store fredning af samme navn. Den afmærkede vandrerute går gennem landsbyen, men jeg gør en mindre afvigelse og drejer i stedet ned ad den smalle landevej, der fører direkte ned til ådalen omkring Jeksen Bæk. Der er en lang slynget nedstigning til dalbunden, vest for vejen udjævner høj skov bakkesidens konturer, mens de fremstår mere dramatisk i øst, græsning med knudrede fremspring på bakkesiden, våd eng for foden.
Vejen snor sig op straks op ad dalen, men jeg forlader den til fordel for en trampesti i skovbrynet, som gør det muligt at følge dalens lange krumning mod nordøst. Der er gammel bøgeskov på de høje skrænter i vest, kær og eng i bunden, overdrev på den lavere bakkeside mod øst, tomme folde.
På min vej over plateauet har jeg passeret et vandskel: Illerup Å afvandes til Mossø og dermed Gudenåen og Randers Fjord. Nu står jeg ved udspringet af Jeksen Bæk, der munder ud i Århus Å og således afvandes til Århus Bugten, via Århus havn ved Dokk1 (vandredag 188). Inde i skoven ligger den resterende sne i uregelmæssige totter, mens den danner et mønster af ribber ude på engen. Den smalle trampesti er stadig grundigt tiliset, heldigvis går det knudrede underlag igennem, så jeg har et forholdsvist sikkert fodfæste.
Længere fremme kommer jeg ind på mere veletablerede skovveje og tilbage på vandreruten mod Århus. Et stort parti nåleskov giver skoven en mere lukket og mørk fremtræden, samtidig med at stien trækker væk fra skovbryn og eng. Skoven skæres igennem af en lille landevej, hvor en bro giver mulighed for at krydse åen og vandre videre højt på siden af den stejle skovklædte skrænt langs vandløbet. Pludselig letter en fiskehejre, blot tredive meter væk, klar i farverne. Bækken er blot en meter bred og fuldstændigt omsluttet af ung skov med mange små sidegrene. Alligevel manøvrerer den store fugl sig ubesværet gennem det komplicerede luftrum, tung og elegant på en gang. Det er første gang, jeg ser en hejre så langt inde i tæt skov, ikke desto mindre møder jeg endnu en af slagsen et par kilometre længere fremme.
Vanddamp hænger lavt i underskovens luft. Min vej går ad fedtede trampestier, af og til over sumpet skovbund, hvor der er langt gangplanker ud. Plankerne er yderligere betrukket med hønsenet, som imidlertid er dækket af to centimeter tyk is, så i stedet for at give et bedre fodfæste, er det faktiske den vanskeligste og ubehageligste del af turen. Undervejs kommer jeg over den lille centrale lysning, som er hegnet ind til kvæg. over mit hoved skriger en ravn, den haster over himlen, ikke i et langt ubesværet glid, men med hurtige vingeslag, tydeligvis ikke interesseret i mig.
Jeg følger stien, op og ned ad skrænter, indtil jeg når landevejsbroen ved Fusvad, hvor Jeksen Bæk forener sig med Århus Å. Som jeg fortsætter mod nord, svinder skoven ind til et smalt ærme langs åen. Vandet strømmer hurtigt, kvas og faldne stammer har skabt kunstige strømfald, der sørger for hvidt skum og brus. Større stammer er væltet som broer over vandløbet eller ind over stien. Store sten ligger i klynger på den stejle skrænt syd for åen. Heldigvis er der også plankebroer på de mest udsatte steder. Jeg kigger efter vandstær, men forgæves.
Alt for hurtigt er jeg fremme ved fodgængerbroen, der fører over åen og videre ad en jordsti til landevejen. Som jeg går ad den øde landevej mod øst, passerer jeg de gamle vandmøller. Først Tarskov Mølle, med store hestefolde, en flok heste med vinterdækkener, dyrenes lugt hængende i luften. Dernæst Harlev Mølle, som mere henvender sig til de tobenede, med udlejning af bryllupslokaler. Vandreruten fører videre langs en lav bakkeside, med udsigt over ådalen, der nu er anderledes bred, med kær og rørskov derude, kirken i Gl. Harlev midt i det flade landskab.
Flokke af drosler og små spurve trækker mellem buskadserne. Forude venter Århus Ådal og de velkendte stier langs Årslev Engsø og Brabrand Sø. Jeg krydser over til nordsiden for at gå på det gamle dige, hvorfra der er glimrende udsigt hen over de store rørskove. Begge søer er stadig frosset til med is og virker fuldstændigt forladte af de mange vandfugle, der ellers nyder godt af søerne.
Rågerne holder til i stor mængde ved engene nord for Brabrand Sø, så vant til mennesker, at jeg kan passere dem i et par meters afstand, flere holder til på hegnspælene, uden at værdige mig mere end et uinteresseret blik. Jeg går forbi kirken, og dernæst det lille rostadium, hvor måger holder til i mængde ude på isen. Enkelte blishøns, alliker og krager går rundt mellem de hvide fugle.
I den sidste times dagslys når jeg udløbet af Brabrand Sø, følger åen ind mod byen, under jernbanebroen, og snart har jeg igen fortov og brosten under støvlerne.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s