Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur NØ for Horsens (466).
Søndag den 27. november 2022.
Det er en kort, grå dag. Der er ingen vind, og temperaturen er over frysepunktet, men den fugtige luft får det til at føles koldere. Lidt glansløst, men ellers udmærket vejr til en vandretur – i det mindste i november. Fra perronen i Horsens går jeg gennem fodgængerviadukten, krydser Bygholm Å og står så i den store, smukke park. Sidst. jeg var her, gik jeg gennem parken, til Bygholm Sø og videre til Vejle (vandredag 433). I dag går jeg i den modsatte retning, den kortest mulige vej ud af parken, for jeg har planlagt at følge Bygholm Å til udløbet i Horsens Fjord.
Åen er naturligvis reguleret på de sidste par kilometer frem mod udløbet og fremstår som en bred kanal med langsomt strømmende mørkt vand. Jeg forlader parken og følger så godt det lader sig gøre åen langs fortovene på de større gader. Umiddelbart uden for parken står en mindesten over to dræbte modstandsfolk, jernbanesabotører, fra Anden Verdenskrig. Der står tilsvarende mindesten nær jernbanen i Silkeborg og Skanderborg.
Over lyden af tæt bytrafik bliver min opmærksomhed pludselig fanget af lyden af en ravns insisterende kald. Jeg hører og ser sommetider ravn nær gårde og flækker på landet, men det er første gang, jeg møder fuglen midt i en stor by. Det tager mig lidt tid at lokalisere den, øverst oppe på et otteetages kontorhus. Andre ting er heller ikke som ude på landet, jeg passerer Sønderbro Kirke, fra 1971, anderledes end det åbne landskabs hvide landsbykirker, i stedet hvid beton i kasser og søjler af vekslende størrelse og en kampanile i samme materiale.
Som jeg følger åen, afløses boligområder af havneindustri. Meget af den er transport og råstoffer, men hvor åen vides ud og møder fjorden, er der også et par strimler langs bredden med små fiskekuttere og en stribe fiskeskure. Kutterne er ganske små, de fleste trukket på land, formodentligt deltidsfiskere, et skilt henviser både over fyrre fod til havnene i Hou eller Juelsminde. Åen kantes af tynde bræmmer af rørskov, små andeflokke ligger i ly af dem, enkelte skalleslugere, en skarv på bolværket på den fjerne side.
Ikke overraskende ender vejen ud på havnen ved et afspærret område og aflåste låger. Så jeg går tilbage, samme vej jeg kom, indtil jeg kan krydse til over til det næste havnebassin og derfra videre til nordsiden af fjorden.
Inderst i havnen finder man de klassiske bygninger, foderstof og havneadministration, nu med en lille marina med store sejlbåde. Som jeg følger havnefronten mod øst, ud mod fjorden, begynder en lang ubrudt række af nye boliger, meget af det i de sidste faser af opførelse, den samme inddragelse af havnearealer til bolig og fritid, som man også ser i andre af de store havnebyer.
En statue af en isbjørn flugter med den nye havnefront, måske et skulderklap til byens berømte søn, Vitus Bering, der udforskede Ruslands arktiske kyst for zaren, og gav sit navn til Beringsstrædet mellem Rusland og Alaska. Det ene lejlighedskompleks afløser det andet, noget af det bygget på piller ud over vandet. Flere steder er man endnu ikke klar til indflytning, og jorden nær bredden og de små broer har det nøgne, skrabede look, hvor naturlig vegetation endnu ikke har reetableret sig og overfladen er mærket af byggeriets tunge trafik.
Byggeriet er foreløbig stoppet ved en stor ophalingsplads for lystbåde. Som jeg går ud mod kajen for at nyde udsigten fra en bådebro, opdager jeg et nysgerrigt sælhoved stikke op ad vandet. Det forsvinder skyndsomt, som jeg ændrer retning. Jeg bruger en rum tid på at afsøge vandoverfladen, men jeg ser ikke sælen dukke op igen. Skarvene på bolværkspælene få meter fra bredden holder derimod uanfægtet stand. I forlængelsen af ophalingspladsen ligger en stor marina, med lange, næsten tomme træbroer. En sejlerskole vender tilbage, som jeg passerer.
Som jeg går videre, møder jeg for første gang en smal sandstrand langs en grøn fælled. På det grønne område står to skulpturer. Det er trolde, lavet af genbrugstræ af kunstneren Thomas Dambo. De er langt fra så store, som dem, jeg har set ved Mørke (vandredag 449) og i skoven bag Ørnsø (vandredag 462), men til gengæld er der jo så to af dem, Julian og Laura, nummer 22 og 23.
Øst for fælleden ligger et kvarter med store gamle villaer, hvor kysten ikke er tilgængelig, bortset fra et lille offentligt ejet område. Det ændrer sig, da jeg når Nørrestrands udløb i Horsens Fjord. Her kan jeg slå ind på en bred vandre- og cykelsti, der løber klods op ad stranden. Det er den gamle jernbane mellem Horsens og Odder, der over store stræk er bevaret som en banesti. En mindre lokalsti følger Husodde rundt. Solen gør et behjertet forsøg på at brænde igennem skyerne, det lykkes ikke, kortvarigt lægger det dog et gråt metallisk lys over fjorden og landskabet omkring den.
Bølgerne slår mod østsiden af odden, brunalger er skyllet op i så stort omfang, at det ganske dækker grusstien, yderst er tilføjet en grøn stribe af ålegræs. Mod øst åbner den smalle fjord sig med skovklædte kyster. Jeg krydser banestien, kun for at gå ind i landet, i kanten af Horsens’ yderste forstad op ad den lange bakkeside mod Stensballe gods. Måger og råger fouragerer på en græsklædt skråning. Længere oppe løber en flot allé fra skovene hen mod godset (vandredag 438).
Jeg følger en afmærket hjertesti gennem villakvarteret, krydser landevejen mod Odder og når frem til engene ved den østlige ende af Nørrestrand. I dag er det en stor ferskvandssø, men en gang var det et nor, en del af Horsens Fjord. I nord fører skrå bakkesider ned mod søen, dyrket land med begyndende byudvikling i det nordvestlige hjørne. Mod syd er der stejle skrænter, der nogle steder hæver sig tyve meter over søen. Byen breder sig oftest helt til plateauets kant, mens skrænter er beklædt med en tynd stribe skov og krat, enkelte steder gennembrudt af overdrev, indhegnet med eltråd, friske kokasser at se. For skræntens fod er der enge, som går over i bred rørskov.
Jeg følger stien oven for skrænten. Herfra er der en smuk udsigt over søen. Store flokke af hvide svaner raster i beskyttede vige, ænder på vandet, nogle få skarve og en enkelt fiskehejre på vingerne. Skræppen fylder luften.
I roligt tempo vandrer jeg mod vest, byen tæt på, men oftest skjult. Undervejs er der mange fine udsigtspunkter, oftest cyklister, hundeluftere og børnefamilie inden for synsvidde, især efter jeg igen krydser det gamle nors udløb til fjorden. I vest, hvor skrænten går over i mere moderate bakkesider er der store kolonihaver. Her drejer jeg bort fra stien og går gennem små og store gader tilbage gennem byen, mod banegården.
Hermann Hesse, Unterm Rad, 22-50.
Jyske Vandreture 