Skive-Struer (362).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Skive-Struer, 39,4 km (362).
Fredag den 8. maj 2020.

Mange af de togstationer, som jeg benytter på mine vandreture i Jylland, er i røde mursten, i et genkendeligt design fra de små trinbrætter til de store stationer ved jernbanenettets knudepunkter. Ofte er bygningerne for længst overgået til anden benyttelse, og ventesalene er afløst af små glasbure.
Skive station skiller sig ud, den er opført i 1962, i et tidssvarende funktionalistisk design. Oprindeligt skulle den ikke blot betjene tværbanen mellem Langå og Struer, men også to lokale jernbaner i Salling, men – også et tidstypisk træk – de lokale baner blev snart efter nedlagt.
Fra stationen krydser jeg jernbanebroen med en fint udsyn over stationsbygningen. Himlen er grå på grund af et tyndt lag skyer, som i løbet af de næste timer langsomt går i opløsning, så himlen bliver stadig mere blå og klar, som jeg går mod vest.
Umiddelbart syd for jernbanen ligger Skive enge, med et udbygget stisystem. Den sti, jeg følger i dag, går klods op ad jernbanen. Tidligere på året kunne jeg fra togvinduet se, hvordan vinterens oversvømmelse rakte helt herop, med det er for længst fortid, og vandet har trukket sig tilbage til åens leje. Åen bliver lokalt kaldt for Skive Å, men det er Karup Å, som flyder igennem på vej til udløbet i Skive Fjord (vandredag 278).
De brede enge er grønne, med bræmmer af visne siv tættere på vandløbet. Der er små ø i åen, besat med mågereder og med hektisk aktivitet i luftrummet, og et spektakel der kan høres langt væk.
Der er et vist gennemtræk af motionister på grusstien, et tog passerer på skinnerne, langt ude på engene græsser kvæget i ro og mag. I vest følger jeg udfaldsvejen et kort stræk mod syd, fra det højere niveau er der en flot udsigt over åen, engene og byen. Byen er næsten skjult bag træerne langs banevolden, kun kirketårnene træder frem i profil.
Herfra går jeg ad små landeveje mod sydvest. Det er dyrket land, let kuperet, et puslespil af grønne og gule felter, med de blomstrende rapsmarker som det dominerende element. På flere af de højeste punkter er der stadig gravhøje, og der er også plads til en kartoffelmark med dybe furer.
Rønbjerg er en mindre landsby, med en nedlagt station, men med skole og parcelhuskvarterer. Kirsebærtræerne i forhaverne står med lyserøde blomster i store kvaster, den mindste smule vind får det til at sne med rosa kronblade, der samler sig i lange driver langs kantstenen.
I udkanten af byen mødes Rakkervej med Præstevejen, måske et vidnesbyrd om, hvor isoleret der har været her i tidligere tider. Rakkere, natmænd og kjæltringe var i tidligere tider samfundets udstødte, som var tvunget til at påtage sig opgaver som flåning af selvdøde dyr, latrintømning og bøddelarbejde. Ofte var de også tvunget til at bo isoleret fra almindelige borgere. Flere steder i Jylland er der bevaret rakkerhuse og fattighuse på øde beliggende steder, som f.eks. på Ørre Hede i Midtjylland (vandredag 282).
Præstevejen fører forbi Rønbjerg Kirke, der ligger for sig selv, et pænt stykke uden for byen. Og kort efter kan jeg dreje ned ad en grusvej, der fører ind i det store plantagekompleks vest for Flyndersø. Inde mellem nåletræerne ligger rester af fortidens heder og moser, mest velkendt er Hjerl Hede med frilandsmuseet længere mod syd (vandredag 281). Tidligere på foråret var jeg på en vandretur i den midterste del af området (vandredag 354). I dag krydser jeg igennem den nordlige del, på min vej mod Struer i vest.
Der er en ridesti inde i denne del af plantagen, og parkeringspladsen i skovbrynet har endda en lille fold, hvor heste kan parkeres, mens bænkene benyttes til frokost. Skovvejene er grå af sand, og der står bræmmer af lyng langs vejkanten. Nåletræerne gør et temmeligt skravlet indtryk, det er overvejende graner, stedvis med lærk og birk. Et par firkantede lysninger med brun lyng skaber lidt åbninger i skoven, og blomstrende gyvel lyser gult.
Jeg krydser den smalle landevej gennem plantagerne og kommer ind i et parti, der er stærkere præget af mose. Langs skovvejen er krattet i sort, stillestående vand og længere fremme åbner landskabet sig i hede med små søer. Søerne er tidligere tørvegrave, hvor spagnum langsomt er ved at gendanne mosen. Grusvejen bærer navnet jernbanevej, fordi der i sin tid gik en stikbane ud til jernbanen mellem Struer og Skive. Tørvegravningen havde et så industrielt omfang, at det gav mening at etablere stikbanen.
Himlen er blevet blå over mit hovedet, og inde i plantagen, i læ for vinden, er det ganske varmt, selv om det er en kølig dag. Jeg følger en grusvej, der snor sig mod vest gennem det indre af plantagen, over lave bakker med lyng, forbi nykulturer med selvsået fyr, indtil jeg igen kommer ud på det åbne land.
Grusvejen fører frem til den travle hovedvej mellem Skive og Struer, som jeg skyndsomst krydser for at fortsætte ad små fredelige asfaltveje. Selv om der ikke er megen vind, er det føleligt koldere. Råger og duer flyver over markerne og slår sig ned rundt omkring.
Jeg går mod sydvest, ud mod Venø Bugt. Undervejs passerer jeg landsbyen Ejstrup, der har en usædvanlig stor kirke. Nordsiden af den hvidkalkede kirke er udbygget med en række små kapeller, der i sig selv danner et ekstra kirkeskib i længden. Sydsiden har våbenhus, et stort kapel og en sektion med kvadersten. Som det ofte er tilfældet, når en landsbykirke har større størrelse, end oplandet synes at kunne berettige, så skyldes det tilknytning til lokale adelsslægter. I et par århundreder fra slutningen af Middelalderen og frem drejede det sig om den magtfulde Rosenkranz-slægt.
Senere kom andre til, som det ses på kirketårnet med dets mange murankre. Et muranker er et bygningselement fra ældre historisk byggeri af en vis størrelse. Et muranker forankrer bjælker inde i en bygning, ved at en stang er ført gennem muren og på ydersiden med hager – ligesom på en skibsanker – holdes fast mod murværket. Hagerne på ydersiden af muren kan have dekorativ udformning, f.eks. i form af bogstaver eller tal. Således står tallet 1774 skrevet på tårnet. Det markerer årstallet for en renovering af tårnet, gennemført af kirkens daværende ejer, herremanden på det nærliggende gods Landting. Bogstaverne PHS er hans initialer, Peder Hansen til Landting, MAB er hans hustru, Marie Anne Berensdort.
Murankrenes hager kan også udformes på andre måder, kors og liljer er hyppigt anvendte. Ejsings kirketårn har en tredje variant, som jeg ikke husker at have set andre stedet: Ved hjørnet, hvor to mure mødes i en halvfemsgradersvinkel, omfavnes de to mure med hver sin bøjle, samlet i en central akse.
Som jeg fortsætter min vandring, får jeg stadigt flere glimt af bugten i vest og Struers højere bygninger i et blånende skær på den anden side. Terrænet falder jævnt, og brede enge vinder frem, her og der gennemskåret af åer. Jeg når ned på fladt land og ude i bugten kan jeg se vindsurferes kulørte sejl fare frem og tilbage. Landevejen er under renovering, halvdelen af vognbanen er belagt med frisk, sort asfalt, som fylder luften med lugten af tjære.
Jernbanen krydser vejen, og jeg slår ind på en cykelsti, der løber parallelt med skinnerne hele vejen til Struer, stadigt nærmere kysten. De store rapsmarker på begge sider af vejen tilføjer en duft af honning. Nær kysten ligger herregården Volstrup, hovedbygningen omgivet af en voldgrav. Fra den smalle strand strækker Venø Bugts blå vand sig langt mod nord, hvor jeg kan se øen af samme navn og en lysende hvid æske, der er Venø-færgen.
I udkanten af Struer ligger B & O’s hovedkvarter, med udsyn til bugten og de græssende får på marken foran. Jeg drejer ind i byen og går det sidste stykke frem til stationen, lige i tide til at stige ind i et grønt arrivatog.

Thomas Boberg: Americas, 150-376.

This slideshow requires JavaScript.