Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Lemvig-Thorsminde, 33,4 km (105).
Lørdag den 4. juli, 2015.
Jeg tager tidligt af sted for at kunne være i Lemvig før middag, men det viser sig at være skønne spildte kræfter. Problemer med et sporskifte i Bjerringbro skaber forsinkelse og æder sig hurtigt ind på det kvarter, jeg har til at nå min bus i Struer. Jeg når lige at se bussens blå bagende hundrede meter nede af gaden i Struer. Så det bliver plan B, tog til Holstebro, små to timers ventetid og dernæst bus til Lemvig. En lørdag i sommerferien byder ikke på mange transportmuligheder. I stedet for at påbegynde dagens vandring klokken halv elleve bliver den halv to, før jeg kan tage det første skridt. Men det er en sommerdag, tørvejr og masser af lyse timer. Den campingplads i Thorsminde, hvor jeg skal overnatte, accepterer ankomst frem til klokken elleve om aftenen, så der er ingen problemer.
Der er varslet hedebølge i andre dele af landet, men her i nærheden af kysten, går det ikke helt så galt. Først på aftenen falder der endda lidt støvregn, der virker forfriskende.
Foran jernbanestationen i Lemvig holder flere af de små sjove tog, der bliver kaldt for “grise”. Det er det eneste sted i Jylland, muligvis i Danmark, hvor de stadigt er i brug. Vestbanen mellem Varde og Nørre Nebel brugte dem også, men nu kører der arrivatog på strækningen. Lemvigs station ligger på et plateau hævet over fjorden og havnen. Den gamle havnebane fungerer nu som turistbane under navnet Bjergbanen, et af de små tog har afgang mens jeg sidder på en bænk ved rutebilstationen og gør mig klar. Med den varme dag har jeg sat en stram plan for mig selv: vand hver halve time og solcreme hver tredje time.
De første kilometer går ad landevejen stik vest. På min tur Jylland Rundt kom jeg til Lemvig fra Thyborøn ad denne vej. Landevejen ligger oppe på plateauet. Lige uden for købstaden ligger en ganske lille kirke bygget i kampesten. Ellers er det landsbykirkers hvide tårne man ser rundt omkring på bakketoppene. De bløde bakker er grønne af græs eller umodent korn. Mod nord er der fjerne glimt af Nissum Bredning.
Syd for Klinkby tager jeg landevejen mod Vandborg, den lige vej mod Vestkysten. Uden for Vandborg er der en Spor i Landskabet strækning gennem en snæver stejl ådal. Lågen ind til engene er næsten skjult bag meterhøjt vegetation. Stien er tydeligvis ikke meget brugt. Det er ellers et meget smukt stiforløb. Sortbrogede køer hviler i den øvre ende af dalen, der står med stejle grønne skrænter, riflede af “kvægstier”, de karakteristiske udskridninger af ler. Der er ikke det mindste spor af trampesti, blot en linje af enkeltstående pæle med blåmalet top til at markere ruten. På bunden af ådalen risler den smallest tænkelige bæk, blot en fod bred.
Køerne har ikke gjort meget indhug på græsset, der står højt og blomstrende langs åen. Et par små flokke får finder en smule skygge under lave træer. Længere nede i dalen dannes kær med høje siv omkring bækken. Ud af øjenkrogen bliver min opmærksomhed fanget af en bølgende bevægelse i vegetationen, og jeg ser en sommerrød ræveryg glide gennem sivene og forsvinde i det grønne. Længere fremme ligger en lille mølledam med sort vand, en frodig kantning af lyslilla kulsukker og et hvidt lysthus på den fjerne bred.
Jeg krydser en landevej og fortsætter ad stien over engene på vej mod Ferring Sø, en inddæmmet sø, lige inden for klitrækken. Sporet er helt væk her, lågerne ind til markerne er overgroet i en meters højde. Mere eller mindre på må og få går jeg over en slået eng ud mod søen i det fjerne, markeringspælene forsvinder, jeg genfinder dem på den fjerne side af en dybt nedskåret bæk, skjult bag højt græs og rustent hegn. Jeg følger åen tilbage og når frem til en låge, næsten fuldstændigt skjult i græs, hvor ingen øjensynligt har gået igennem i måneds- eller årevis. I dag er min rygsæk tungere end sædvanligt på grund af mit campingudstyr, og mit humør er ikke til eventyr blandt sump og krat, så jeg går den korte strækning tilbage til landevejen og går på asfalt ud til Ferring Sø.
Landevejen når frem til søen på toppen af en skrænt og går i et halvfems graders sving ned til sommerhusområdet Ferring, klods op ad klitterne. Jeg følger en halmbestrøet vej gennem klitterne ud til Vesterhavet. Der er pænt med mennesker på stranden, let brænding med hvidt skum. Mod nord er der lave klitter og høfder. Mod syd rejser Bovbjergs høje skrænter sig i flere kilometers længde med fyrtårnet i silhuet. Der er en sti på toppen af skrænten, men jeg foretrækker stranden.
De højeste og stejleste partier af skrænten står golde hen, sand og grus. De lavere eller mindre stejle flader er grønne og overgroede. Et par steder fører lange trapper ned til stranden fra udsigtspunkterne øverst oppe. På stranden er der en lind strøm af strandgæster, mest lystfiskere ved høfderne, familier og par, med og uden hund, tyskere mange af dem. Den yderste del af stranden er præget af kraftig materialetransport – tab af sand. Bag hver høfde er der dannet en sandskrænt op til halvanden meter høj, som langsomt falder frem mod den næste høfde. Eftersom havet har fjernet det lettere sand ligger det tungere grus tilbage ud mod vandet. Måger sejler forbi over mit hoved. Et sted er en stime af små fisk blevet fanget i brændingen og kastet på land.
Det er hårdt at vandre i sandet, jeg krydser frem og tilbage på jagt efter det fasteste underlag. Langsomt begynder skrænten at blive lavere og grønnere, et kirketårn dukker op bag skrænten, omgivet af stilladser til renovering. Skrænterne går over i klitter, jeg følger en sti gennem deres sand, krydser en bræmme af klithede og når et sommerhusområde. Fra kanten af sommerhusenes slåede plæne kaster jeg et blik tilbage og ser den ensomt beliggende kirke nær kanten af skrænten.
De næste kilometer frem mod Fjaltring går ad små grusveje i kanten af sommerhusbyer, over klithede og klitter, ud på stranden igen, og ender med en klatretur op over en høj kystbefæstnings flade betonelementer. Fra et bål på stranden står en tynd røgsøjle op, små orange flammer spiller, voksne lystfiskere og børn morer sig ved høfden. Oppe på skrænten kan jeg se Fjaltring få hundrede meter væk. Jeg holder pause ved den hvide kirke og benytter lejligheden til at fylde mine vandflasker og hælde kølende vand ud over hoved og ansigt.
Jeg går ad grusveje i kanten af Fjaltring frem mod landevejen til Thorsminde. Der er plads til en smule grøn kornmark mellem by og klit. Et par steder står skilte med ordet Tûkak, i sin tid en grønlandsk teatergruppe, nu om dage et grønlandsk kulturhus (og stavet Tuukkaq).
Dagens sidste små ti kilometer går ad landevejen mod Thorsminde, snart på landtangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord. Overgroede klitter står som en vold på den vestlige side af vejen, på den østlige side er der flad vid eng med græssende kvæg ud mod fjorden. Her og der når fjorden helt ind til landevejen og giver et flot blik på fuglelivet. Meget af det er vildtreservat og hyppige skilte forbyder adgang til engene af hensyn til fuglene. Hvide vindmøller tegner sig i profil på den anden side af fjorden. Det ærgrede mig, at jeg måtte starte dagens vandring med tre timers forsinkelse, men nu nyder jeg at gå i de tidlige aftentimer. Luften er en smule køligere, trafikken på landevejen er sparsom, færten af køer driver ind fra engene, der er fugleskrig over fjorden.
Klokken bliver halv ni, før jeg når Thorsminde Camping og kan slå mit lille blå telt op. Den kommende dag kan jeg starte min vandring fra morgenstunden.
Age of Assassins, 235-364.
Jyske Vandreture 