Rebild Bakker og Rold (467)

Udklip467

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rebild Bakker og Rold, 23 km (467).
Lørdag den 11. december 2022.

Snefaldet i løbet af ugen gik uden om Århus, så jeg er taget op til Rold Skov for at få sne under støvlerne. Det er en vindstille dag, temperaturen under frysepunktet hele døgnet. I udkanten af Skørping drejer jeg ind på den første skovvej og går mod syd. Straks er føret anderledes glat end på fortovene. Der er kun faldet to-tre centimeters sne, men bildæk har gjort den kompakt og glatpoleret. Jeg er nødt til at gå i midterrabatten eller helt ude i vejkanten, hvor underlaget er lidt mere ru, om end ikke helt så skridsikkert, som jeg kunne have håbet på.
Granerne står med snetunge grene, den rødbrune farve på de få visne blade, der sidder tilbage på løvtræerne, får dybere intensitet på baggrund af den hvide sne. Der er masser af lys i skoven, løvtræer næsten ribbet for blade og åben underskov under nåleskoven. Jeg går forbi et par af skovens moser, hvor de åbne vandflader er frosset over og dækket af hvid sne, forkrøblede træer i dramatisk silhuet langs kanten af kærene.
Skovene har også nogle større lysninger, nogle af dem endda med landbrug. Jeg når den første af dem, næsten som solen bryder frem og får sneen til at glitre. Snefaldet har ikke lokket skiløbere frem, men der var spadserende og cyklister nær Skørping, og en god kilometer længere fremme begynder jeg igen at møde dem med større regelmæssighed. Det sker, da jeg træder ind i skoven igen og snart efter når den dybe slugt gennem Store Stendal. Det er ikke så længe siden, jeg sidst var i Rold Skov (vandredag 464), jeg er kommet tilbage for at se dette: Rebild Bakker med snedække. Stendal åbner sig tragtformet ud mod Granslev Ådal, den sydlige bakkeside beklædt med skov, den nordlige med hede og spredt bevoksning med ene og egebuske. I dag ligger foldene tomme hen, ellers bliver heden omhyggeligt plejet med får og geder.
Her og der rejser bakkesiderne sig næsten hundrede meter over dalbunden. Det begynder som en smal slugt, men som dalen udvides, åbner der sig et dramatisk landskab. Den spredte sol holder heldigvis ved, lægger de højeste dele af landskabet i gyldent lys, og dalbunden op mod skovbrynet i blålig slagskygge.
Jeg følger skovvejen langs Kovads Bæk ned til landevejen og tager så det stejle stræk op til Rebild, oven for dalen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over landskabet. Den brune lyng skimtes gennem det spinkle snedække, den åbne dalside er furet af mindre dale. Der står flere mindesten ud mod dalranden. For kimbrertogtet for mere end totusind år siden, og for våbennedkastningerne under Anden Verdenskrig. Med største forsigtighed stiger jeg ned ad en jordsti, slidt en halv meter ned i terrænet og nu foret med glat slidt is og sne. Snart når jeg dog frem til fladere stier på dalbunden, de er også glatte, men tilbyder dog en større grad af kontrol og mindre skader i tilfælde af fald.
Ved skovbrynet krydser jeg mit eget spor og bestiger den skovklædte sydlige dalside ad en stejl skovvej. Det er en lettelse at nå op på det højere liggende plateau og fladere terræn. Det er den mindre besøgte del af skoven, jeg har næsten skoven for mig selv de næste kilometer. Det er en stille dag for fuglene, enkelte spurve pusler i krattet, ravne kalder kort fra to-tre positioner, da jeg kommer frem i en lysning, ellers er der ikke meget liv. Klovspor er der heller ikke meget af, blot aftryk af støvlesåler, hundepoter og mountainbikedæk.
Jeg går mod øst, runder et par mindre moser, indtil jeg når det store moseparti vest for Store Økssø. En smal sti fører over mosen, jeg kan mærke gangplanker uden den tynde sne, uden at kunne se dem. Store Økssø er frosset til, nubret hvid is, isprængt lange fingre af blågrå is uden sne. Solen står lavt i vest, men kan lige akkurat nå den fjerne søbred med sine stråler. Stien langs søens sydside fører frem mod parkeringspladsen nær jernbanen, der skærer gennem Rold Skov. Der er en lille badebro her, et midaldrende par lægger an til vinterbadning, først et hurtigt dyb til hende, så et til ham, “og så lidt vand i ansigtet” lyder det opmuntrende til manden, før han får lov at komme op ad vandet.
De går mod den lille badehytte, jeg går ad grusvejen langs banen. Et godstog fra Deutsche Bahn drøner forbi og rejser en dis af ispartikler. Vejen går forbi det store moseområde med Lille Økssø, blot en stor dam. Et udsigtstårn i skovkanten giver et fint udblik over det flade terræn, fra jordhøjde er den lille sø næsten usynlig.
Syd for søen tager jeg en omvej forbi Hestegravene og Røverstuen, markante lavningerne i terrænet med høje sider. Oftest er den slags dødishuller, men her er det jordfaldshuller, skabt ved vandets svækkelse af underliggende kalklag. I følge overleveringen var Røverstuen et yndet skjulested for de velkendte røvere fra Rold.
Jeg holder mig til de større skovveje, går et godt stykke stik syd, indtil jeg kan skrå over til grusvejen langs banen og følge den frem til Arden. Fortov under støvlesålerne og en halv times venten på det næste tog.

Hermann Hesse, Unterm Rad, 50-71.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s