klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Blokhus-Tranum, 27,7 km.
Onsdag den 6. juni 2012
Fem minutter er alt, hvad Rejseplanen giver mig til at skifte fra tog til bus i Ålborg, men jeg når det med tid i overskud. Så lidt over ti står jeg i Blokhus. Og for første gang, siden jeg genoptog min vandring på Nordsøstien, kommer jeg til at gå en hel dag uden at sætte fod på stranden, uden at se havet.
Først går jeg tilbage ad landevejen, indtil jeg kommer til Hune. Der er ingen skiltning, og jeg kommer lidt bagvendt ind på ruten. De dyrker sommerhuse og en enkelt golfbane her. Det holder tørt i dag, men temperaturen svinger voldsomt, og jeg har hele tiden huen af og på, overtøjet lynet ned eller op.
Vandringen foregår på ganske flad jord, gammel havbund, og efter alt at dømme drænet mose. Der er lange afvandingsgrøfter. En nåletræsbeklædt bakke rager op i det fjerne og dominerer det fladelandskab, som var det Kilimanjaro. 21 meter høj ser jeg på kortet. Der er kun ganske få gårde i det flade, drænede agerland, store marker, kvæg, heste.
Længere inde i landet kommer jeg til områder med gamle klitter, overbevoksede med lyng. Stierne er rent sand, hvidt og løst. Dernæst kommer jeg til et område med en blanding af plantage, flad hede, marker og gammel mose, flankeret af afvandingskanaler og flader af sort stillestående vand. Over store stræk blomstrer kærulden med hvide fnug. Det er resterne af langt større mosearealer, muligvis fragmenter af Store Vildmose.
En stor musvåge letter fra et træ tæt på mig og flyver lydløst væk. Jeg forlader mosen og kommer ud i gammel plantage, med store åbne arealer, hede eller skovet plantage. Jeg husker alle de hjorte, jeg så, sidste år, og undrer mig over ingen at have set her. Og, da jeg går langs med et højt, gammelt læhegn, hede på den anden side, løber store dyr væk fra mig, ganske tæt på, jeg når lige at få et flygtigt glimt af et kanelbrunt bagparti. Kronvildt. Jægerne har deres små tårne stående alle vegne, og der er skiltet med springende hjorte langs vejene.
Da jeg krydser den sidste landevej før Tranum, ringer jeg til chaufføren på min telebus og aftaler, hvornår jeg skal med. Der er endnu nogle kilometer dertil, mest i kanten af marker, skovbryn, hedder. En spætte hamrer telegrafisk løst en sted inde i plantagen.
Nær Brakbjerg bliver jeg igen ledt på afveje af manglende skiltning og tilmed adskilt fra landevejen af et vildthegn. Men geografien er ganske enkelt, og jeg er snart tilbage på stien igen.
Uden besvær kommer jeg til mit stoppested i Tranum, stiger på bussen og har ti minutters underholdende samtale med et par skolepiger, mens vi venter på ”negerbussen” som en af dem kalder den tilstødende bus (der vist ofte transporterer folk fra et asylcenter i byen). Oven i købet viser det sig, at der kun er to andre passagerer at aflevere, før bussen kører mod Brovst. På ålborglandevejen bliver jeg sat af lige i tide til at nå en bus til Ålborg, som jeg egentlig regnede med at have forpasset.
I Ålborg er der lige akkurat behagelig tid til at gøre mine indkøb i seven-eleven, før jeg tager plads i lyntoget, lige overfor et selskab af fire unge blondiner og en enkelt fyr, med kransekage og champagne på bordet. De er lige blevet færdige som læger og taler oprømte og euforiske om det hele vejen til Århus.
Finnegans Wake, xxv-lv, 1-53.
Jyske Vandreture 