klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Tinglev-Åbenrå, 35,9 km.
Lørdag den 4. oktober, 2014.
“Ryk tre felter tilbage,” er en velkendt kommando fra Ludo og andre brætspil. Jeg er tilbage i Tinglev efter turen omkring Flensborg og Gråsten. Og jeg er tilbage på den vestlige side af Den Jyske Højderyg. Markerne er flade, og landevejene løber snorlige i det uendelige, uden at måtte vige for så meget som et muldvarpeskud.
Bedre togforbindelser og kortere afstand har gjort det muligt for mig at starte dagens vandring allerede ved halv elleve tiden. Majshøsten er stadig i gang på de flade marker. Først krydser jeg jernbanen mod Tønder, svært overgroet efter at have ligget ubrugt hen i årevis. Jeg drejer mod vest, og snart begynder terrænet at stige svagt, men umiskendeligt i retning mod øst. En bro, der er under renovation og lukket for biltrafik, fører mig over den jyske længdebane mod Flensborg.
En massiv grusvej i tredobbelt bredde går i lige linje mod nord. Landskabet viser sig at være svært påvirket af råstofudvinding. Der er enorme grusbunker og maskineri alle vegne, og den brede grusvej er beregnet til at lade to lastbiler passere hinanden. Området er fuldt af småsøer, og på kortet får man indtryk af et sumpområde, men det er spor efter grusgravning, efterladte kratere. De ældste søer har fået etableret en kantbevoksning af buskads og småtræer, men de nyeste ligger helt rå hen på åben mark, med høje, kunstige brinker og uden et eneste siv.
Terrænet stiger let den sidste kilometer frem mod Bolderslev, en halv snes gravhøje ligger i spredt fægtning. Jeg har ikke set mange gravhøje heromkring, og det kan undre, fordi regionen er rig på arkæologiske fund. Men egnen bærer også præg af at have været tætbefolket kulturlandskab i meget længere tid end Vestjylland. Sandsynligvis er mange fortidsminder blevet sløjfet til fordel for landbrug, længe før man blev optaget af at bevare dem for eftertiden.
Det går stik øst fra Bolderslev: jeg er på vej til skoven af samme navn, ad lidet benyttede småveje. Egentlig er denne skov en del af de omfattende Åbenråskove, men den er adskilt fra dem af Den Sønderjyske Motorvej, E45. Paradoksalt nok har denne infrastrukturvandalisme givet skoven en enestående position, som på mange måder minder om Dravedskov. Der er ingen gennemgående veje i skoven, og kun to afsides beliggende adgangsveje til den. Det er statsskov og Naturstyrelsen lader den i vidt omfang overgå til oprindelig naturskov.
Og, som i Draved Skov, betyder det sløjfede drængrøfter, mudrede stier, smådamme, skovveje under tilgroning og masser af væltede træer, der får lov at ligge og forrådne. Små bække gennemløber skoven i dybe regnkløfter. Der er et par lysninger i det indre af skoven, de er bevokset med tidsler og brændenælder i brysthøjde. Fra kanten af en lysning kan jeg længe betragte et par musvåger cirkle rundt. I den vestlige ende af skoven er der ganske stille, kvæg afgræsser engene omkring skoven. Ordet “løkke” indgår i adskillige stednavne. Det betyder indhegnet mark eller indhegnet skovrydning. Ovre østpå høres motorvejens permanente snerrende drøn tydeligt.
Der er en afmærket rundtur i skoven, ad mudrede skovspor eller over skovbund, hvor selv det mindste slidspor undertiden forsvinder. Hvis det ikke havde været for de lejlighedsvise mærkepæle og de røde malingspletter på stammerne, var jeg hurtigt faret vild. Jeg troede, at jeg havde skoven for mig selv, men det er weekend, og først dukker en far og en lille søn op på mountainbikes, dernæst tre veninder i ens røde anorakker og med svampekurve. Der er store sorte, rådnende svampe alle vegne, men også nogle friske brune svampe her og der.
Efter at have forladt skoven går jeg tre kilometer mod nord og krydser motorvejen ad landevejen mod Åbenrå. Der er ikke mere end fem-seks kilometer til byens centrum, men jeg har planlagt en længere vandretur i de skovbevoksede bakker, der omgiver byen. De første kilometer tager mig på asfalt langs Årslev Skov, i et kuperet landskab præget af skov øverst på bakkerne og eng i de små dale. Dernæst går jeg mod øst gennem statsskoven, med dens velholdte grusveje, dybe drængrøfter, røde skilte og pertentligt stakkede dynger af kævler. Weekenden har også bragt en gruppe ryttere ud, og der er spor af hestesko over alt. Et par unge fyre på knallerter og med fiskestænger holder til ved en stor overgroet karpedam. Af og til er der skilte med kilometerangivelser for Åbenrå Bjergmarathon, og flittige løbere følger kaldet. Jeg når den østlige ende af skoven og kan se skorstene og gule havnekraner over trækronerne. Et par udsigtspunkter giver et flot kig over byen og fjorden. Et af dem bærer navnet Dragebænken, og sandt nok, der er en udskåret træbænk i drageskikkelse. Senere skal jeg møde en trold i samme stil.
Det meste skov heromkring er gammel løvskov, mest bøg. Den Jyske Højderyg ligger klods op ad Åbenrå, så da jeg gør en stor bue ind i landet og tilbage mod Åbenrå, er det en konstant bakkevandring. Flere stednavne inkluderer ordet ravn, men desværre ser jeg ikke fuglen, som ellers hævdes at være karakterfugl her.
Jeg kommer ud af skoven og går mod centrum. Undervejs passerer jeg Brundlund Slot, der nu bruges som kunstmuseum. Der er også et idyllisk gadekær, og i den ældste del af byen, hyggelige, velholdte gader.
Klokken er ikke meget over seks, da jeg tager bybussen mod Rødekro Station, og jeg kan glæde mig til at komme anderledes tidligt hjem. Og dog, en togafsporing ved Horsens lammer togtrafikken og fanger mig i Fredericia. Efter megen ventetid, på tog til Vejle og togbus til Århus, bliver klokken næsten elleve, før jeg er tilbage i Århus.
Natasha’s Dance, 108-242.
Jyske Vandreture 