klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Gråsten-Åbenrå, 44,4 km.
mandag den 29. september, 2014.
Toget kører over Lillebæltsbroen, men udsigten er væk – der er tyk, uigennemsigtig hvid tåge på begge sider af broen. Men efterhånden, som jeg bevæger mig ned i Sønderjylland med toge og togbus, letter tågen, og da jeg kommer til Gråsten ved halv et tiden, er den svundet ind til en fin dis, der giver en vid udsigt, men samtidig byder på en lang solløs dag.
Jeg skal nordpå og vestpå, til Åbenrå, men med omveje. Først finder jeg ind på Gråstenstien for at gå et stræk langs Nybøl Nor. Et nor er ifølge Encyklopædien en “ældre dansk betegnelse for en havdækket lavning i morænelandskabet, der har vandudveksling med havet gennem en smal åbning”. Havet er i dette tilfælde Flensborg Fjord. Havnefronten i Gråsten er bebygget med velhaverboliger med maritimt tema, der er adskillige lystbådehavne indenfor synsvidde. På en lille odde er der et feriecenter med træhuse i muntre farver, en stor plæne foran, hvor en blandet flok af måger og sortkrager fouragerer, mens et par skader holder sig i udkanten.
Stien fører mig bort fra noret, gennem en smuk gammel kastanieallé og frem til Gråsten Slot. Slottet ligger tilbagetrukket bag en høje, hvid mur, men parken er åben for offentligheden. Desværre har jeg kun tid til et kort kig indenfor. Det er en statelig bygning i nobelt hvidt, der er en stor smuk park, som ligger mennesketom hen, blot med et ubenyttet rødt skilderhus og en ensom robotplæneklipper, der møjsommeligt arbejder sig frem over den umådelige plæne.
Slottet ligger ud til Slotssøen, som jeg følger rundt mod sydvest, således at jeg kommer frem til kanten af Gråstenskovene. Undervejs får jeg et smukt udblik over slottet i sin helhed, som det ligger ud til søen. Den lille sø er fuld af blishøns, ænder og måger i flok, dertil et par enlige lappedykkere. Som jeg går langs den vestlige, skovklædte side af søen, lægger jeg pludseligt mærke til at skarve flyver tungt og tæt på mig. De har kurs mod en lille klynge træer, hvor flere andre skarve allerede har taget plads på grene. Formentlig har de en lille koloni der.
Jeg krydser landevejen og går mod nordvest gennem Roden Skov, en del af Gråstenskovene. Skovene her er høj gammel løvskov. Efter at have passeret skoven krydser jeg mod øst på gennem et kuperet landskab for at følge en lokal cykelrute mod nord. En lille skov undervejs bærer det pertentlige navn Bøjskovskov. På den anden side af den får jeg det første blik på agerlandet heromkring. Det er et elegant kuperet bakkelandskab. Bakketoppene står fri for skov eller gravhøje. I stedet er det allerede sået til igen, og står med kornspirer i en skær grøn farve, der sammen med deres perfekte symmetri minder mig om en skaldet mand polerede isse. Det er i det hele taget et meget velfriseret landskab, næsten parkagtigt. Over alt er der smukke gamle alléer ned til gårdene, velholdte huse og haver. Nysåede kornmarker er fremtrædende i landskabet, her og der er der flokke af måger og sortkrager.
I den lille landsby Blans tager jeg vejen nordpå, mod kysten. Ved en gård står der en mindesten, som markerer fødestedet for guldaldermaleren Eckersberg. Her drejer jeg ud til kysten, Als Fjord, for at følge en lokal vandrerute rundt om Varnæshoved og ind i Åbenrå Fjord. En trampesti gennem eng og siv fører ud til grusstranden. En lille vig er tæt besat med måger, på den anden side af fjorden rejser Als sig, mod syd kan jeg se den lille færge fra den lokale færgeoverfart Ballebro-Hardeshøj.
Det første stræk går langs grusstranden. Her og der er træer væltede i strandkanten, og flager af indtørret tang vidner om, at vandstanden på et tidspunkt har stået en god halv meter højere. Længere fremme går stien på toppen af en tætbevokset skrænt, der kun giver lejlighedsvise, men storslåede udkig, over fjorden. Et par gråkrager blander sig med mågerne derude, skarve hviler sig på de store sten i strandkanten. Jeg runder Varnæshoved og -hage og kommer til Varnæs Vig, hvor der er en lille sunket fiskekutter og en lystbådehavn.
Dernæst går jeg et par kilometer ind i landet for at møde landevejen ved Varnæs, en landsby, der må have inspireret til navnet på Korsbæks patricierfamilie. Det er ved at være skumring, og jeg har i den grad undervurderet længden af dagens vandretur, for uret er lidt i syv, og vejskiltet siger tolv kilometer til Åbenrå.
Heldigvis er det en tør aften, varm for årstiden, så jeg går raskt til og får en aftentur ud af det, selv om det ender med at være buldermørkt. Længst inde i fjorden ligger Åbenrå by night, skarpt lys over havnen, foran står den høje skorsten fra det lokale kraftvarmeværk, markeret med røde ringe i nattemørket. Jeg når frem til busstationen på under to timer, med rigeligt tid til at nå bybussen til Rødekro Station. Det bliver halv et, før jeg når Århus. Banegårdspladsens lysskilt viser, at temperaturen stadig er 14°.
Orlando Figes: Natasha’s Dance, i-xxxiii, 1-108.
Jyske Vandreture 