klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Ålbæk-Skagen, 37,8 km.
Lørdag den 21. maj, 2011.
Klokken er tolv, da jeg står ud af det blå skagenstog i Ålbæk. Vejret er langt mere overskyet, end det var lovet, men i det mindste kommer det ikke til at regne i løbet af dagen.
Min rute går ind i landet, gennem Ålbæk plantage. Jeg overrasker et græssende rådyr på en skovvej, men det flygter, inden jeg når at få taget et godt billede, og efterlader kun en elegant skygge på mit foto.
Plantagen er fuld af lyng langs stier og veje, og her og der er der store åbne stræk af hede og græsslette. Jeg kommer ud af plantagen ved en landevej, hvor rabatten er engelskgræs på den ene side og marehalm på den anden.
Det er her mit gode kort slipper op, og jeg må nøjes med en meget dårlig skitse fra Northseatrail, suppleret med nogle af Skov- og Naturstyrelsens foldere.
Det viser sig dog, at stien et langt stykke af vejen følger cykelruten fra Vestkystruten: det er grusveje og lejlighedsvise asfaltveje.
Ruten går bag om, sydøst, for Råbjerg Mile, som tegner sig dramatisk mod horisonten. Det er flad slette, klithede og en række klitter i det fjerne. Der er drøvtyggende kvæg i et hjørne, et par småsøer, og en uudtømmelig serie af cyklister, mange af dem norske og på ens udseende mountainbikes.
Vandreruten afviger fra cykelruten til fordel for en lokalitet med det fantastiske navn Tudsehav. Det er nærmest en stor dam, men et par små øer midt i, nærmest som den øde ø i en vittighedstegning. Jeg så ingen tudser der, til gengæld er de overgroede klitsider dækket af rensdyrlav, der lyser grønt under træerne.
Ruten når Skagensbanen og følger banelegemet et langt stræk op til og forbi Hulsig. Jeg kommer forbi gårde med marker og får på græs. Et sted peger viser Nordsøstiens markering af, man skal udover marken. Jeg tror, at ruten vil gå parallelt med cykelruten ind til Skagen, men det viser sig at være en alternativ rute, uoplyst på mit dårlige kort, såvel som på ruten, som fører ud til Kattegat.
Efter at have passeret klithede med græssende får, stået på toppen af en høj klit, steget ned på stranden gennem løst sand, og endeligt stående på stranden med udsigt til Skagen i det fjerne, bestemmer jeg mig for at gå til Skagen ad stranden.
Turen på stranden tager over en time. Der er høje klitter, med nye, massive sandaflejringer. Måger og enkle skarver på stranden. Kajakroere, hundeluftere tættere på byen.
I Skagen går jeg gennem gader fulde af gulmalede huse, omkring havnen med et turistpræget miljø, ud mod Grenen, forbi fyret og ud til en enorm parkeringsplads, hvor også Sandormen kører det sidste stykke ud til Grenen for dem, der ønsker det.
Fra en klit kigger jeg udover Grenen i det fjerne, men gemmer den sidste kilometer til jeg kommer her igen på en familieudflugt om kort tid.
Den uoverskuelige parkeringsplads mangler rutemarkeringer, så jeg går ud til kysten og følger Grenens brede strand mod sydvest. Der er traktorspor på stranden, plastfyldt opskyl på stranden, skibe tæt på stranden, og på den østlige side af Grenen, ankret op på linje.
Landskabet er storslået og monotont på samme tid, sådan som Vesterhavet er. Jeg kommer op fra kysten ved et par huse, der viser sig at føre hen til Minkvej, og derfra kommer jeg ind gennem Skagens industrikvarter. Der er et trinbræt til Skagenbanen her, men jeg går den ekstra kilometer til den egentlige by, hvor Skagen Station ligger, en smuk gammel gul bygning, og ved perronen, et blåt tog, der venter på mig.
Den Sorte Bog, 373-466.
Laurence Stern: A Sentimental Journey, 1-45.
Jyske Vandreture 