Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Padborg-Süderlügum, 39,1 km (317).
Lørdag den 22. juni 2019.
Jeg er denne eneste passager, der stiger af på Padborg Station denne lørdag formiddag, og perronerne ligger øde hen. Syd for rangerterrænet slår jeg ind på Frøslevvej mod vest. Den lille landsby, der lægger navn til vejen, er klemt inde mellem jernbanen og motorvejen.
Umiddelbart vest for motorvejen begynder den store Frøslev Plantage, der også rummer rester af hede og mose (vandredag 61). Jeg følger en landevej gennem den sydligste del af plantagen. Her rager nåletræerne højt op, men så snart jeg drejer ind på en mindre grusvej, bliver jorden karskere og præget af sand. Små stumper ujævn hede med blomstrende gyvelbuske kiler sig ind mellem plantagens rækker af træer. Et rådyr springer op fra lejet og forsvinder ind i krattet. Dette hjørne af plantagen er trukket ud i en lang spids mod vest. På mit kort står det alt sigende stednavn “Brødløs”.
Ved skovbrynet begynder et stort sammenhængende område af græsslette, eng og mose, som breder sig på begge sider af grænsen. Det er også her, jeg passerer det nyligt opsatte vildsvinehegn, som skal beskytte landbruget mod afrikansk svinepest. Nærmest skoven er der en savanneagtig græsslette med enkelte fritstående egetræer. Derefter kommer jeg ud på en stor åben flade, hvor eng umærkeligt går over i kær og mose, med enkelte små søer her og der.
På den danske side er det Frøslev Mose, på den tyske side Jardelunder Moor. Fredning, naturpleje og stisystemer går over i hinanden uden spor af den politiske grænse.
En afmærket vandresti fører gennem det høje græs. Det er blot en bane slået græs i en meters bredde. Det smukke område er ikke så brugt af de lokale, at et slidspor har etableret sig. Det er en tør, varm dag at vandre i, men som jeg kommer længere ud i mosen, bliver jorden føleligt elastisk under fødder, og af til presses vand frem under mine støvler. Græssende køer betragter mig flegmatisk fra en stor fold. Mindre flader med siv blander sig med græsset. Viber flyver over mit hoved og følger mig på vej med anklagende skrig.
Der er ingen officiel markering af landegrænsen. Den slåede græsbane på den danske side afløses af et hjulspor med højt, uslået græs på den tyske side, og mere gøres der ikke ud af det. En lidt større sø er omgivet af en ti meter bred bræmme af siv og rør. Længere fremme, hvor jorden er tørrere, vender en traktor hø på en eng, og en lille træhytte viser sig at rumme information om den tyske fredning.
Snart sætter jeg for første gang denne dag foden på tysk asfalt, men blot for at fortsætte ad en skovvej, der fører frem til landsbyen Jardelund. Skovvejen er hvid af sand, træerne ser noget skravlede ud, og jeg ser de første blomstrende fingerbøl. Resten af dagen ser jeg dem over alt, langs vejkanter, i landsbyernes haver, og op mod bindingsværkmurene.
Der går et system af parallelle cykelruter mellem Flensborg Fjord og Vadehavet i dette område, på begge sider af grænsen – og derfor ganske passende kaldt for Grænseruten. Tidligere har jeg fulgt stræk af denne rute nord for grænsen (vandredag 60), og i dag gør jeg det samme syd for grænsen.
Så vidt det er muligt, går jeg stik vest. Det er et fladt åbent landskab, svarende til hedesletten vest for Den Jyske Højderyg i Danmark. Der er kun små, isolerede stykker skov. Resten er dyrket land, især enge, græsmarker og majs. Endnu er majsen kun knæhøj, så der er vid udsigt. Når majsen bliver mandshøj, er det sikkert en anden oplevelse at gå her.
I et landskab som dette var det engang kirketårnene, der var horisontens vartegn, senere kom foderstoffernes tårne til, og nu er det så rækker af høje vindmøller, der dominerer i højden.
Adskillige steder står der vejskilte med navnet Heerweg, svarende til Hærvej i Danmark. Egentlig var Hærvejen mere et system af oldtidsveje, og ikke en egentlig vej. I øst, lige nord for grænsen kan man stadigt se et stykke bevaret, brostensbelagt Hærvej (vandredag 150). Syd for Leck, få kilometer fra denne dags vandrerute, kan man gå ad et fem kilometer langt stræk sandet hulvej, der formentlig er det længste bevarede stykke af oldtidsvejene (vandredag 141).
I foldene er der små flokke kvæg, får og heste. Derimod er det lidt af en overraskelse, da jeg pludselig stirrer ind i øjnene på en lama. Sammen med et par artsfæller holder den til i en høj indhegning ved en øde beliggende gård. Et opslag i indkørsel annoncerer sommerafslutningsfest for 4. klasse fra den lokale skole, så lamaen arbejder formodentlig for føden.
Mellem Ladelund og Süderlügum passerer jeg for første gang siden Frøslev et større stykke skov. Skoven har endda en Waldkrug, en skovkro, i flere længer, røde mursten med tungt stråtag. Süderlügum er gennemskåret af en travl landevej. Andre steder ligger kirken og kroen over for hinanden. Her ligger den lokale kirke over for en afdeling af Calle´s, en butikskæde specialiseret i grænsehandel, en kulørt skilteskov reklamerer for tilbud på slik i kæmpe partier. Den hvide landsbykirke har intet tårn, derimod et stort, fritstående klokketårn i tjæret træ,
Halvanden kilometer vest for byen løber jernbanen. Den har et trinbræt af den slags, hvor man skal trykke på en klokke for at få toget til at stoppe. Toget kommer fra Esbjerg, det er et arrivatog på regionalbanen til Tønder – hvorfra det fortsætter til Süderlügum og Niebüll. Sammen med en forsamling unge mennesker, der øjensynligt skal bruge deres lørdag aften i den større by mod syd, stiger jeg på toget og lader mig transportere gennem det flade landskab til Niebüll.
Peter Watson: Convergence, 336-419.
Jyske Vandreture 