Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ry-Silkeborg (gennem Rye Sønderskov), 32,7 km (368).
Tirsdag den 16. juni 2020.
Det er allerede en varm dag, da jeg går gennem Rys gader og krydser Gudenåen i byens udkant. Heldigvis skal jeg gå i skovenes svale skygge det meste af dagen. Det er sjældent, at jeg vandrer i Søhøjlandets skove i sommermånederne. I stedet benytter jeg årstidens lange dagslys til vandreture i de dele af landet, hvor jeg har lang transporttid fra Århus, og gemmer det nære opland til vinterens sparsomme dagslys.
Vandring om sommeren er en anden oplevelse. Hvor jeg drejer af fra landevejen og ind på de lange grusveje gennem de udstrakte skove syd for Silkeborg Søerne, står et blomstrende rododendronbuskads i dobbelt mandshøjde med et væld af store lyslilla blomster. Underskoven er fuld af fuglesang, der flyder sammen som en pludrende bæk. En syrlig duft af skovbund hænger i luften.
Grusvejen runder engene ved Birksø, og følger dernæst søbredden i nogen afstand, så vandoverfladen blot ses som et lysende blåt bælte gennem underskovens grenværk. Denne vej er en del af velafmærkede vandreruter mellem Ry og Silkeborg. Det to byer er også start- og slutpunkt for mig i dag, men jeg har valgt en anden rute, væk fra søerne og dybere ind i det kuperede bagland.
Slyngede skovveje fører højere op i terrænet. Meget af skoven er høj nåleskov, men der er også store partier med bøgeskov. Her og der er der klynger af forvildet rododendron. Det er privat produktionsskov, så vejene er af vekslende kvalitet, nogle steder reduceret til dybe, vandfyldte furer, skabt af traktordæk. Et enkelt sted er der et smukt kig hen over lavere skov til landet nord for Julsø.
Ved de få åbne pletter i skoven ser jeg rovfuglesilhuetter og hører musvågers skrig. Nogle af lysningerne har små damme med frønnet grøn vandoverflade. Bække, aldrig mere en fod brede, løber pludrende ned ad de stejle bakkesider. Langs vejkanten og i lysninger står der klynger af høje fingerbøl, lilla eller hvide.
Et rådyr i sommerdragt letter fra lejet op ad et vildthegn og forsvinder ind i tykningen. Det bliver dagens eneste syn i hel figur af en hjort, ellers må jeg nøjes med puslen i underskoven og et flygtigt blik af en hvidt spejl eller et blankt rødt skind set gennem grangrene.
Tidligere passerede jeg en smuk gammel skovridergård med bindingsværk og stråtækt tag. Nu følger jeg en grusvej, der skruer sig op til Rye Nørskov Gods. Det er et såkaldt skovgods, ligesom Løndal Gods og Addithus (vandredag 248), ikke at forveksle med hovedgårde eller herregårde som har flere århundrede års historie bag sig og i sin tid også var forbundet med kongelige privilegier. De fleste skovgodser er opstået ved kapitalstærke privatpersoners opkøb af store skovområder fra midten af nittenhundredtallet og fremefter. I dag er godset på mere end 1300 hektarer.
Hovedbygningen fra 1907 er tegnet af arkitekten Hack Kampmann, der i Østjylland og Århus er kendt for en række fremtrædende bygninger, herunder Århus Teater og Marselisborg Slot. Der er ikke offentlig adgang til parken, men dog mulighed for at få et udmærket overblik over det smukke hvide palæ fra vejen. Der er en stor bestand af høje rododendronbuske omkring hovedbygningen, og de er også flettet ind i en lang allé, hvor de til sidst afløses af lave figurklippede løvtræer.
Den grusvej, jeg følger, da jeg forlader godset, er tydeligvis indgangsvejen til ejendommen, planeret, i dobbeltbredde og uhørt velholdt for en privat skovvej, meget langt fra de sumpede arbejdsveje ind i skove. Vejstenen, der indhugget bærer godsets navn, er omkranset af rødviolet rododendron, ellers ser man næsten kun den lyslilla ved godset og i skovene.
Ved skovbrynet ligger nogle af godsets avlsbygninger og en lang allé fører ud til landevejen. Gl. Rye ligger lige overfor, med kirketårnet i profil mod bakkekammen bag Mossø. Kirken er kun de sørgelige rester af en langt større klosterkirke, tårnet er en nyere konstruktion (1912), også den fra den flittige Hack Kampmanns blok (vandredag 293).
Jeg går gennem Gl. Rye, der ligger ned ad en lang bakke, indtil jeg drejer mod vest ved skolen, går gennem et lille villakvarter og kommer ind i Rye Sønderskov. Dagen har allerede budt på mange bakker, og nu kommer der endnu flere. Området her er blandt den højeste del af Den Jyske Højderyg, men også i sig selv splittet op i talrige bakker, adskilt af lavere terræn, så min rute er ikke én lang opstigning efterfulgt af en tilsvarende nedstigning, men derimod en konstant vekslen i terræn der varierer fra 50 til 150 meters højde over havets overflade.
Det højeste punkt i Rye Sønderskov er femten meter højere end det nærtliggende Himmelbjerget, men ganske uden udsigt. Skovdækket er næsten totalt. På min vej gennem skoven passerer jeg kun nogle få lysninger. Hulvejene er nogle steder skåret dybt ned i terrænet. Et enkelt sted er der dog en lille sø ved en græsslette, og, få hundrede meter og 50 højdemeter senere, et åbent område med lyngbakker og ene. De møder en snæver, tværgående dal, hvor der ligger en ensom gård, firlænget i sort og hvidt bindingsværk, med tykt stråtag.
Der er ikke flere veje mod vest, så i stedet følger jeg grusvejen mod nord, opad. En hare hopper roligt over en lysning. Langsomt åbner skoven sig. Et enkelt sted er der endda en udsigtsmulighed, med rækker af blå lupiner i forgrunden.
Til sidst når jeg frem til landevejen i åbent land, fladere terræn, skovlinjerne har trukket sig en smule tilbage. Det er stegende hedt i middagssolen, og jeg er glad for at have rigeligt vand med. Efter et par kilometer på asfalt er jeg igen på tærsklen til Sønderskov, Denne gang Silkeborg Sønderskov og ikke Rye Sønderskov. Jeg kommer ind i den store skov ved en afvekslende vandring gennem en smal tunge skov, efterfulgt af små grusveje i halvåbent land, der bærer navnet Ulveslugten. Til sidst følger jeg en næsten usynlig trampesti over et overdrev. Herfra er der en fin udsigt til de markerede højdedrag nær Himmelbjerget. Nær toppen af Knøsen, lige akkurat synligt blandt træerne, ligger en villa med en pragtfuld udsigt over søerne.
Jeg er nået frem til statsskov, men den absolut mindst benyttede del, de skovveje der er afmærkede på mit kort er svært tilgroede og på nogle stræk forsvundet. Siden det er statsskov behøver jeg ikke at holde mig til stier, men kan blot følge kompasset mod nord. Der er imidlertid en kompliceret mosaik af fugtigt terræn, så jeg giver mig tid til at følge de næsten ikke-eksisterende stier, indtil de omsider fører frem til mere veletablerede veje og endeligt den smalle landevej mod Virklund.
De afmærkede vandreruter mellem Ry og Silkeborg benytter også dette stykke asfaltvej, inden de drejer ind i Østerskov, nord om Virklund. For afvekslingens skyld går jeg imidlertid igennem Virklund, der er en af Silkeborgs større forstæder, men adskilt fra den større by af Almind Sø og Silkeborg Vesterskov.
En lang cykel- og fodgængersti fører fra kirken, gennem parcelhuskvarterer på bakkesiden og ind i skoven. Stien er så stejl, at skolebørnene fra den nærliggende skole trækker deres cykler op ad bakken. Da jeg omsider kommer ind i skoven, har jeg en god times vandring tilbage og kun to fingre vand tilbage i flasken. Til gengæld er der dejligt svalt inde i skoven, partier af gran- og bøgeskov veksler, høje træer der står som søjler med et dybt blik ind i underskoven. Jeg passerer toppen af dagens sidste bakkekam og kan gå ad god grusvej med jævn hældning mod Silkeborg. Det sidste stykke følger jeg banestien, opstået på den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Horsens, indtil jeg når fortovsfliser, få hundrede meter fra banegården.
Susan Sontag: The Volcano Lover, 65-122.
Jyske Vandreture 